Ensomhed

Hej BB.
I dag er det søndag d. 7 oktober, jeg er 16 1/2 år gammel, og er lige begyndt på HHX. Mine forældre har været skilt i 7 år, eller er det 6, jeg kan faktisk ikke huske det, men det er vel også lige meget. Jeg bor med min mor, og min bror. Min bror er 14 år gammel. Min far og min mor bor i samme by, men jeg ser ikke min far ret tit.

For fire måneder siden, kom min far og jeg op at skændtes. Virkelig skændtes, sådan som man virkelig ikke ønsker at skændes med sine forældre. Jeg blev sur, og nok også flabet, så flabet at han til sidst sagde, at jeg ikke skulle komme der mere. Så blev jeg endnu mere sur, og endnu mere stædig, for i hvert fald kom jeg der ikke i en måned.

Men første problem var: Vi havde dimission 27 dage efter, det er vel på en måde en stor dag, og jeg ønskede jo han skulle være der, sammen med min mor og jeg. Jeg skrev til ham, kold og kynisk, som jeg nu engang var. Han mente vi skulle snakke sammen, jeg så egentlig ikke grunden til det, for han havde jo smidt mig ud, og det var vel et spark. Vi snakkede, og han insisterede på, at jeg skulle fortælle hvorfor jeg var så dårlig til at komme der, og så dårlig til at fortælle, om det jeg lavede, og det jeg ønskede i fremtiden.

Jeg havde flere gange løjet, om hvor jeg var, fordi jeg altid har haft den frygt, for at jeg ikke måtte være ved min mor, når jeg var ved min far, og omvendt. Men det var ikke kun den løgn jeg havde fundet på, jeg havde vel også løget lidt om hvor meget jeg drak, når jeg var til fest, for hvad de ikke ved, har de jo heller ikke ondt af.

Jeg kunne ikke fortælle ham det, jeg kunne ikke sige hvad der gjorde, at jeg havde mindre og mindre lyst, til at komme der. Når jeg spørger mig selv, om det samme spørgsmål, kan jeg heller ikke finde svaret, desværre, for jeg vil i det mindste gerne selv have et svar.

Månederne gik, og pludselig var der en ferie, som jeg nægtede at tage med på. Min far var skuffet, og min farmor sur. Min mor var faktisk også sur på mig. Så der stod jeg, og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Mine forældre kan ikke enes, det har de aldrig kunnet. Min mor mente min far, skulle finde ud af hvad jeg skulle i de 14 dage, jeg egentlig skulle være ved ham. Men de blev ikke enige om noget, selvfølgelig.

Jeg endte hos min moster i Norge, det var fint, at komme væk. Vi har som sagt d. 7 oktober, i morgen d. 8, har vi forældre orientering på skolen, jeg har ikke lyst, for jeg har ikke lyst til at sidde på en skole med begge forældre på en skole igen. Det kommer til at føles, som den der akavede dimission. Der er faktisk kun 2 måneder til jul, og jeg frygter det. For hvor skal jeg holde jul?

Men udover alt det lort, i min familie, som jeg efterhånden bare er nød til at indfinde mig med. Er der den her nye skole, jeg har aldrig været god til forandring, og nye mennesker, tværtimod har jeg altid elsket rutiner. Der er 30 i min klasse, det er mange, for jeg er genert, og kan ikke helt finde ud af hvor jeg passer hen. Men jeg prøver, men det er en kamp.

Mine veninder, som også er begyndt på noget nyt, de virker så forfærdeligt glade, for det. Måske er det også bare en maske, som den jeg selv tager på når jeg fortæller om min klasse. Men de virker til at være kommet videre, i hvert fald bedre end jeg. Jeg savner faktisk min gamle skole, og min gamle klasse. Det var rutine, og det er det ikke rigtig mere. Jeg havde et arbejde hver evig eneste dag, i 9. Klasse, men jeg kunne ikke nå det, når jeg nu går på HHX, desværre, der røg endnu en rutine.

Jeg har faktisk mere eller mindre gået til psykolog, siden min forældre blev skilt. Hvad fanden er der galt med mig? – jeg har i mere eller mindre gået til psykolog i 6/7 år. Indtil jeg en dag midt i 9. Klasse var tvunget til at stoppe, for skolepsykologen stoppede. Mine forældre vidste ikke noget, jeg ønskede de ikke skulle vide noget. Det er nu faktisk et år siden, jeg blev tvunget til at stoppe hos psykologen, og nu er jeg nød til at sige, at jeg er stolt, for en gangs skyld stolt, over at det er et år siden.

Hilsen mig.