Kære pige på 12 år.
Mange tak for dit ærlige og alvorlige brev om hvordan du har det. Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig med hvad du skal gøre, for at få det bedre.
Du fortæller at du har haft et voldsomt skænderi med dine forældre, hvor du efterfølgende blev så ked af det og fik dårlig samvittighed over at du havde råbt af dem, at du prøvede at kvæle dig selv.
Du skriver at du også har andre problemer i livet og at du ikke gad livet mere. Nu ved jeg ikke hvad det er for nogle ting du går og slås med, men det er vigtigt at du får talt med nogle voksne om hvordan du går og har det, når du bliver ked af det. Det er meget vigtigt at der bliver gjort noget ved de ting i dit liv, der kan gøre dig så ked af det at du får lyst til at kvæle dig selv, for sådan skal ingen gå og have det! Det er dit ansvar at sørge for at fortælle om problemerne til nogle voksne og det er de voksnes ansvar at passe på dig - også når du er ked af det.
Du er altid velkommen til at ringe til Børnetelefonen og drøfte dine problemer med af de frivillige rådgivere og finde ud af hvad der kan gøres ved de ting som er svære og hvilken hjælp der er at få. Du er velkommen til at ringe både med store og små problemer og du behøver ikke fortælle dit navn, men kan være helt anonym.
Jeg lægger mærke til, at du virker til at have tænkt meget over situationen med skænderiet og din reaktion herpå. Det er simpelthen så sejt og flot at du vælger at opsøge hjælp til at tackle de følelser du går rundt med. Du skriver at "du er kommet over det nu" og med det forstår jeg, at du ikke længere går med tanker om at begå selvmord, men at du nu skal tackle den følelse af dårlig samvittighed du går med nu, er det mon rigtigt forstået?
I forhold til skænderiet med dine forældre, hvordan endte det så: Fik I talt om den beslutning de havde taget for dig som du var uenig i og fandt I en løsning? Eller er der stadig noget I mangler at tale om? Har du fortalt dine forældre hvor ked af du blev over jeres skænderi og din kraftige reaktion på deres beslutning? Hvis ikke I har talt om det, så kan du bede dine forældre om, at I taler om det på et tidspunkt hvor I har tid og ro til det. Nogle synes det er lettere at skrive et brev, så det er også en mulighed, hvis du gerne vil forklare dine forældre hvordan du går og har det med det hele og hvad du har brug for af dem, i forhold til at få det bedre. Jeg synes du er rigtig god til at sætte ord på dine følelser i dit brev til brevkassen og denne evne vil du også kunne bruge, når du skal fortælle dine forældre, hvordan du går og har det og hvorfor du nu går og har dårlig samvittighed over for dem.
Hvis det er svært at få taget hul på denne snak, kan du vælge at tale med en anden betydningsfuld voksen, det kan være en bedsteforælder, en lærer du er tryg ved eller måske en venindes mor. Det vigtige er at du får åbnet op og ikke går alene med dine tanker og følelser. Måske denne voksne også vil kunne hjælpe dig med at få taget en snak med dine forældre. Du er i en alder, hvor man oplever af og til at være uenige i de beslutninger ens forældre tager. Du er så småt ved at udvikle dig fra barn til en ung pige, og det kan give gnidninger, som både du og dine forældre skal vænne sig til. Det er selvfølgelig rarest hvis man kan tale om tingene og finde en løsning, som alle kan være tilfredse med, men nogen gange, vil der bare være ting, som de voksne beslutter og som man er uenig i og det kan gøre en gal og ked af det. Men selvom man ikke er enige, er det stadig de voksnes ansvar at sørge for at du bliver lyttet til i forhold til dine tanker og følelser og bliver trøstet, når du bliver ked af det. Du skal ikke gå alene med tanker om skyld. Det er ikke din skyld, der er altid to sider af en sag og derfor er det så vigtigt at få talt sammen. Man behøver ikke at være enig, men vigtigt at man føler sig tryg og taget alvorligt.
Jeg håber du får talt med dine forældre om hvordan du går og har det og sørger for at passe godt på dig selv, for du fortjener alt det bedste.
Mange varme og omsorgsfulde hilsner fra BørneTelefonen
