Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

en ‘kerne’ familie

Obs: Indholdet er redigeret af hensyn til afsenderes anonymitet

Hej børnetelefonen.

Jeg er en pige på 14 og jeg går i 8 klasse. Jeg er rigtig heldig. Min mor og far er stadig lykkeligt gift, jeg har en sød og betænksom bror (som selvfølgelig også kan være pisse irritererende), en stor familie, jeg bor i et stort hus i et ret dyrt kvarter og nogle fede veninder, men jeg har dog stadig nogle problemer, som jeg ikke føler min mor eller mine veninder forstår.

Min bror har nogle specielle behov: han er lidt autistisk, bliver hurtigt træt, har brug for ekstra hjælp i skolen. Min far har et arbejde som gør at han tit er væk i mere end to uger af gangen og næsten aldrig hjemme på min fødselsdag. Min mor har angst og er tit bange for at dø.

Jeg føler bare ikke at jeg kan snakke med mine veninder om det, for de tror alle at alting er perfekt og jeg kan godt se hvorfor de tror det. En af mine veninders mor, døde af alkohold forgiftning. Min anden venindes far ser hun ikke mere, fordi han ikke kan holde sig fra stofferne. Min tredje veninde er hele tiden hjemme hos andre, for hun føler sig vildt utryg der hjemme.

Hver gang jeg prøver at snakke med dem så siger de ´din familie er perfekt, du har intet at brokke dig over´og ting som det, men de ved ikke sandheden.

Jeg føler, at jeg bliver betragtet som ´voksen´ der hjemme, fordi jeg ikke er handicappet. Jeg er så træt af det og siger det til min mor, så siger hun at hun behandler mig og min bror på samme måde og det er bare ikke sandt! Hver gang jeg skændes med hende om det, så siger hun at jeg ikke skal brokke mig, fordi jeg er så heldig! Jeg føler mig ikke heldig! ´Perfekte familier´er ikke altid perfekte! De er tit langt fra!

Mine veninder kalder mig for ´hende den praktiske´for jeg husker alting! Min bror siger at jeg skal lade være med at opfører mig som den voksne, men det kan jeg jo ikke lade vær med, når alle behandler mig sådan! Jeg er næsten min mors psykolog! Hver gang hun får et angst anfald er jeg den, som skal beroligne hende og hjælpe hende igennem det! Jeg er den yngste i min familie, men jeg bliver behandlet som en voksen! Jeg er ikke engang 15 år!

Hver gang jeg kommer op at skændes med min mor om det, så begynder hun på, at jeg alligevel aldrig laver noget og jeg burde lave noget mere, ligesom andre børn, men de andre børn laver ikke engang halvt så meget som mig!

Når jeg skændes med min mor, så siger hun at vi da bare kan dele vores opgaver og siger at jeg kan gå med hundene før jeg gør i skole, lave min egen aftensmad, gøre hele huset rent om mandagen, men jeg er stadig et barn! Hendes mor lavede også mad, gjorde rent og gik med hundende da min mor var 14!

Hver gang vi skændes, så bringer hun det emne op! Det er altid, alt sammen min skyld! Jeg er nemlig bare en forkælet unge, som burde tage sig sammen! Alle ser heletiden hvor svært min bror, men aldrig hvordan det er for mig! Jeg har også brug for hjælp! Jeg er kan ikke gøre alle mulige magiske ting, fordi min bror er handicappet! Men af en eller anden grund, så tror mine forældre og venner det! Jeg får også nok! Jeg for også for meget! Jeg skal også have en pause!

Det er som om, fordi min bror ikke kan noget, så kan jeg det i hvert fald! Mine forældre har aldrig haft to ikke handicappet børn, så de ved ikke hvordan det er for mig! De ævler altid om hvordan jeg skal respektere og forstå min bror, men de vil aldrig forstå mig! De tror altid at jeg mener noget andet end jeg siger!

Mest af alt, så hader jeg at min mors og mine skænderier går ud over min bror! Han kan slet ikke klare det! Jeg hader at se ham så ked af det og så føle at det er min skyld! Men det er ikke altid min skyld!

I dag kom jeg op i et åndsvagt skænderi med min mor om hundene. Jeg havde lukket dem ud og tisse, fem gange, mens min mor sad på sofaen og kiggede på sin mobil, hun kiggede ikke engang op da jeg snakkede til hende! For sjette gang blev jeg så irriteret at jeg sagde, at hun godt selv kunne lukke dem ud den her gang og så begyndte hun på, at hun har lavet noget hele dagen, så jeg kunne godt lukke hundene ud, for jeg lavede aldrig noget alligevel.

