Brev

endt i midten i mine forældres skilmisse

OBS: Brevet er redigeret af hensyn til barnets anonymitet.

hej jeg er en pige på 13.

mine forældre er blevet skilt fra næsten 6 år siden, og min mor har fået en ny kæreste.

Jeg har endelig ikke noget imod ham men min far bliver ved at sige, at min mor og hendes kæreste fandt sammen inden de blev skilt, og det ved jeg er løgn det kunne min mor ALDRIG finde på. Men min far bliver ved med at sige det når han bliver sur siger han at det er på grund af den såkaldte utro kvinde. når her kommer det jeg faktisk ville ud med.

det første er at min far slet ikke kan snakke med min mor altså overhovedet ikke og han siger kun hendes navn og nævner slet ikke at det faktisk er mig og min brors mor. når vi er til skolehjemsamtale (hvilket er det eneste sted de sidder i samme rum) skal jeg sidde imellem dem så de ikke skændes. men der er sket små fremskridt nu kan de planlægge hvem mig og min bror skal være hos i sommerferien dog på E-mail

Da de blev skilt var det nød til at være gennem retten fordi de ikke kunne blive enige og noget som helst det endte med en 7. 7 ordning som betyder at vi er en uge hos min mor og så en uge hos min far osv.

det med skilsmissen genmen retten har taget hårdt på mig for alle ville gerne have mig og min bror til at sige det der gavnet dem. det betyder at den dag, i dag har jeg ikke lyst til at snakke med nogen voksen om det fordi jeg er bange for at de siger det videre og at det så går ud over en af mine forældre.

hvis det stod til mig ( hvilket det langt fra gør) så skulle jeg være 10 dage hos min mor og 4 dage hos min far fordi når man er en pige på 13 så har man bare lidt mere brug for ens mor.

især når man har min far…

jeg er vokset op i min store brors gamle tøj og er blevet klippet hos en mande frisør så da jeg fandt ud af hvordan jeg kunne skille mig ud som pige gjord jeg det.

men min far er vokset op i Mellemøsten i en meget kristen familie og der har de nogen helt andre traditioner end i Danmark

fx. siger han at jeg skal lave lektier 2 timer hver dag og helt enkel for jeg bare ikke så meget for og jeg kan ikke forberede mig på timerne i skolen fordi sådan fungere det bare ikke.

og så HADER han makeup. neglelak, øreringe, store smykker og høje hæle og nu er jeg kun 13 så det eneste af de ting jeg går op i er øreringe og neglelak (men det er jo meget forskelligt fra person til person) jeg fik huller i ørene fra et år siden og det var et stort spring for der satte jeg mig i mod hvad han sagde og gjorde hvad jeg ville.

jeg begynder nok også snart med at bruge makeup og jeg er VIRKELIG nervøs for hvordan han ville reagere men han siger hele tiden at man selv bestemmer og hvad man gør det følger jeg bare er meget svært med en far som ham.

jeg fik også min første menstruation i efteråret og jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle sige det til ham så jeg fik min mor til at skrive det til ham på sms (første gang de har sms´et i 2 år) men han tog det meget pænt og købte gode bind til mig men jeg følger bare at han slet ikke ved noget om det at være pige jeg turde ikke at fortælle at jeg brugte top først efter 2 år og jeg gad bare godt at havde en far som jeg kan snakke med og pigeting nu hvor mine forældre er skilt men det kan jeg bare ikke. min mor har altid støttet mig og hjulpet til med alverdens problemer

vi er en række skilsmisse piger i min klasse men jeg følger bare ikke at jeg kan snakke med nogen af dem fordi de har ikke de samme udfordringer som mig…

i det sidste halve år har jeg været trist mere eller mindre konstant jeg har været ked af det og jeg har været oprevet jeg ved ikke helt hvad det skyldes jeg ved bare at det startet da min bedste ven stoppede.

det langt fra alt hvad der er galt men jeg kan ikke klarer at skrive mere…

men det hele er dog ikke bare trist jeg er faktisk glad for min forældre blev skilt før så skændes de hele tiden de slog hinanden og de kunne ikke blive enige om noget som helst.

og trods alt det negative ved min far så elsker jeg ham jo stadig væk på nogen punkter er han verdens bedste far.

han lider forresten også at dipcoolaps han har 5 i ryggen og 3 i nakken hvilket gør at han er lam i højre side af ryggen og så har han rigtig dårlig hukommelse hvilket gør det hele lidt sværere men han ville gå i genemen ild og vand for mig og min store bror og det er jeg selvfølgelig rigtig taknemlig for.

fordi jeg besluttede mig for at skrive et brev til brevkassen er at min store bror skal på efterskole næste år og jeg ved ikke hvordan det ville være at være helt alene

i forvejen laver mig og min bror ikke meget andet en at skændes og så skal jeg også konfirmeres næste maj og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det til at fungere med kirken og mine forældre og festen fordi at konfirmation er noget der betyder meget for mig og mine forældre for ikke lov til at ødelægge den.

allerede det at skrive det til jer har hjulpet

glæder mig til at læse jeres svar!

