Kære pige,
Tak for dit brev. Hvor er det super godt gået at du skriver herind, også selvom det måske ikke var så let at vide hvor du skulle starte eller slutte. Ud fra det du skriver kan jeg godt forstå hvorfor du har det sådan, for det lyder som om der er flere ting i dit liv som gør det svært at være dig i øjeblikket. Jeg vil i mit svar prøve at hjælpe dig til hvordan du kan få det bedre.
Du fortæller at det hele startede efter din mor blev indlagt for et år siden. Du har haft mange skænderier med din familie siden da og det har gjort dig trist og ked af det. Er det rigtig forstået? Jeg ved fra andre unge, hvor stor en omvæltning i en families hverdag det kan være hvis en forælder bliver indlagt. Ud over at forælderen ikke er tilstede derhjemme og kan hjælpe med de ting han/hun plejer at hjælpe med eller gøre, så er der også alle bekymringerne der er forbundet med at en i familien er syg. Har du også bemærket disse ændringer hjemme hos dig? Jeg ved jo ikke om din mor stadig er indlagt, men lige meget om hun er det eller ej, kan jeg forestille mig at du og din øvrige familie stadig kan have bekymringer om hvorvidt hun bliver rask eller syg igen. Er det rigtigt?
Man reagerer forskelligt når man er bekymret eller bange for at der skal ske noget med ens nærmeste. Nogle er åbenlyst kede af det, andre lukker sig ind i sig selv og nogle kan være vredladne og have ’en kort lunte’. Disse forskellige reaktioner kan påvirke hvordan en familie har det, og det er desværre slet ikke usædvanligt at det kan føre til flere skænderier. Jeg ved ikke om det måske kan være noget af forklaringen på det du oplever derhjemme? Jeg ved dog at det ikke er i orden at din familie behandler dig som lort, lige meget årsagen. Selvom der er en risiko for at glemme hvordan alle andre har det når der er en i familien der er syg, så skal man gøre hvad man kan for ikke at gøre det – det er altså ikke okay at der ikke er nogen derhjemme der ser dig og du føler dig usynlig. Det er vigtigt at de tager sig af hvordan du har det, og gør hvad de kan for at du har det godt. Du har faktisk ret til at blive behandlet ordentligt derhjemme. Vidste du godt det?
I dit brev fortæller du hvordan du nogle gange kan have selvmordstanker, og at du er begyndt at tænke på at skære i dig selv. Det var virkelig godt gået at du droppede disse tanker og ikke skar i dig selv. Det viser hvor stærk du er og giver mig et indtryk af hvor meget du selv kæmper for at få det godt. Jeg ved fra unge der har skåret i sig selv, at grunden til de gjorde det var fordi de prøvede at dulme ’den psykiske smerte’ de følte med en fysisk smerte. Det der dog i sidste ende hjalp dem til at få det bedre, var at snakke med en voksen de havde tillid til om hvordan de havde det. Det kunne være en forælder, en træner eller en lærer på skolen. Hvem kan du mon fortælle hvordan du har det? Når man oplever en i familien er eller har været syg, kan det også for nogle være en god ide at få nogle samtaler med en psykolog, for det kan påvirke. Du har mulighed for at tage en snak med din læge, som vil kunne henvise dig til en psykolog, hvis lægen mener, det vil være dig en støtte/hjælp.
Hvis en af dine lærere vidste hvordan du havde det, kunne hun/han også hjælpe dig med hvordan du kan komme mere i kontakt med dine klassekammerater? Nogen synes det er svært at få fortalt og har i stedet skrevet det i et brev ligesom du gjorde da du skrev herind. Det kunne måske også virke for dig, hvis du synes det er svært at fortælle? Du skal vide at det er lærernes ansvar at sikre eleverne har det godt og trives i skolen, så din lærer skal hjælpe dig, så du kan få det bedre i skolen. Ligesom en lærer også kan være god at tale med omkring, hvordan man har det hjemme. Læreren har mulighed for at støtte dig og evt. sammen med dig tage en snak med din familie, så de bliver klar over hvordan du har det.
Jeg håber meget du vil bruge noget af det mod du har vist ved at skrive herind, til at få fortalt en voksen, hvordan du har det. Du skal vide at når noget begynder at blive godt igen, tager det ofte noget mere ’med i hånden’. Med det vil jeg sige at jeg håber og tror på at når det begynder at gå bedre vil du kunne mærke det på flere fronter, både hjemme og i skolen. Det kan godt være det tager noget tid, men så længe det stille og roligt går i den rigtige retning så skal det nok blive bedre. Du er altid meget velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på Chatten, hvis du har brug for råd eller bare har lyst til at tale. Jeg ønsker dig al det bedste med på vejen.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen
