Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

En ven der lider

Hej Børnetelefonen
Jeg har en ven som har nogle forældre som slår ham og kalder ham forfærdelige ting fordi han ikke er så god til matematik.(når de laver lektier). Her i dag slog hans mor ham i hovedet fordi han tabte en julekugle da de pillede julepynt ned. Hans ex kæreste slog ham/piskede ham og han har stadig nogle ar på ryggen, hun prøvede også at voldtage ham. Jeg ved ikke selv lige hvad jeg kan gøre for ham fordi jeg har prøvet at gøre ham glad.
Hilsen pigen som har en ven der lider.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Hvor er det omsorgsfuldt af dig at skrive til os, fordi du er bekymret for din ven. Jeg kan sagtens forstå, du bekymrer dig, for det er slet ikke okay, at hans forældre slår ham, eller at hans ex-kæreste har slået ham.

Alle børn og unge har ret til tryghed og omsorg. Det er det helt modsatte, når forældre slår. Det må de ikke, og det er faktisk ulovligt at slå sine børn og kalde dem forfærdelige ting.

Det lyder også som en svær oplevelse, din ven har været igennem med sin ex-kæreste. Det kan både være skamfuldt og meget grænseoverskridende at blive slået og pisket og forsøgt voldtaget af sin kæreste.

Andre unge jeg har talt med, fortæller, at de kan føle sig så alene med de svære følelser, fordi de har så svært ved at tale med nogen om det. De kan komme til at føle, at det er deres egen skyld, de er blevet slået – de kan få en følelse af, at de er forkerte. Jeg ved ikke, om din ven også kan have det sådan.

Men hvor er det stærkt, at han har stolet nok på dig til at fortælle dig om både sin familie og sin ex-kæreste. Det virker også som om, at du er en rigtig god ven, man kan stole på. Hvor er han heldig at have dig!

Hvor er det godt, at du gør, hvad du kan, for at gøre ham glad. Desværre er det måske ikke helt nok til, at han kan få det rigtig godt. Når man bliver slået derhjemme og af sin ex-kæreste, så kan det være en god idé at få hjælp fra nogle voksne, der ved noget om, hvordan børn og unge kommer væk fra vold, som de ikke skal udsættes for. Det er en alt for stor opgave for dig alene.

Når man som barn eller ung ikke har det godt derhjemme, så kan man få hjælp. Det er kommunen, der kan hjælpe. Kommunen hjælper på mange måder. Det kan være, det kan være godt, at en god voksen besøger familien derhjemme, så forældrene kan få nogle råd til, hvordan man passer på sine børn.

Det kan være, din ven får en voksen at snakke med, får tilbud om at tale med andre unge, der har prøvet det samme osv. Det kan også være, han har brug for at komme lidt væk hjemmefra fx en gang om ugen, så han kan få lidt ro. Alt det kan kommunen hjælpe med.

Når man som barn skal snakke med kommunen, kan det være rart at have en voksen støtte med. Så kan man få sagt det, der er vigtigt.

Her hos BørneTelefonen har vi noget, der hedder en bisidder. En bisidder kan mødes med din ven, uden hans forældre ved det og tale med ham. De kan mødes, hvor han synes; på skolen, på et bibliotek eller til en gåtur.

Din ven kan også fortælle bisidderen, hvis han er bange for, at hans forældre får at vide, han taler med bisidderen eller kommunen. Så vil bisidderen sørge for, at han bliver beskyttet.

Måske du kan vise din ven denne side om vores bisiddere: Har du brug for en bisidder lige nu?. I kan også se denne video sammen: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår

Man kan altid ringe helt anonymt på 116111 og høre mere om bisidderne. Din ven kan også ringe direkte til Bisidningen på 35 55 55 59.

Måske du kan vise din ven mit svar til dig? Så kan I måske sammen ringe og få en snak med en af vores bisiddere. Nu ved jeg ikke, om I går på samme skole. Hvis I gør, kunne du spørge, om du skal gå med hen til en lærer eller pædagog og tale om det hele.

Jeg bliver selvfølgelig meget bekymret for din ven, men jeg bliver også bekymret for dig. Jeg tænker på, om du mon har nogen at tale med om det hele? Jeg spørger, fordi jeg ved, det kan være en meget stor byrde og et tungt ansvar at vide, at ens ven har det meget svært.

Mon du kunne forestille dig at fortælle dine forældre eller en anden voksen, du stoler på, om lidt af det hele? Det kan måske lette noget af byrden fra dine skuldre. Du behøver ikke fortælle alt på samme tid. Du kan bare starte med at sige:

“Jeg går rundt og tænker rigtig meget på min ven. Han har det ikke godt, og jeg ville sådan ønske, han fik hjælp. Det fylder for mig, og jeg kan godt blive ked af det. Jeg har bare lige brug for, at du ved det.”

Så behøver du egentlig ikke sige mere til at starte med. Det kan bare være en lettelse at få sagt det højt – tænker jeg.

Jeg håber, du får tænkt lidt på dig selv i det hele – og så håber jeg, at din ven snart får hjælp. Igen; hvor er din ven heldig at have dig. Det er så stærkt gået, at du har skrevet til os.

Stort knus til jer begge fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat