Depression og selvmord

Kære pige,

Det er tidligt i dit liv, du er blevet konfronteret med så stor en sorg, som det er at miste en, du havde meget nært. Din fætter var endda et ungt menneske med hele livet foran sig. Der er ikke noget at sige til, hvis du synes livet kan føles meningsløst efter sådan en oplevelse. 

Sorgen over din fætters død er måske blevet til en slags ’grundfølelse’ i dig – den følelse du har af ’sadness’, selvom du sidder og har det sjovt? Mon du på en måde ikke tillader dig selv at være glad, fordi du tænker, at du grundlæggende er ked af det?

Jeg kan ikke fortælle dig, om du er syg eller ej. Men jeg ved, at det er muligt for dig at få det bedre. Og jeg ved, at det er normalt at være ked af det og trist, når man mister en, man holder af. Sorg kan tage tid – og komme i bølger, men med tiden vil den blive mindre og i højere grad blive til minder. I den proces er det vigtigt, at få snakket om tristheden -  for netop at kunne bearbejde sorgen og lære at håndtere den.

Det lyder som om, du går meget alene med dine tanker. Og du virker til at være en meget omsorgsfuld pige, som gør, hvad du kan for at passe på din familie og ikke ønsker at bekymre dine forældre. Måske er det derfor, du ikke allerede har talt med dem om, hvordan du har det? 

Jeg ved, at de fleste børn, der har det skidt, føler en lettelse, når de får fortalt det til nogen, de holder af. Og langt de fleste forældre vil også allerhelst have, at deres børn går til dem, hvis de har det skidt. Selvom forældre selvfølgelig bliver kede af det, når deres børn er kede af det – så vil de helst vide besked for at kunne hjælpe. Mon ikke dine forældre har det sådan også? Måske kan de endda allerede fornemme, at du lige nu er ked af det. Og derfor kan det være en lettelse for dem også, at I får snakket sammen. 

Er grunden til du er bange for ikke at blive taget alvorligt eller forstået måske, at du tænker, at du ’på papiret’ har det godt og derfor ikke burde være ked af det? Du tænker måske, at du burde være glad? Men glæde er ikke noget, man kan beslutte sig for at føle. Og man kan sagtens være ked af det, uden at kunne pege på en særlig grund.

Jeg vil derfor råde dig til, at tale med dine forældre eller en anden voksen, du har tillid til – din lærer måske? Eller skolens sundhedsplejerske. Jeg forestiller mig nemlig, at bare det at fortælle, hvordan du har det, kan ”prikke hul” på din følelse af tristhed. Samtidig vil de også kunne hjælpe dig med at tage til lægen - hvilket faktisk er en god idé. Læger er nemlig vant til at tale med patienter, som er triste. Så din læge vil kunne vurdere, hvilken hjælp du kunne have glæde af. 

Ved at skrive til Brevkassen, har du taget det første skridt til at få det bedre. Næste skridt er at få talt med en voksen – vis dem eventuelt bare dit brev og mit svar. Så vil de forstå, at du har brug for en snak. 

Jeg ønsker dig al det bedste med på vejen.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen