Kære pige på 12 år
Tak for dit brev, hvor du så fint beskriver, hvordan dit liv ser ud, og hvor alene du føler dig. Først og fremmest vil jeg lade dig vide, at du er ualmindelig sej, for du gør faktisk noget for at få det bedre – du skriver hertil og beder om hjælp! Det viser, at du ikke vil acceptere at være så frustreret og ensom, og det er et vigtigt udgangspunkt!
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, gad vide om dine forældre overhovedet ved, hvordan du har det? Måske har de så travlt med deres arbejde, at de slet ikke har tænkt over, hvor meget det betyder for dig, at de aldrig har tid til dig eller tid til det familieliv, som har brug for sammen med dem?. Jeg kan godt forstå, at du synes det er frustrerende, at du skal spille syg, før de har tid til dig. Det er faktisk ret flot, at du selv er klar over, at du spiller syg for at få tid sammen med dine forældre. Mange børn, kan ikke mærke, at det er fordi de savner deres forældre...det kan du og det er godt, at du kan det. Lige nu er du nået dertil, hvor du gerne vil have andre måder til at fortælle dem, hvad det handler om og jeg har et par forslag til dig.
Jeg har skrevet 5 forslag til dig, måske kan du prøve et eller flere af dem. Efter forslagene, skriver jeg et brev til dine forældre, som du kan vælge at vise dem eller selv skrive et til dem, hvis du synes, det er en god idé med dine forældre.
Kopiér dit brev og hele mit svar ind i en e-mail og send det til din mor og din far. Hvis du synes, at du vil slette det med, at du spiller syg, kan du slette det. Jeg gætter/håber på, at dine forældre gerne vil snakke om det bagefter...Derfor kan det være en god ide, hvis du forbereder, hvad du godt kunne tænke dig at sige til dem. Måske kunne du godt tænke dig at foreslå, at I har en dag i ugen, hvor I gør noget sammen som familie. Måske kunne du godt tænke dig, at I spiser aftensmad sammen, hver aften. Måske kunne du tænke dig, at de ikke sidder med deres iphones - ipads, før du er gået i seng om aftenen. At I ser på hinanden, mens I spørger hinanden om, 'hvordan dagen er gået og hvordan I har det', både dig og dine forældre. Måske kan I spille et spil efter maden, dine forældre kan skiftes til at læse for dig ved sengetid - bare i 10 minutter. Måske kan du komme i tanker om, andre ting du godt kunne tænke dig at foreslå dine forældre.
Find en voksenven at snakke med, det kan være en voksen fra familien eller en venindes mor eller en fra skolen, men en som du kan snakke med når det hele bliver for meget og som måske kan give dig nogle ideer til, hvordan du kan få dine forældre i snak.
Lav et familie møde. Indkald dine forældre til møde og fortæl dem lige præcis hvordan du har det, du har været rigtig god til at beskrive her i brevet, så du kan eventuelt fremlægge brevet eller øve dig på hvad du godt kunne tænke dig at sige. Måske kan du tage en ven med til mødet, en ven som kan hjælpe dig med at holde fast i at dine forældre skal begynde at være mere hjemme. Det kunne måske være en voksenven.
Få en anden (voksen) til at snakke med dine forældre.
Hvis du synes, det er for indviklet, kan du måske prøve at sætte dig tæt ved din mor eller far, og sige 'jeg trænger til et kram for jeg savner dig' eller bare give dem et stort kram, uden at sige noget. Vil det være en idé, du har mod på at prøve?
Brevet til dine forældre, kan lyde sådan her:
Kære forældre.
Jeres datter har skrevet herind til BørneTelefonen, fordi hun føler sig ensom hjemme hos jer og det frustrerer hende meget. Hun er rigtig ked af, at I ikke har noget familietid sammen, overhovedet. Jeres datter føler, at I aldrig er hjemme, hun fortæller at hendes mor kommer meget sent hjem i hverdagene og ikke er hjemme i weekenderne. Hun fortæller, at hendes far, hver uge ikke er hjemme 2-3 dage og tillige ikke er hjemme i weekenderne. Derudover, føler jeres datter, at når I er hjemme, sidder I på IPad/mobil/PC hele tiden.
Det er sådan jeres datter beskriver, hvordan det er i jeres hjem og familie, og hun savner jer rigtig meget. Hun savner, at I er sammen som familie og laver ting sammen.
Jeres datter er en rigtig god pige og virkelig en sej en af slagsen, hun har taget ansvar for at prøve at få familien til at fungere, for det synes hun ikke, den gør nu. Det initiativ, mod og det ansvar som hun viser, er en flot og moden handling fra en 12 årig pige.
Kære forældre, normalt er det forældre som klager over at børnene altid sidder begravet i deres mobil og PC. Jeg vil gerne opfordre jer til at tænke over, om prioriteterne i forhold til hjemmeliv og arbejdsliv, har udviklet sig lige som I ønsker.
Kærlige tanker fra BørneTelefonen
Mon du kan kan bruge et af forslagene, og måske også brevet til dine forældre som en slags ”øjenåbner” til dem? Nogle gange har travle forældre, netop så travlt, at de glemmer at tænke over om familielivet nu også går godt. Eller også er de slet ikke opmærksomme på, at ikke alle i familien har det godt. Derfor er det godt, at du reagerer på det du mærker.
Hvis du har lyst til at snakke med os herinde på BørneTelefonen, så er du velkommen til at ringe herind på 116111.,Måske er der andre ting du vil snakke om eller andre forslag til, hvad du kan gøre, for at få dine forældre til at være mere sammen med dig, som en familie.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen