Kære pige på 14 år
Det er virkelig trist at høre, hvordan den skolereform påvirker dit liv på en dårlig måde. Jeg kan nemt sætte mig ind i, at man ikke har megen tid til sig selv eller hinanden, når man skal være så længe i skole. Men desværre er det nok ikke noget, der ændrer sig sådan lige med det samme. Derfor må du prøve at finde ud af at indrette dig efter omstændighederne, selvom du virkelig er trist over situationen.
Det første og nok allervigtigste råd er, at du får fortalt din mor, hvordan du har det. Eventuelt kunne du vise hende dit brev herind. Ville du have mod på det? Du beskriver jo ret godt, hvad der er galt, og hvad der ikke fungerer. Jo mere åben og ærlig du er, des nemmere vil din mor også have ved at forstå dig og hjælpe dig. Måske kan I også finde vej til at få snakket med din far?
Jeg kan godt se, at det er rigtig svært at få talt sammen, når I er hjemme forskudt af hinanden. Men hvis du nu får spurgt hende, om I ikke kan finde tid til at tale sammen, så kan det måske alligevel godt lade sig gøre. Måske har I også mulighed for at skrive lidt sammen til hinanden på sms. Det kan være: "Hej jeg er hjemme fra skole nu..." "God nat...jeg glæder mig til... " eller hvad det nu kan være, du lige vil fortælle. Mon det kan hjælpe lidt? Ellers kan det være i weekenden, hvor I begge har noget fritid. Måske kan I tage en gå tur sammen og få snakket, eller andre ting hvor det er jer to sammen? Måske en tur til rideskolen kan lade sig gøre i weekenderne?
Den test, du har taget, skal du være forsigtig med at stole på. Det er langt bedre at få talt med sin læge, hvis man har mistanke til, at man har en depression, eller hvis man går og har det dårligt. Din læge vil først have en god samtale med dig om, hvordan du har det. Hvis din lægen også tænker, at det handler om depression, så skal der flere samtaler til for at være helt sikker. Din læge vil komme med nogle idéer til, hvordan du kan få det bedre, eller henvise dig til en psykolog eller en anden fagperson, der kan hjælpe dig, hvis du har brug for det.
Derudover er det også vigtigt, at du selv eller din mor får talt med din klasselærer om, hvordan du har det. På skolen kan de nemlig også hjælpe dig. Der er fx en skolepsykolog tilknyttet alle skoler, så den mulighed har du altså. I kan enten selv ringe til skolepsykologen, eller I kan tale med din klasselærer, som kan hjælpe dig/jer med at få kontakt.
Jeg synes faktisk, at det er rigtig vigtigt, at din klasselærer ved, hvordan du har det, så dine lærere kan være opmærksomme på at støtte dig i skolen. Her tænker jeg især på, at du har mistet lysten til at være i skolen. Måske er det en ide at skrive til din lærer på intra, måske vil det være nemmere for dig?
Og så tænker jeg, at du skal prøve at snakke med en veninde om det. For det meste får man det meget bedre, når man har talt med nogen om tingene. Så føler man sig ikke så alene, som man kan være tilbøjelig til at gøre, når man går med tingene indvendig. Mon du og dine klassekammerater snakker om det og hvad de gør, for at få mere energi og aftaler om at mødes igen? Måske har de fritidsinteresser, som er mulige at nå til og som du også kan gå til i hverdagen?
Du er også velkommen på 116111, hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig. Det er gratis, og du er anonym. Vi vil i hvert fald rigtig gerne tale med dig, hvad enten det er i telefonen, på sms eller på chat.
Jeg håber meget, at det lykkes for dig at få talt med din mor - eller din klasselærer, hvis det er nemmere. Som før nævnt: Vis dem dit brev, eller skriv et nyt, hvis du har brug for at formulere dig lidt anderledes, når det er til dem. Et brev kan være en rigtig god måde at begynde en samtale, som er svær at få taget hul på. Men hvis du foretrækker at tale, så er det dét, du skal gøre. Begge dele er lige gode. Det vigtigste er, at du gør det på den måde, du synes bedst om.
Masser af held og lykke med det.
Alle de bedste tanker herfra BørneTelefonen
