Kære TGA
Tusind tak for dit brev. Jeg synes, det er rigtigt sejt, at du har skrevet herind til os. Du beskriver dit problem utroligt flot, og jeg synes, du lyder som en meget kærlig og omsorgsfuld storesøster.
Du fortæller mig, at din lillebror er ”asocial”, og at du ikke vil have, at de voksne omkring ham sætter ham i bås og kalder ham speciel eller mærkelig. Du vil gerne have nogle råd til, hvad du kan sige, for at de voksne forstår, hvorfor du synes, det er forkert, at han skal overvåges og sættes i bås som en dreng med enten asberger eller ADHD.
Først vil jeg gerne sige til dig, at jeg er meget enig med dig i, at folk med ADHD eller asberger er der INTET galt med. Der er bare nogle ting, de har sværere ved end andre mennesker. Og det har du helt ret i - det er der ikke noget galt med. Mennesker er jo forskellige.
Jeg lægger mærke til i dit brev, at du er virkelig god til at sætte ord på dine følelser - det er en kæmpe styrke du har, og jeg tror måske også det er her, vi skal finde svaret på dit spørgsmål. Jeg tænker på, om du måske allerede har prøvet at sætte ord på de følelser, du har, overfor dine forældre? Du skriver, at du får at vide, at du er fintfølende eller dum, så måske har de ikke helt forstået, hvordan du egentlig har det med det hele? Jeg oplever dig hverken som fintfølende eller dum - tværtimod, synes jeg du er meget opmærksom på din lillebror og på, hvad der er godt for ham. Og det er mega sejt!
Sådan som jeg læser dit brev, så har du mange følelser omkring din lillebror, og det er en meget stor kvalitet, at du er i så god kontakt med, hvordan du egentlig har det nede i maven med andre mennesker. Det er der mange voksne mennesker, der slet ikke kan finde ud af, så jeg synes det er rigtig flot, at du kan det.
Du er så god til at skrive dine følelser ned i det brev, du har sendt herind til os. Måske kan det være en mulighed for dig, at du skriver et "brev" til din mor og far om, hvad du føler, når de sammen med børnehaven sætter gang i de her forskellige ting? Det er altid en rigtig god start at fortælle, hvordan det føles, og hvorfor det føles sådan. Samtidig kan det være godt at prøve at sætte ord på, hvad det er, du er bange for, der skal ske med din lillebror i denne her situation.
Jeg tænker, at det må være svært for din lillebror at have det sådan, at han ikke vil snakke med andre børn eller voksne, og du skriver, at han på den måde minder om dig, så måske kan du selv genkende, at det kan være svært at have det sådan? Det er ikke sikkert, jeg tænker rigtigt, men måske...?
Jeg tror, at de voksne i børnehaven og dine forældre vil det aller, aller bedste for din lillebror, og jeg tænker, at de gerne vil hjælpe ham med de ting, de gør. Men det er jo slet ikke sikkert, at det er den rigtige måde, de hjælper ham på. Derfor synes jeg også, det er så super flot, at du som storesøster er så omsorgsfuld og gerne vil beskytte din bror mod nogle dårlige oplevelser og situationer. Men i bund og grund vil I måske faktisk det samme? At din lillebror skal have det godt. Måske kan du spørge dine forældre, om de kan prøve at forklare for dig, hvordan det kan hjælpe din lillebror?
Jeg ved ikke, om det her svar kan hjælpe dig på nogen måde, men jeg håber, du kan bruge lidt af det.
I hvert fald vil jeg sige til dig, at jeg synes, det er godt, at du forsøger at forklare dine forældre, hvordan du har det med det hele, og at du også holder fast i din mavefornemmelse.
Hvis du har brug for at få nogle flere råd, er du altid velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på tlf. 116 111 eller måske chatte med BørneChatten. Vi vil i hvert fald rigtig gerne hjælpe dig.
Mange knus og varme tanker fra BørneTelefonen
