Dårlige forældre og tilværelse

(brevet er redigeret af hensyn til barnets anonymitet) 

Kære brevkasse,

Jeg er en 17-årig pige, der snart bliver 18 om en lille måned.

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal formulere mig i det her brev men: jeg har det som om at jeg er på randen til at få depression eller en anden psykisk sygdom.

Min mor kommer fra et land, min far kommer fra et andet land og jeg er adoptivbarn.

Jeg hader mine forældre, men mest min mor. Jeg tror seriøst at mine forældre ikke havde den fjerneste ide om hvordan jeg skulle opdrages; og det gjorde de heller ikke rigtig, jeg føler lidt at jeg selv gjorde en stor del i at holde mig selv på ret køl. Og heldigvis er det gået godt.

Jeg går på gymnasiet, og skal snart i 2.g efter sommerferien, laver ikke ballade af nogen art, ryger ikke eller har ubeskyttet sex med nogen (jeg er stadig jomfru)

Lige siden jeg var omkring 4-5 år har min mor slået mig over småting, og behandler mig stadig til denne dag som om jeg er underdanig. Selvom hun har anden etnisk afstamning, synes jeg stadig ikke det nogen undskyldning.

De har også såret mig flere gange min far, har kaldt mig en gris, kælling og sagt at jeg kunne rende ham. Han har dog sagt undskyld for 2 af tingene, men det er stadig sårende.

Med min mor er det en helt anden historie. Hun har aldrig givet mig en undskyldning ALDRIG. Hun har kaldt mig dum to gange, en luder en gang og tæskede mig for at komme for sent hjem fra skole for anden gang selvom det ikke var med vilje hun respekter ikke mine personlige grænser, og roder i mine ting når det passer hende.

Hver eneste gang, jeg var ked af det trøstede hun mig aldrig; hun sagde det aldrig direkte, men hun havde den der ”så kom dog over det” attitude. Hver eneste jeg græd ville hun blive sur og skælde mig ud.

Jeg har heller aldrig været i stand til at være ærlig over for hende, uden at hun ville dømme mig. Jeg har haft det samme problem med min far, hver eneste jeg havde det dårligt over noget (uanset om det var selvforskyldt eller ej), sagde han altid at jeg lød dum eller at det ikke gav nogen mening.

Jeg kan huske at jeg fik mit første fjernsyn som 7-årig og andre mange dyre ting, en i pod og en dyr trøje. Jeg forstod ikke rigtig hvorfor jeg fik disse ting, men jeg ville bytte alle de ting, hvis de bare ville anerkende mine følelser og viste omsorg.

Hver eneste gang jeg skulle bad, ville hun altid tjekke mine underbukser, for at se om de var beskidte og hvis de var ville jeg få bank eller blive advaret om at få det. Men hver eneste gang hun enten slog mig gjorde min far intet eller tog mig aldrig seriøst, og det er det jeg hader ham for. Men på trods af alt det prøvede han stadig på at være en god forælder (på en måde).

En af mine værste minder er fra da, jeg var 7, jeg havde et uheld i bussen (tisset i bukserne), og kunne se hende vente ude på vejen for at hente mig; jeg spurgte hende om hun var sur og hun sagde nej. Et øjeblik senere da vi var inde i køkkenet, slog hun mig så hårdt at jeg faldt ned på jorden, og at jeg var så bange at jeg sneg mig ind på værelset uden en lyd. Min far sagde at jeg skulle sige undskyld til hende, så det gjorde jeg, hendes følelser kom altid før mine lige meget hvad, ifølge ham.

Min mor er hvad man ville kalde ”følelsesmæssigt umoden” derimod er hun også: dobbeltmoralsk, hyklerisk, barnlig, snæversynet og hun er ikke dum, men heller ikke for intelligent. Hun forlanger respekt af mig uden at give det retur.

Jeg har stadig en dårlig tilværelse, og har indestængt vrede hver eneste dag, rettet imod mine forældre. Jeg kan ikke lide at tale med dem, se på dem eller overhoved at tænke på dem.

Derudover har jeg også tanker om at banke hende synder og sammen, og lade min vrede gå udover hende, så hun kan føle den smerte hun har givet mig; jeg har ikke nogle voldsproblemer, men disse tanker opstår hver eneste dag, og jeg er bange for at jeg kommer til at gøre det en dag; heldigvis slår hun mig ikke mere, men jeg har lovet mig selv at hvis hun nogensinde slår mig igen, slår jeg igen…… lige meget hvad

Mine forældre virker også ret ligeglade med min tilværelse; de har faktisk aldrig taget mine problemer alvorligt, for hvis de gjorde ville de gøre noget ved det: jeg blev mobbet – intet blev gjort (heller ikke fra læren), jeg stjal nogle ting da jeg var 8 år og er holdt op siden, men det var mig selv – ikke dem, der gjorde noget ved det.

Jeg husker for et par måneder siden at jeg tog kniven fra køkkenskuffen og havde den inde på mit værelse for at gøre det. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det men det var dumt. Min mor fandt den inde på mit værelse, og spurgte hvorfor den var der, derefter sagde hun at jeg ikke skulle tage den igen har ikke gjort noget ved det siden.

Lige i øjeblikket går jeg til psykolog og til lægen, hvor jeg har sendt en ansøgning til nogen børn-og unge psykiatri, men har ikke fået svar, og det tror jeg heller ikke jeg får.

Derudover har jeg heller ikke haft venner i næsten 8 år. De venskaber jeg har været i, har aldrig været vedvarende.

Jeg ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil ikke rigtig flytte hjemmefra før jeg er færdig med gymnasiet, men jeg ved ikke om min mor smider mig ud hvis vi ikke kan enes.

Jeg er også bekymret for min hund, og hvordan jeg skal tage mig af ham hvis det sker.