Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Depression?

Hej,

jeg er en pige på 15 år.

Jeg går i 9. klasse og har en fantastisk klasse hvor der er plads til alle, men alligevel kæmper jeg stadig dagligt med selvværds problemer.

Jeg har svært ved at snakke foran hele klassen og nogle enkelte personer. Jeg rødmer meget tit, og får kommentarer på det, hvilket der ikke ligefrem hjælper på min situation.
Jeg føler på en måde alle er bedre end mig, hvilket gør mig usikker.

Der hjemme har jeg været ude for en del.

Jeg har været med i en trafikulykke hvor nogle blev kørt over, hvilket har taget hårdt på mig.

Mine forældre er skilt, så jeg bor skiftevis hos dem. Der er mange forskellige regler, om man er hjemme ved mor eller far.

Der er meget strengere regler hjemme ved min far. Han er en agressiv mand, som ikke har nogle venner og har haft en dårlig barndom, hvilket han lader gå ud over mig og min søster. Der roder en del hjemme ved ham og derfor har ingen af mine venner været der før, hvilket de undre sig meget over. Jeg kan ikke være ude med min far, for det ender altid med han bliver sur og råber af mig i offentligheden, og det er pinligt.

Hos min mor er det omvendt, hun har løsere regler og min søster og jeg trives her. Her er pænt, hun har mange venner og er ikke agressiv.

p.g.a. mit lave selvværd har jeg haft en depression før.

Selvom min klasse er så god, har jeg stadig mine personlige kampe.

Jeg er i tvivl om hvad jeg vil efter 9. klasse. Min lærer mener en efterskole vil være godt for mig, da det er et sted man er tvunget til at være social. Jeg vil også selv meget gerne på efterskole, men økonomien er ikke til det. Så jeg skal nok på gymnasiet, hvilket jeg er meget nervøs omkring.

Jeg tænker ofte, hvorfor livet hænger sammen som det gør? og hvad der er sket siden jeg er endt i denne situation hvor hver dag er en kamp med selvtillid.

Jeg har prøvet at snakke min mor omkring det, men hun lytter aldrig og bliver sur hver gang jeg nævner efeterskolen som en mulighed. 

Så hvad skal jeg gøre? Hvorfor kan jeg ikke snakke med alle? hvorfor rødmer jeg? hvorfor er mit liv en kamp hver dag?

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, har bare brug for nogle tips.

Tak.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at overskriften kunne være: Pigen, der gerne ville være en anden.

Du er tilsyneladende en pige, der tænker meget over dig selv, og hvordan du nu er skruet sammen. Du beskriver dig selv som genert, og som en, der har svært ved at være i centrum, og som har lav tillid til dig selv, og som synes, at alle andre er bedre.

Og du ville gerne være en, der kunne snakke med alle, og som ikke er genert og rødmer.

Så når hver dag er en kamp, tænker jeg, at det er kampen mod dig selv, som du nu er. Derfor foreslog jeg, at overskriften på dit brev kunne være: Pigen, der gerne ville være en anden.

Jeg ved ikke, om det siger dig noget, eller om du kan genkende, at det er den kamp, du tager med dig selv hver dag.

Jeg tror, at der i dag ligger et pres på jer unge, om at I skal være udadvendte, aktive, sociale, fremlægge uden at blive nervøse -generte - rødme, kunne kommunikere med alle og elske at være i centrum.

Så hvad skal man så gøre, når man som du er skruet anderledes sammen? Måske har de andre det på samme måde eller andre ting, men viser det heller ikke.

Jeg tror, at det allerbedste, du kan gøre for dig selv, er at acceptere, at du er den, du er. At du er genert, ja - at du er bedst til at snakke med enkelte mennesker, f.eks. dine venner, ja - at du helst ikke vil være i centrum, ja - at du føler dig anderledes, ja - men lige så god som dem. Kort sagt, at begynde at sige JA til dig selv. Se alt det du kan og står for.

At acceptere sig selv er lettere sagt end gjort, især i din alder. Men jeg synes, at dit brev viser en modenhed hos dig, som du kan bruge.

Jeg vil foreslå, at du begynder at lægge mærke til, hvad der lykkes for dig hver dag. Hvad gik godt? Hvornår havde du det godt? Hvad skete der, når tingene lykkedes for dig? Få en snak med din lærer om det. Din lærer kan også hjælpe med tips fx ved fremlæggelser. Lærere fremlægger jo hver dag for eleverne.

Jeg har lyst til at kommentere lidt på din hjemmesituation. Det lyder ikke godt for dig, at du skal bo hos din far halvdelen af tiden, når du ikke trives hos ham. Der er alt for mange hensyn, du skal være på vagt over hans aggressivitet. Jeg vil opfordre dig til at snakke med din mor, om hvordan du kunne tænke dig, at samværet med din far skal være. Hvis du ønsker at det skal ændres, fx at du ikke vil være der så meget og dine forældre ikke kan blive enige om en anden ordning, kan du fx selv henvende dig til Statsforvaltningen og fortælle om dine ønske. Du kan ringe til deres: Børnenes Skilsmissetelefon på 20 600 550 - de har åbent Mandag - Fredag: kl. 11-16. Her kan du tale med en rådgiver om, hvordan du har det hos din far og hvordan de kan hjælpe dig. De er rigtig gode til at hjælpe børn, som ikke har det godt fx på samvær.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat