Ensomhed, overgreb, kærlighed, vægt, selvskade, familie

Hej.

Jeg er en pige på 16 år. Jeg har i de sidste par måneder, haft utroligt store problemer. nogle af dem har jeg faktisk haft i flere år. Hvis jeg skal starte et sted, skal jeg langt tilbage, fra 1.kl. – 4.kl. begik en af mine bedste veninders storebror overgreb på mig. jeg havde ingen mulighed for at få det stoppet, og da det endelig blev opdaget, valget mine forældre at sige: det gør vi ikke mere ved, det glemmer vi bare.

Problemet var, at jeg ikke glemte det, og det har jeg aldrig gjort. i dag får det mig til at tvivle meget på mig selv. Jeg går lige for tiden på efterskole, og der har jeg endelig fået en slags fred. Det er mit andet år, og sidste år fik jeg en kæreste der betød meget for mig, men vi slog op da jalousi og manglen på tillid gjorde at vi ikke ville længere, mine forældre brød sig ikke om ham, da han udover at være 2 år ældre end mig, havde de “forkerte” venner. Han går stadig på min efterskole, og vi er så småt begyndt at komme sammen igen, men af frygt for hvad mine forældre vil gøre, har jeg ikke sagt noget, jeg har nu i 4 måneder gået og holdt det hemmeligt.

Jeg plejer at dele alt med mine forældre, men nu siger jeg aldrig noget. Jeg er begyndt at kaste op efter flere måltider, jeg har ingen trang til at spise, og eftersom jeg er 163 høj og min vægt ligger på 44KG. er det jo nok ikke det smarteste. men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre. her på det seneste er jeg også begyndt at skære mere og mere i mig selv, jeg prøver at flygte fra smerten og forvirringen i mit liv. men jeg kommer ingen vegne. Jeg føler mig ensom og forladt.

Flere gang har jeg forsøgt at sige til mine forældre at jeg har brug for en psykolog at snakke med, en enkelt gang virkede det, jeg blev sendt til en psykolog og blev erklæret præstations angst og perfektionist. hvilket ikke undre mig. Jeg er også rimelig overbevist om at jeg har stress da jeg aldrig rigtig kan sove, i timerne kan jeg ikke følge med mere. Nu er vi er ved timerne, jeg er en rimelig klog pige, mit gennemsnit lå i 9.kl på 9,7. det var jeg rimelig stolt af, men det er som om hver gang jeg gør noget godt kan jeg gøre det bedre. får jeg 10 siger mine forældre, gør det ebdre næste gang, får jeg 12 siger de, flot, godt. nu skal du sørge for at arbejde ekstra hårdt så du ikke falder af på den.

Mine forældre kræver utroligt meget af mig, jeg føler ikke at jeg kan gøre noget godt nok, for de aldrig tilfredse, alting kan altid blive bedre. Jeg føler jeg slider mig selv op for deres skyld. I sommerferien brugte jeg 5 ud af 6 uger på at arbejde, ikke fordi jeg havde lyst men fordi mine forældre sagde jeg skulle, og det gjorde jeg så, jeg havde næsten ingen sommerferie, og resten af tiden var der altid noget der skulle laves derhjemme.

Jeg er indelukket og fanget. med ingen mulighed for at få hjælp. Min kæreste, eller det er vi snart, vil gøre alt for mig, han er der altid, og jeg elsker ham utroligt meget. men efter overgrebene som lille er jeg bange og skræmt af frygten for at han skal forlade mig, derfor tør jeg ikke elske ham helt. Jeg lider også af en genfejl der gør jeg ikke må bruge prævention. Dog har der været snak om at jeg måske kan få en p-stav, men min mor mener ikke dette er nødvendigt da hun ikke ved jeg har en kæreste.

Jeg snakker rigtig godt med min kæreste, men han forstår ikke hvad det er der foregår inden i mig. Han har selv gået til psykolog siden han var helt lille pga. hans familie, så han forstår og kan følge mig en del. Til trods for det, er han jo kun 17 snart 18 og jeg kan ikke forlange han skal kunne forstår det hele.

Jeg er led og ked af hele tiden at føle mig forladt, føle jeg aldrig er god nok, og at selvom jeg råber mine forældre ind i ansigtet at jeg har brug for hjælp, så ignorere de det, for de tror ikke at der er noget galt med deres perfekte lille datter, alt er som det skal være, sker der noget uventet vælger de ikke at se det, men lukker øjnene og fortsætter som om intet var sket. De ser ikke mine råb om hjælp, de lever i deres tro om at alt er perfekt og i deres tro om at jeg gør alt som de siger. Jeg ville gerne snakke med en lære om det, en moster, en veninde. Men for at mit forvirrede hoved skal kunne finde ud af det, tror jeg, jeg har brug for psykologhjælp.

Men jeg ved ikke hvem jeg skal råbe mit hjælp til. for min familie lytter ikke. Min storesøster på 22 har jeg også prøvet, men hun er allerede blevet hjernevasket af mine forældre til at være den perfekte datter, hun har altid fået 10 og 12 og jeg kan aldrig leve op til det hun gør. Måske skulle jeg bare slutte livet her, for ikke at skuffe nogen.