Pige, 13 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13 årige pige.

Tak for dit meget ærlige og flotte brev. Det lyder som om, at det er rigtigt svært at være dig, med forældre der ikke kan enes og en far der fortæller sådan nogle ting om din mor.

Desværre er der mange børn, der havner i en slags krig mellem forældrene i en skilsmisse. Det er ikke i orden, for det er jo aldrig børnene, der har valgt, at de voksne skal skilles. Men det er ofte børnene, der mærker konsekvenserne i hverdagen - f.eks. ved at bo mellem to hjem. Det er de voksnes ansvar, at få det til at fungere på en ordentlig måde, så det ikke går ud over børnene.

Jeg synes, at det lyder som om, at dine forældres skilsmisse og konflikt påvirker dig meget. Det er meget almindeligt og forståeligt. Du går nemlig med en slags "voksen-viden" om dine forældres forhold til hinanden, som kan føles meget voldsomt, når man er deres barn. Og der er ikke noget at sige til, at har taget hårdt på dig, som du skriver.

Jeg er dog glad for at det går fremad, og at du allerede synes at det har hjulpet at skrive herind. Det er nemlig vigtigt at få fortalt om de ting, man er ked af. Så er man ikke så alene om det, for det skal man ikke være. Bare det at få det skrevet ned eller sagt højt kan lette lidt. Og du er god til at formulere dig og beskrive det hele.

Jeg ved, at du skriver, at du ikke stoler på nogle voksne, fordi du er bange for, at de vil fortælle ting videre til dine forældre. Det kan jeg godt forstå. Og den form for frygt, kan jo nemt være der, når du føler, at de hurtigt bliver uvenner eller kede af det. Men forældrene glemmer nogle gange, hvor meget børnene kan mærke.

Jeg tror, at det vil være godt for dig, at få snakket med en voksen om tingene. Jeg tænker på, om dine forældre mon ved, hvordan det er for dig, når de ikke opfører sig ordentligt over for hinanden? Måske kan du forklare dem det, så de kan få øje på, hvor meget det egentlig påvirker dig, at det er sådan, som det er.

Det kan være, at du kan starte med at tale med din mor, om nogle af de ting du skriver her?

Jeg tænker i hvert fald, at det er vigtigt, at få noget hjælp til at fortælle, at det ikke er, som det skal være lige nu. Du har sådan nogle gode grunde og beskrivelser, når du fortæller om, at du gerne vil bo mere hos din mor. Det kan være forvirrende at skulle bo 7 dage et sted og 7 dage et andet sted. Og det er jo ikke fordi, at du ikke elsker din far. Det ved de voksne godt. Og jeg kan høre, at din far også vil dig det bedste.

Du skriver, at du gerne vil have jeres samværsordning ændret, så du er 10 dage hos din mor og 4 dage hos din far. Du beskriver så fint, at man netop i perioder, kan have brug for lidt mere kontakt med den ene forælder, fordi man kan have brug for netop deres støtte. Du fortæller også, at du er bekymret for konfirmationen.

Når man er fyldt 10 år, så har man noget der hedder initiativret. Det vil sige, at et barn kan bede statsforvaltningen om, at holde et møde med de voksne om samværet. Som du måske ved, er Statsforvaltningen dem, der er med til at bestemme samværet. De kan hjælpe de voksne til at tale om det, på en god måde. Man kan sige, at de hjælper med, at huske de voksne på, hvad der er bedst for barnet.

Det er netop i situationer som din, hvor man gerne vil prøve at bo lidt mere hos f.eks. mor, men er bange for at gøre de voksne kede af det, at initiativrettet kan hjælpe. Man ringer eller skriver et brev til Statsforvaltningen og fortæller, hvad man håber på bliver ændret. Det kan du læse mere om, hvordan man gør, i det linket her: https://www.bornetelefonen.dk/skilsmisse-initiativret-b%C3%B8rn

Du kan også fortælle, at du er bekymret for f.eks. konfirmationen.

Det kan være en god idé at have en voksen til at hjælpe med at indkalde til sådan et møde, så man har noget støtte. Måske du kan komme i tanke om en, der kunne være god at få hjælp af?

På BørneTelefonen har vi også det, der hedder en bisidder. Det er en voksen, der kan gå med til møder i statsforvaltingen og hjælpe en med at få fortalt, hvordan man har det. En bisidder er altså en slags støtte - en der kan hjælpe dig med at få sagt det, du synes, er vigtigt. Bisidderen taler også med dig efter møderne og hjælper dig med at forstå de ting, der bliver talt om. Du kan se en film om bisidderne her: https://www.bornetelefonen.dk/bisidder-b%C3%B8rnetelefonen

Du er en sej, klog og stærk pige. Det kan jeg høre på dit brev. Jeg håber, at du vil samle mere af dit mod til, at fortælle videre om hvordan du har det. Det er nemlig så vigtigt, så du kan få det bedre og smide nogle af bekymringerne.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle min mor at jeg gerne vil flytte ind hos min far

Vil ikke bo hos min far

Flere breve om Skilsmisse

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Læs mere her

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil nu