dårligt med at være mig

Kære pige på 23 år

Tak for dit brev - hvor du meget gribende forsøger at forklare, hvordan det er at være dig lige nu. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig videre, for selvom det lige nu virker meget "sort" og svært, så er der håb - og jeg synes faktisk, at dit brev viser, at du inderst inde også tror på på det, og det er altafgørende for, at det kan lykkes.

I dit brev fortæller du mange forskellige ting om dit liv, og selvom jeg godt ved, at alle tingene spiller en rolle, så har jeg for overskuelighedens skyld valgt at inddele mit svar i 2 dele. Jeg håber, det er okay med dig?!

Dit forhold til din familie:
Når du fortæller om din familie, er jeg ikke i tvivl om, at de har gjort det rigtig svært at være dig. Det har været så svært, at du har været nødt til at stoppe kontakten til din familie. At træffe sådan et stort valg må have krævet rigtig meget mod af dig – og jeg er sikker på, at du kun har gjort det, fordi det har været nødvendigt.

I slutningen af dit brev spørger du, om det er okay, at du slet ikke vil se din familie, og til det vil jeg svare ja! Du er 23 år, og du har ret til at træffe sådan en beslutning, også selvom det ikke er en beslutning, som alle vil og kan forstå. Det er ikke dit ansvar at forklare dit valg til forskellige familiemedlemmer. Det vigtigste er, at du selv forstår dit valg og kan stå inde for det, men som du også skriver, så kan det være enormt ensomt at leve uden sin familie – også selvom man godt ved, at ens familie har nogle udfordringer.

Det mest betydningsfulde i en familie er måske, at man respekterer hinanden og forsøger at forstå, hvordan det er at være den anden. Når du fortæller om dine forældre, og måske mest din mor, så lyder det som om, at din mor har enormt svært ved at forstå, hvordan det har været for dig at vokse op i en familie med en bror, der har en psykisk sygdom og en voldelig adfærd.

Derudover fortæller du også, at din mor har talt grimt til dig, hvilket på ingen måde er acceptabelt. Derfor tænker jeg på, om du nogensinde har fået fortalt din mor, hvordan du har det? Om hun ved, hvor ked af det, hun har gjort dig? Hvis ikke kan du måske overveje, om du en dag har lyst til at fortælle hende det? Måske kunne du vise hende dit brev hertil og måske mit svar? For jeg er slet ikke i tvivl om, at du har brug for, at din mor forsøger at forstå, det du har oplevet. Det kan også være, at du sammen med din psykolog kunne skrive et brev eller måske endda holde et møde/en samtale, hvor din mor er med? Jeg ved ikke, om det er noget, du har lyst til, men du kan jo overveje det?!

At føle sig ensom
I dit brev er der flere ting, der peger på, at du føler dig meget alene. At føle sig ensom er hårdt, da vi som mennesker har brug for nogen, som vi kan dele glæder og sorger med. Du fortæller bl.a., at du ikke deltager i sociale arrangementer på din uddannelse, fordi du føler dig ”grim og dum”. Hvor er jeg ked af, at det er sådan, du oplever dig selv. Når jeg læser dit brev, får jeg et helt andet billede. Jeg får et billede af en sej pige, der i alt for mange år har fået rykket sine grænser, så hun til sidst har svært ved at finde ud af, hvem hun er, hvilket også kan gøre det at opbygge relationer til andre til en vanskeligere opgave.  

Hvis man ikke kan se sine egne kvaliteter, får man dem aldrig vist til omverdenen – og dermed bliver det rigtig svært at bryde et negativt mønster, hvor man måske lukker sig inde i sig selv. Selvom du har haft nogle usunde relationer tidligere, så er der heldigvis mange mennesker, der godt kan acceptere, at man siger fra og tager tingene stille og roligt. Her tænker jeg både på potentielle kærester og veninder/venner. Men det kræver, at du selv viser initiativ - og det kan være svært.

Hvis du har lyst, kan du måske give dig selv en udfordring?! Du kan fx udvælge en person fra studiet, og så skal du spørge, om han/hun har lyst til at ses udenfor studiet? Måske til en kop the eller kaffe efter undervisningen? Det kan også være, at du måske kan sige ”Hold da op, hvor må det være dejligt at have sådan et godt forhold til sine forældre. Jeg ville ønske, at det var mig.”. Det kræver selvfølgelig, at du har lyst til at give noget af dig selv, og det kræver en masse mod, men det kan være, at du en dag har lyst til det og mod på det - og så er det jo forsøget værd? For hvad er mon det værste, der kan ske ved det?! 

Det kan også være, at du skal overveje, om du kunne lave noget udenfor studiet, som du godt kan lide? Måske har du tænkt på en sportsgren eller måske en anden hobby, som du godt kunne tænke dig at prøve? Der findes mange gode tilbud, hvor man kan være sammen med andre om ”noget”. Så behøver man nemlig ikke starte med at fortælle så meget om sig selv – det kan komme med tiden, når man bliver lidt tryggere. Det kan også være, at du kunne undersøge, om der fx var et kursus i sommerferien, som du kunne deltage i. Jeg ved, at der findes mange forskellige højskoleophold af én uges varighed. Hvad tænker du mon om den ide? 

Afslutningsvis vil jeg give din læge ret. Du lyder som en pige, der har været udsat for en masse væmmelige oplevelser, og det er du desværre nødt til at arbejde med, så du stille og roligt kan få det bedre. Jeg håber, at mit svar har givet dig nogle nye perspektiver, som du måske kan bruge?!

Hvis du har brug for det, er du hjertelig velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116 111.

De varmeste hilsner
BørneTelefonen