Deprimende teenager

Jeg blev bedt om at sætte en kategori for dette brev, men hvad skal jeg lige vælge, når det går ind for flere ting?

Jeg valgte netop selvskade, fordi det er det, som er grunden til, jeg skriver dette brev. Jeg har indset, hvor langt ude jeg er. Men alligevel ikke, for jeg vil ikke indrømme det over for mig selv eller nogle andre.

Jeg er en 17 årige pige, har cutte siden 5 klasse, og går nu i 1 g på HHX. Jeg har været stoppet i et par måneder, fordi jeg ikke ville have de synlige ar længere, men trangen som rammer mig, hver gang jeg bare ser noget med en ravne i, kan jeg ikke længere modstå.

Jeg er nu begyndt at sige til mig selv, arrene er ligegyldige, fordi jeg har alligevel ødelagt min arm, jeg vil alligevel aldrig vise min arm længere, så hvorfor stoppe, når trangen og behovet er så stort? Hvis jeg ikke have min trang og mit behov, var jeg stoppet for længst. Men smerten i brystkassen, de tunge vejrtrækninger og søvnløse nætter gør det svært. Jeg føler mig ensom.

Jeg gik på efterskole i 9 og 10 klasse. Inden jeg startede der, havde jeg været clean i flere måneder, måske et halvtår. Men min huslærer, som er en slask kontaktlærer, opdagede pludselig mine ar, og jeg begyndte igen. Det var som om, at når han havde set det, skulle jeg gøre det værre. Jeg var nærmest pinlig berørt over, jeg ikke cuttede længere, og at det bare var små snitsår, så jeg cuttede dybere og dybere.

Mine forældre vidste intet, og jeg fortalte heller ikke noget til min kontaktlærer, da han skulle fortælle tingene videre. En dag gik tingene for vidt, og jeg vidste, at det sår jeg havde fået snittet, var voldsomt. Jeg blev bange. Der var blod over alt. Min veninde bankede på min dør, og kom ind for at spørge mig om noget. Der stod jeg med mit åbne sår på min arm og skulle hurtig finde på en undskyldning.

Det endte ud i, at jeg simpelthen ved et uheld havde tabt mit barberblad ned over min arm. Hun ville hente min kontaktlærer, men jeg sagde hun ikke skulle. Dagene efter begyndt min arm at hæve op. Mit sår gjorde ondt så snart nogle bare snittede min arm. Der flød gult snask ud ad det, og jeg kunne nærmest rive ’’tråde’’ ud ad såret.

Jeg blev virkelig bange. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var godt klar over, jeg skulle have været til lægen, men jeg kan ikke fordrage lærer, så det var ikke en mulighed. Jeg fortryder det lidt den dag i dag. Det er nu 2 år siden, og jeg har stadig smerter i min arm, når jeg trykker ned der.

Det var faktisk overhovedet ikke det, dette brev skulle handle om. Jeg er desværre begyndt at cutte igen som sagt. Tingene er meget sværere for tiden, og jeg er virkelig deprimeret. Det går desværre ud over min skole gang. Jeg har allerede over 40 timers fravær. Jeg kan ikke holde det ud længere.

Jeg har været god til at skubbe mine problemer væk i flere år. Jeg er en af de personer. som altid er smilende, klar til at hjælpe andre, og bliver aldrig påvirket af noget. Sådan er jeg også stadig, når der er folk til stedet. Men nu er problemet, at jeg bor alene hjemme, så når jeg kommer hjem for skole, slukker jeg alt lys, sætter musik på, og sove nææsten dagen væk pga hovedpine.

Jeg får ikke længere lavet alle mine afleveringer. Jeg kommer ikke særlig tit op til tiden, da jeg virkelig ikke vågner af mit vækkeur, selvom jeg har 6 alarmer til.

Efter jeg stoppede på efterskole skulle jeg bo ved min far. Mine forældre blev skilt, mens jeg gik på efterskole, så jeg var ikke vant til at skulle bo med kun min far. Min far og jeg har aldrig haft et far datter forhold. Han slog mig da jeg var lille, og vi snakkede slet ikke sammen før jeg kom på efterskole.

Min far fandt sig en ny dame ikke længe efter, og vi flyttede sådan 7 gange eller sådan noget. Vi ende med at bo langt fra alting, hvor jeg ikke rigtigt kunne komme til og fra skole, så jeg vidste godt, jeg blev nødt til at flytte hjem til min mor. Jeg trak den nyhed ud i lang tid, for jeg vidste far ikke blev glad.

Jeg havde endelig fået et far-datter forhold, og jeg var bange for det ødelagde det hele. Jeg flyttede endelig hjem til min mor, og alting var rigtigt godt. Pludselig fik jeg mine børnepenge, og kunne rent faktisk for tingene til at hænge sammen.

Men ikke så længe efter fandt min mor en ny fyr. Hun flyttede hurtigt hjem til ham, og ’’forlod’’ mig derhjemme alene. Hun sagde at hun selvfølgelig ville mest være hos mig, men det kunne jeg godt se ikke rigtigt holde. Jeg følte mig forladt, men jeg kunne ikke sige det til hende.

Når jeg så endelig sagde det, sagde jeg det på en måde, hvor det lød for sjov. Nu vil du sikkert spørge mig om, hvorfor jeg ikke bare flyttede med hjem til ham. Men problemet er bare, jeg ikke kan med ham. Jeg kan hverken sove derhjemme eller holde ham ud. Han bestemmer alt.

Min mor bor nu helt hjemme ved ham, og siger til mig hun altid vil være der for mig, hun er kun et opkald væk. Men hver gang jeg så endelig rent faktisk indrømmer over for hende, at jeg har brug for hende, ignorer hun det, og siger hun er nogle vigtige ting, som fx at rydde op, der skal ordens.

Jeg skrev til hende for noget tid siden, at jeg virkelig havde brug for, hun kom hjem, fordi jeg ikke længere kunne få min hverdag til at fungere. Men nejnej, hun skulle rydde op. Aldrig har jeg følt mig så knust. Jeg tudbrølede hele dagen, skær mig selv hele vejen op ad min arm og på mine inderlår.

Jeg har ikke lyst til noget. Jeg vil bare gerne væk herfra. Mit selvværd er også helt nede.