På en eller anden måde endte det skænderi i, at jeg selv kunne gøre alting i huset, hvis jeg var så utilfreds med mit liv og at jeg bare var en forkælet møgunge.

Jeg vil ikke lyve og sige, at jeg laver en masse, men det var bare slet ikke det jeg ville fortælle hende. Jeg elsker min mor og hun er tit forstående og en god skulder at græde på, men i den her situation så forstår hun mig bare ikke!

Jeg vil nogle gange bare være et normalt barn, som ser sin far på sin fødselsdag. Lige nu vil jeg bare ønske, at jeg kunne få et kram af min mor, men det kan jeg ikke! Jeg savner hende! Jeg savner at være lille. Jeg savner at være barnlig. Jeg savner mit liv!

Jeg ved ikke hvad jeg forventer ved at skrive til jer, måske lidt forståelse?

Jeg håber virkelig, du kan forstå mig lidt.

Hilsen G

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære G,

Jeg giver dig ret i at en familie sjældent er så ”glansbillede-agtig” eller den ”kerne-familie”, som den måske ser ud til at være på overfladen. Man kan næsten altid finde nogen, der har det værre end en selv, ligesom flere af dine veninder måske har det, men det betyder ikke, at de ting som du oplever i din familie, ikke skal tages alvorligt.

Det er altid forældrenes ansvar at sørge for at behandle deres børn fornuftigt så det svarer til deres alder og behov. Som 14-15 årig er det altså okay at have opgaver derhjemme og skulle hjælpe til, men man skal ikke have ansvaret for, at familien (eller nogen i familien) fungerer og trives. Derfor er det ikke din opgave at fungere som din mors psykolog. Det lyder som om, din mor har brug for at snakke med en rigtig psykolog, din far eller en voksen veninde om sin angst, så hun ikke er afhængig af, at du kan hjælpe hende.

Når man har en søster eller bror, der er handicappet, syg eller har en diagnose, kan man godt komme til at føle sig lidt overset, fordi der er så meget fokus på det barn, der har det vanskeligt. Men du har lige så meget brug for dine forældres opmærksomhed, som din bror har - og du har også lov til at have brug for støtte, hjælp og trøst. Jeg ved fra andre børn, at det kan være svært at bede om den opmærksomhed, fordi man kan se, at ens forældre måske har nok at gøre. Rigtig mange børn, der er pårørende til nogen med særlige udfordringer, prøver at være ekstra gode til at klare alting selv. Men du har lov til at være "lille", og det er stadig dine forældre, der er de voksne i familien. De skal passe på dig - ikke omvendt.

Jeg tænker, at det kunne være godt, hvis du kunne tale med en voksen der kender dig godt, for jeg tror, det er vigtigt, at du ikke går og gemmer de her tanker væk. Prøv om du kan komme i tanke om en, der vil være god at tale med, og som du evt kan vise dit brev til. Måske er det en, som vil kunne tale lidt med dine forældre og gøre dem opmærksomme på, at det også er hårdt for dig ind imellem, og at du faktisk savner at kunne hygge dig med dem.

Mon det, som også gør dig ked af det er, at du og din mor tit skændes, og at skænderierne ofte omhandler det samme? Når det er det samme, som man igen og igen kommer op at skændes over, kan det betyde at det er et emne, som vil være godt at få snakket igennem på et tidspunkt, hvor man ikke er sure på hinanden. Måske det derfor ville være rart for både din mor og dig at få snakket de her ting igennem på et tidspunkt, hvor I har ro og tid til det? Du kan evt. skrive et brev til din mor og også din far om hvordan du har det (ligesom det du skrev herind), hvor du kan komme med nogle konkrete forslag til, hvad du kunne tænke dig var anderledes.

Jeg tror det vil være rart for alle parter, hvis din far også bliver inddraget. Måske han ikke er klar over de her ting, fordi han er meget væk, eller måske han ikke helt ved, hvor meget det egentlig betyder for dig, at han er hjemme, især på din fødselsdag? I brevet kan du også foreslå et tidspunkt, hvor I kan snakke om det. Hvordan lyder det?   

Det er flot at tænke så meget over, hvordan man har det og sætte ord på sine følelser, som du gør. Det håber jeg, du vil bruge i et brev til dine forældre, så I forhåbentlig kan få en god snak om, hvordan du skal behandles, og hvordan I alle skal have det i din familie.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat