Kære pige på 13 år,
Jeg tror, du har ret i, at hvis man går og holder noget inde, som man er ked af, så kan det godt blive værre. Det er en rigtig klog tanke, og det lyder som om, du har tænkt rigtig meget over, hvad du mon kan gøre for at få det bedre. Du har lagt mærke til, at de gode stunder er blevet færre, så det er rigtig godt, at du gør noget nu. Du har valgt at skrive dine tanker ned i et brev - det tror jeg var en rigtig god ide, for det kan både være en måde at få hjælp på - og en måde at få lidt overblik over sine tanker.
Når du fortæller om din familie, kan det godt lyde som om, det påvirker dig en del, at din far har en depression. Det er faktisk noget, som andre børn med forældre, der har en depression, også oplever. Man kan let komme til at føle, at man ikke må gøre sine forældre kede af det, for de har jo nok at tænke på i forvejen. Nogle gange kan børn føle, at der ikke rigtigt er plads til, at de kan være kede af det, hvis en af deres forældre har en depression. Og det lyder jo også som om, dine forældre ikke rigtigt har så meget overskud, når de ikke gør noget ved, at din storebror driller dig så meget.
Så når du fortæller, at du ikke føler, at du kan snakke med dine forældre om, at du går og føler dig ulykkelig, så forstår jeg rigtig godt, at du har det på den måde. Selv nu hvor du har været nødt til at blive hjemme fra skole, har du ikke følt, at du ville bekymre din mor med, at du i virkeligheden ikke har det godt psykisk.
Du lyder som en meget omsorgsfuld og kærlig pige, der har en rigtig god føling med, hvordan de andre i din familie har det. Og faktisk også med hvordan du selv har det. Men fordi der rigtigt ikke er plads til, at du også kan være trist ind imellem, kan det godt være, at du har vænnet dig til at sætte dig selv lidt til side? Men det er godt, at du har givet dig selv plads nu - og har skrevet dine tanker ned.
Det er bare rigtig godt, at du har nogle gode venner, som du kan være glad sammen med. Det lyder i det hele taget som om, du har det godt i skolen, og at det er rart for dig at være der. Måske har du også nogle søde lærere? Det kunne jo være, at du kunne starte med at tale med en af dem om, at du er begyndt at være mere og mere ked af det? Måske ved dine lærere godt, at din far har en depression? Hvis de ikke ved det, kunne det måske være godt, at de fik det at vide. For så kunne de måske også have lidt fokus på, hvordan du går og har det - og lige spørge lidt ind til det ind imellem.
Måske kan du også få lov at være hos nogle af dine gode venner lidt mere, hvis du har brug for at komme lidt væk hjemmefra og bare være dig selv. Det kan give en pause fra de triste tanker, og fra det ansvar man kan føle for at familien har det godt. Det er nemlig slet ikke dit ansvar, at din far får det bedre - og du skal have lov at være barn, uden at skulle bekymre dig eller gå og holde det tilbage, hvis du er ked af det.
Det med at være ked af det, det er - som du selv skriver - ikke noget man skal gå og holde inde, så selv om du lige umiddelbart ikke føler, at du kan tale med nogen om det, så håber jeg, at mit svar har vist dig, at dine tanker ikke er spor forkerte, og at der også er andre, der er i samme situation som dig. Så måske har du alligevel mod på at fortælle en sød voksen, hvordan du har det. Som sagt kan det være en af dine lærere, men det kan også være en hvilken som helst anden voksen, du kender. Måske en af dine venners forældre? En af dine bedsteforældre? Eller måske kunne du starte med at ringe eller skrive direkte til os på BørneTelefonen på 116111 og tale med en rådgiver, der ikke kender dig. Det er nemlig også en måde at få startet på at snakke om det - og få lukket det ud i stedet for at gå og holde det inde.
Rigtig mange kærlige tanker fra BørneTelefonen
