en ‘kerne’ familie

Obs: Indholdet er redigeret af hensyn til afsenderes anonymitet

Hej børnetelefonen.

Jeg er en pige på 14 og jeg går i 8 klasse. Jeg er rigtig heldig. Min mor og far er stadig lykkeligt gift, jeg har en sød og betænksom bror (som selvfølgelig også kan være pisse irritererende), en stor familie, jeg bor i et stort hus i et ret dyrt kvarter og nogle fede veninder, men jeg har dog stadig nogle problemer, som jeg ikke føler min mor eller mine veninder forstår.

Min bror har nogle specielle behov: han er lidt autistisk, bliver hurtigt træt, har brug for ekstra hjælp i skolen. Min far har et arbejde som gør at han tit er væk i mere end to uger af gangen og næsten aldrig hjemme på min fødselsdag. Min mor har angst og er tit bange for at dø.

Jeg føler bare ikke at jeg kan snakke med mine veninder om det, for de tror alle at alting er perfekt og jeg kan godt se hvorfor de tror det. En af mine veninders mor, døde af alkohold forgiftning. Min anden venindes far ser hun ikke mere, fordi han ikke kan holde sig fra stofferne. Min tredje veninde er hele tiden hjemme hos andre, for hun føler sig vildt utryg der hjemme.

Hver gang jeg prøver at snakke med dem så siger de ´din familie er perfekt, du har intet at brokke dig over´og ting som det, men de ved ikke sandheden.

Jeg føler, at jeg bliver betragtet som ´voksen´ der hjemme, fordi jeg ikke er handicappet. Jeg er så træt af det og siger det til min mor, så siger hun at hun behandler mig og min bror på samme måde og det er bare ikke sandt! Hver gang jeg skændes med hende om det, så siger hun at jeg ikke skal brokke mig, fordi jeg er så heldig! Jeg føler mig ikke heldig! ´Perfekte familier´er ikke altid perfekte! De er tit langt fra!

Mine veninder kalder mig for ´hende den praktiske´for jeg husker alting! Min bror siger at jeg skal lade være med at opfører mig som den voksne, men det kan jeg jo ikke lade vær med, når alle behandler mig sådan! Jeg er næsten min mors psykolog! Hver gang hun får et angst anfald er jeg den, som skal beroligne hende og hjælpe hende igennem det! Jeg er den yngste i min familie, men jeg bliver behandlet som en voksen! Jeg er ikke engang 15 år!

Hver gang jeg kommer op at skændes med min mor om det, så begynder hun på, at jeg alligevel aldrig laver noget og jeg burde lave noget mere, ligesom andre børn, men de andre børn laver ikke engang halvt så meget som mig!

Når jeg skændes med min mor, så siger hun at vi da bare kan dele vores opgaver og siger at jeg kan gå med hundene før jeg gør i skole, lave min egen aftensmad, gøre hele huset rent om mandagen, men jeg er stadig et barn! Hendes mor lavede også mad, gjorde rent og gik med hundende da min mor var 14!

Hver gang vi skændes, så bringer hun det emne op! Det er altid, alt sammen min skyld! Jeg er nemlig bare en forkælet unge, som burde tage sig sammen! Alle ser heletiden hvor svært min bror, men aldrig hvordan det er for mig! Jeg har også brug for hjælp! Jeg er kan ikke gøre alle mulige magiske ting, fordi min bror er handicappet! Men af en eller anden grund, så tror mine forældre og venner det! Jeg får også nok! Jeg for også for meget! Jeg skal også have en pause!

Det er som om, fordi min bror ikke kan noget, så kan jeg det i hvert fald! Mine forældre har aldrig haft to ikke handicappet børn, så de ved ikke hvordan det er for mig! De ævler altid om hvordan jeg skal respektere og forstå min bror, men de vil aldrig forstå mig! De tror altid at jeg mener noget andet end jeg siger!

Mest af alt, så hader jeg at min mors og mine skænderier går ud over min bror! Han kan slet ikke klare det! Jeg hader at se ham så ked af det og så føle at det er min skyld! Men det er ikke altid min skyld!

I dag kom jeg op i et åndsvagt skænderi med min mor om hundene. Jeg havde lukket dem ud og tisse, fem gange, mens min mor sad på sofaen og kiggede på sin mobil, hun kiggede ikke engang op da jeg snakkede til hende! For sjette gang blev jeg så irriteret at jeg sagde, at hun godt selv kunne lukke dem ud den her gang og så begyndte hun på, at hun har lavet noget hele dagen, så jeg kunne godt lukke hundene ud, for jeg lavede aldrig noget alligevel.

På en eller anden måde endte det skænderi i, at jeg selv kunne gøre alting i huset, hvis jeg var så utilfreds med mit liv og at jeg bare var en forkælet møgunge.

Jeg vil ikke lyve og sige, at jeg laver en masse, men det var bare slet ikke det jeg ville fortælle hende. Jeg elsker min mor og hun er tit forstående og en god skulder at græde på, men i den her situation så forstår hun mig bare ikke!

Jeg vil nogle gange bare være et normalt barn, som ser sin far på sin fødselsdag. Lige nu vil jeg bare ønske, at jeg kunne få et kram af min mor, men det kan jeg ikke! Jeg savner hende! Jeg savner at være lille. Jeg savner at være barnlig. Jeg savner mit liv!

Jeg ved ikke hvad jeg forventer ved at skrive til jer, måske lidt forståelse?

Jeg håber virkelig, du kan forstå mig lidt.

Hilsen G