Brev

Ensomhed, overgreb, kærlighed, vægt, selvskade, familie

Hej.

Jeg er en pige på 16 år. Jeg har i de sidste par måneder, haft utroligt store problemer. nogle af dem har jeg faktisk haft i flere år. Hvis jeg skal starte et sted, skal jeg langt tilbage, fra 1.kl. – 4.kl. begik en af mine bedste veninders storebror overgreb på mig. jeg havde ingen mulighed for at få det stoppet, og da det endelig blev opdaget, valget mine forældre at sige: det gør vi ikke mere ved, det glemmer vi bare.

Problemet var, at jeg ikke glemte det, og det har jeg aldrig gjort. i dag får det mig til at tvivle meget på mig selv. Jeg går lige for tiden på efterskole, og der har jeg endelig fået en slags fred. Det er mit andet år, og sidste år fik jeg en kæreste der betød meget for mig, men vi slog op da jalousi og manglen på tillid gjorde at vi ikke ville længere, mine forældre brød sig ikke om ham, da han udover at være 2 år ældre end mig, havde de “forkerte” venner. Han går stadig på min efterskole, og vi er så småt begyndt at komme sammen igen, men af frygt for hvad mine forældre vil gøre, har jeg ikke sagt noget, jeg har nu i 4 måneder gået og holdt det hemmeligt.

Jeg plejer at dele alt med mine forældre, men nu siger jeg aldrig noget. Jeg er begyndt at kaste op efter flere måltider, jeg har ingen trang til at spise, og eftersom jeg er 163 høj og min vægt ligger på 44KG. er det jo nok ikke det smarteste. men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre. her på det seneste er jeg også begyndt at skære mere og mere i mig selv, jeg prøver at flygte fra smerten og forvirringen i mit liv. men jeg kommer ingen vegne. Jeg føler mig ensom og forladt.

Flere gang har jeg forsøgt at sige til mine forældre at jeg har brug for en psykolog at snakke med, en enkelt gang virkede det, jeg blev sendt til en psykolog og blev erklæret præstations angst og perfektionist. hvilket ikke undre mig. Jeg er også rimelig overbevist om at jeg har stress da jeg aldrig rigtig kan sove, i timerne kan jeg ikke følge med mere. Nu er vi er ved timerne, jeg er en rimelig klog pige, mit gennemsnit lå i 9.kl på 9,7. det var jeg rimelig stolt af, men det er som om hver gang jeg gør noget godt kan jeg gøre det bedre. får jeg 10 siger mine forældre, gør det ebdre næste gang, får jeg 12 siger de, flot, godt. nu skal du sørge for at arbejde ekstra hårdt så du ikke falder af på den.

Mine forældre kræver utroligt meget af mig, jeg føler ikke at jeg kan gøre noget godt nok, for de aldrig tilfredse, alting kan altid blive bedre. Jeg føler jeg slider mig selv op for deres skyld. I sommerferien brugte jeg 5 ud af 6 uger på at arbejde, ikke fordi jeg havde lyst men fordi mine forældre sagde jeg skulle, og det gjorde jeg så, jeg havde næsten ingen sommerferie, og resten af tiden var der altid noget der skulle laves derhjemme.

Jeg er indelukket og fanget. med ingen mulighed for at få hjælp. Min kæreste, eller det er vi snart, vil gøre alt for mig, han er der altid, og jeg elsker ham utroligt meget. men efter overgrebene som lille er jeg bange og skræmt af frygten for at han skal forlade mig, derfor tør jeg ikke elske ham helt. Jeg lider også af en genfejl der gør jeg ikke må bruge prævention. Dog har der været snak om at jeg måske kan få en p-stav, men min mor mener ikke dette er nødvendigt da hun ikke ved jeg har en kæreste.

Jeg snakker rigtig godt med min kæreste, men han forstår ikke hvad det er der foregår inden i mig. Han har selv gået til psykolog siden han var helt lille pga. hans familie, så han forstår og kan følge mig en del. Til trods for det, er han jo kun 17 snart 18 og jeg kan ikke forlange han skal kunne forstår det hele.

Jeg er led og ked af hele tiden at føle mig forladt, føle jeg aldrig er god nok, og at selvom jeg råber mine forældre ind i ansigtet at jeg har brug for hjælp, så ignorere de det, for de tror ikke at der er noget galt med deres perfekte lille datter, alt er som det skal være, sker der noget uventet vælger de ikke at se det, men lukker øjnene og fortsætter som om intet var sket. De ser ikke mine råb om hjælp, de lever i deres tro om at alt er perfekt og i deres tro om at jeg gør alt som de siger. Jeg ville gerne snakke med en lære om det, en moster, en veninde. Men for at mit forvirrede hoved skal kunne finde ud af det, tror jeg, jeg har brug for psykologhjælp.

Men jeg ved ikke hvem jeg skal råbe mit hjælp til. for min familie lytter ikke. Min storesøster på 22 har jeg også prøvet, men hun er allerede blevet hjernevasket af mine forældre til at være den perfekte datter, hun har altid fået 10 og 12 og jeg kan aldrig leve op til det hun gør. Måske skulle jeg bare slutte livet her, for ikke at skuffe nogen.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16
Tak for dit brev. Jeg er rigtig glad for, at du skriver til os, for jeg kan godt forstå at du har brug for hjælp. Det lyder dejligt for dig, at du har en sød kæreste, som du elsker, men du har nok ret i, at det kan være svært for ham at sætte sig helt ind i, hvordan du har det.

Jeg forstår godt, at du kan føle dig sårbar i forhold til, om han vil blive sammen med dig altid. Det tror jeg, at mange kan genkende. Det er den risiko, som man må leve med, når der er nogen man elsker. Men jeg håber for dig at du med tiden kan føle dig mere tryg, når du forhåbentlig får bearbejdet de overgreb, du har været ude for. 
Du fortæller om, at du har været ude for overgreb da du gik i 1.-4. klasse. Du fortæller ikke hvilken form for overgreb det var, men uanset hvad det gik ud på, så er det jo lang tid at gå alene med det, når nogen ikke behandler en godt.

Det at dine forældre valgte, at sige at I bare skulle glemme det, var nok ikke en særlig hjælpsom metode for dig. Din krop og psyke glemte ikke, hvad der er sket, og jeg tænker at det meget vel kan være årsagen til, at du er i problemer i dag.

Jeg vil give dig ret i, at det nok kunne være godt for dig at komme til at tale med en psykolog. Jeg vil foreslå, at du enten går til din læge eller en lærer på efterskolen og fortæller din historie. Du kan evt. vise dem det brev, du har skrevet til os, hvis det er svært for dig at sige det direkte til dem.

Så må de henvise dig videre til en psykolog, det kan de begge gøre. Hvis en lærer eller en læge siger til dine forældre, at du har brug for det, kunne det måske også tænkes, at de vil være med til det? Når de kan tro, at du bare kan glemme ting der gør ondt, er det nok mangel på bedre viden, og forhåbentlig kan de godt ændre mening..? Ellers vil jeg også tro at det er muligt at finde en løsning uden om dem.
Jeg forstår godt, at det må være et pres for dig, at du aldrig føler, at det er godt nok det du gør, selvom du faktisk er en meget dygtig pige med de karakterer du får. Det er ærgeligt, at dine forældre ikke forstår, at de presser dig for meget, men det tænker jeg også at en psykolog kunne hjælpe med at forklare dem. Jeg tænker at dine vægtproblemer og det at du skærer i dig selv, også har med alle de ting som du skal gå med for dig selv, at gøre.

Jeg håber virkelig at du kan komme til en psykolog så du kan få noget hjælp. Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 for at tale mere direkte med en rådgiver.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat