De lange nætter!!!!!

Hej….
Jeg har længe tænkt at prøve med et brev, da jeg synes det er svært at chatte og snakke med jer… For et eller andet blokere i mig… Og bare et “forkert” ord fra jer får mig til at klappe helt i eller tænde af. Jeg føler mig alene, men kan ikke snakke med nogen…. Og når jeg ikke kan snakke med nogen om det helvede indeni er der jo ingen der kan hjælpe.

Det virker så håbløst…. Tænker nogen gange at hvis der bare var sket noget for nyligt, så der var nogle ord… Og en grund til at trøste mig … Give mig lov til at græde og være lille. Men jeg har jo mange ting at snakke om, men det er fortid – en fortid jeg bare helst vil glemme… Jeg vil ikke have noget med det at gøre, det skal bare forsvinde!

Jeg er så panisk angst for at nå ind til kernen, så bange for at se på det som gør allermest ondt. Og jeg ved jo at tingene nok skal bearbejdes før jeg kan slippe det og komme videre.. Men jeg tør ikke! Tit nærmer jeg mig, og mærker en forandring og udvikling men så skynder jeg mig tilbage i de gamle og trygge mønstrer….og så kan jeg starte forfra igen og igen!!!!

Jeg er så træt af kun at overleve, jeg vil også gerne leve…. Men hvordan?! Jeg kan ikke holde ud at være i min krop som er så fyldt op af et stort kaos af tanker og følelser .. Og en smerte som bare borer sig dybere og dybere – jeg bliver kvalt, jeg er fanget! Jeg kan sidde med veninderne og stadig føle mig alene i verdenen selvom at jeg er omgivet af skønne mennesker. De ser ikke smerten og tårerne bag mit smil og min enorme selv-kontrol…

Ønsker bare nogen gange at jeg kunne smide facade , græde og vise hvor ulykkelig jeg er. – men det er altid om natten at gråden overmander mig – på tidspunkter hvor alt har lukket, hvor alle sover – jeg er helt alene. Min mor er psykisk syg og min far et kæmpe røvhul – de er skilt… Jeg har altid boet ved min mor, og skulle passe på hende, skjule sandheden… Udadtil var og er alt jo fint. Og folk skulle bare lige vide….. 🙁
 
Når jeg bliver vred på min mor får jeg bare lyst til at råbe til hele verdenen hvordan vi i virkeligheden har det… … At min mor er så fjern, at hun nærmest er helt væk… At jeg savner hende selvom at jeg sidder lige ved siden af hende. At hun er træt hele tiden og intet kan… At hun græder i dagevis og fortæller mig at jeg er bedre tjent uden hende. At hun har meget skiftende kærester, den ene værre end den anden…. At hun lader mig være alene med dem… Og specielt den ene som er totalt psykopat som boede hos os i 4 år, som vi af og til flygtede fra og som hun var bange for – hvordan kunne hun tage på aftenvagt og lade mig være med ham derhjemme helt alene….

Han gjorde de værste ting ved mig! Og jeg har været vidne til hvordan han gjorde min mor ondt….. Jeg hører det hele inde i hovedet, jeg ser filmen igen og igen…. Jeg er så bange! Men jeg kan ikke snakke med nogen, det sidder fast indeni…. Og min far, hvor var han?!

Han havde min lillebror boende, sammen med hans kone og hendes to børn. Mit værelse blev overtaget, min plads blev taget… Jeg var ikke længere en del af dem….. Jeg kunne ikke tilpasse mig, jeg hørte ikke til. Føler mig ekstremt meget svigtet af både min mor og far…. Min far hader jeg, men hvorfor?!

Min mor kan jeg ikke hade, hun er så skrøbelig at hun knækker hvis jeg puster til hende. Jeg er så ked af det lige nu…. Så bange, så vred på hele verdenen… Så dybt ulykkelig…. Savner en mor der var MOR, som ville tage mig i hendes arme, og fortælle mig at alt er okay! Ville ønske at en eller anden ville komme og samle mig op, jeg er gået helt fra hinanden! Jeg vil passes på, krammes og trøstes …. Men ingen ser, hører og forstår mig… Ingen kan nå mig .. Tør ikke lade nogen komme så tæt…. Mærket omfavner mig, griber mig og kaster mig ned i dybet! :'( :'( :'(