Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Computere, vold, trusler

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, at du er en virkelig god storesøster. Det virker som om, at du bekymrer dig rigtig meget om din lillebror – og du vil ham det allerbedste. Hvor er han heldig, at han har sådan en storesøster som dig!

Jeg forstår godt, at du er bekymret for din lillebror. Jeg bliver også bekymret, når du fortæller, at han ser meget voldelige videoer. Det virker også som om, han ser YouTube rigtig meget. Han glemmer at spise og gå på toilettet. Det bliver jeg også ret bekymret over.

Hvor er det fint, at du foreslår, at I spiller brætspil eller leger med bamser. Det er nemlig præcis sådan nogle ting, der er rigtig godt for børn at lave. Sejt du ved sådan noget og endda prøver at hjælpe din lillebror væk fra skærmen ved det.

Hvor er det ærgerligt, at han ikke vil. Jeg tror, du har ret i, at han faktisk er blevet helt afhængig af YouTube. Når børn bliver afhængige af sådan noget, så er det vigtigt, at de får de voksnes hjælp til at komme ud af afhængigheden.

Ud fra det du skriver, virker det ikke som om, at dine forældre støtter dig i din bekymring. Hvor er det modigt, du har forsøgt at tale med dine forældre om det – og hvor er det irriterende, at de ikke hører dig. Du har ret til at blive hørt og taget alvorligt – og det ville give god mening, hvis de lyttede til dig og dine bekymringer, specielt fordi du har så ret i, at din lillebror skal have hjælp.

Selvom dine forældre ikke vil høre, tænker jeg, at både du og din lillebror har brug for støtte fra gode voksne. Jeg forestiller mig nemlig, at det må være rigtig hårdt for dig at se din lillebror være afhængig og gå og være bekymret.

Jeg har talt med andre søskende, som har været bekymrede for deres brødre eller søskende. Jeg ved fra dem, at bekymringstankerne kan komme til at overtage det hele og fylde hele hverdagen ud. Derfor kan det være rigtig godt at tale med nogen om de svære tanker. Det kan faktisk være en stor lettelse.

Har du mon nogensinde talt med en voksen om din lillebror? Jeg ved, du har talt med dine forældre, men måske du har en lærer eller kender en anden voksen, som du kunne være tryg ved at dele det med?

Hvis nu du har en lærer, du kunne have mod på at fortælle lidt til, så kunne du måske vise læreren mit svar til dig. Du kunne også starte snakken med at sige: ”Der er noget, jeg har skrevet til BørneTelefonen om. Noget jeg er ked af. Det er min lillebror. Han har det ikke godt, og jeg ved ikke, hvordan vi kan få hjælp.”

Det kan du også skrive på Aula til din lærer. Så vil din lærer tage fat i dig en dag, hvor I kan være alene. Lærere ved nemlig, hvordan børn kan få god hjælp fra kommunen, som er dem, der kan hjælpe hjemme i familien. En masse familier får faktisk hjælp fra kommunen – og jeg har talt med børn, som er rigtig glade for det.

Jeg kunne også godt tænke mig at fortælle dig om vores bisiddere. En bisidder er en god voksen, som kan støtte dig med at fortælle om dine bekymringer. Som jeg nævnte, så er det nemlig kommunen, der skal vide, at du er bekymret for din lillebror. En bisidder ved rigtig meget om børns rettigheder, og hvordan børn kan få det godt.

Dine forældre behøver ikke vide, at du mødes med en bisidder. I kan mødes på din skole, til en gåtur eller et andet sted.
Du kan måske prøve at læse lidt mere om bisidderne her: Har du brug for en bisidder lige nu?

Du kan også ringe til os på 116111. Det er helt anonymt, og her kan du spørge lidt mere ind til bisidderne. Det kan måske også være meget rart for dig at fortælle din historie højt og dermed øve dig i at sige det højt – og blive endnu mere sikker på at du gør en god ting og får støtte i, at du har ret i, at din bror skal have hjælp.

Du virker som en virkelig stærk og modig pige. Jeg tror på, du har mod på at tale med din lærer eller ringe og spørge ind til bisidderne. Det ville være rigtig godt med mere hjælp til både du og din lillebror. Jeg tror på, du har modet.

Jeg sender dig og din lillebror et kæmpe kram og alle mine bedste tanker

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat