Brev

Burde jeg stoppe kontakten til min mor?

Hej

Jeg er en pige på 18 år og har en kæreste på 26 (snart 27) og vi har været sammen i snart 2 år. Vi er i et kærligt og godt forhold.

Min mor kan ikke lide ham og har aldrig rigtig givet ham en chance.

Min mor og far er skilte og det har de været så længe jeg husker. Min far elsker min kæreste og de to er som bedste venner.

Nu er situationen bare det at kæresten og jeg har fundet en lejlighed sammen og skal så til at flytte sammen. Det er hun self ikke glad for! Og hun bliver ved med at sige at hun ikke synes det er en god ide og at jeg ikke burde gøre det. Hun kalder ham øgenavne og fortæller mig konstant hvor dum jeg er for at gøre det her.

Jeg har overvejet i et par år nu om jeg burde stoppe kontakten til hende.
Eftersom at hun altid efterlader mig psykisk udmattet og følelsen af at jeg ikke betyder noget.
Vi har altid skændtes over ting jeg ikke vil skrive herinde.

Jeg lider af angst og hun gør det kunne værre for hver dag.

Hvad ville du gøre, stoppe ko takten og muligvis få det bedre med dig selv eller beholde kontakten?

Med kærligste hilsner pigen der er i tvivl

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år

Jeg forstår godt din fortvivlelse.

Du fortæller, at din mor efterlader dig med en følelse af, at du ikke betyder noget.
Det er nok fordi, hun er meget klodset i sin måde at vise sin bekymring og sin kærlighed til dig på.

Jeg kender jo ikke din mor, men for langt de fleste mødre betyder deres børn en verden for dem. Måske din mor har et ønske om du får lov at have en god og lang ungdom og de ting, der hører til, inden du flytter sammen med en kæreste. Måske er hun bange for, at du for tidligt bliver sat og får børn, så du ikke får mulighed for at udleve dine egne drømme og idéer eller har overskud til at tage en udddannelse. En fyr på 26 år er længere fremme i tankerne om at stifte familie end en pige på 18 år.
Kunne du ikke forestiller dig, at det er sådan, hun tænker?

Jeg synes ikke, at du skal bryde kontakten med din mor. Det ville være synd for jer begge, og det ville måske gøre ondt værre.
Jeg synes, at du skal prøve virkelig at tale med hende. Du må forklare hende, at du elsker din kæreste, og at han elsker dig, og at hun ikke kan ændre de følelser, uanset hvor meget, hun ikke kan lide ham.

Det er vigtigt, at din mor forstår, at din kæreste måske er den mand, du bliver gift og får børn med engang, og så er det meget uheldigt, at hun ikke giver ham en chance og taler grimt om ham.
Hun skal også vide, hvad det får dig til at føle, når hun gør og siger, som hun gør.

Højst sandsynlig er hun meget bange for at miste dig. Hun kan muligvis slet ikke holde tanken ud om, at du flytter hjemmefra. Måske nok mest, at du flytter sammen med en mand, før du har prøvet at bo alene, og som er så meget ældre end dig.

Jeg tænker det er vigtigt, du får fortalt din mor, at det kan have den konsekvens, at du ikke ønsker at se hende, hvis hun ikke holder op med at bebrejde dig og sige grimme ting om din kæreste.
Det skal selvfølgelig ikke lyde som en trussel, men som en inderlig bøn til, at hun ikke gør dig ked af det på den måde.

Måske skulle du skrive et langt brev til hende, hvor du fortæller, hvad du tænker og føler, og hvad hun får dig til at føle. Så får du sagt alt uden, at du bliver afbrudt.
Du skal passe på, at du ikke kommer til at skælde hende ud eller bebrejde hende i brevet. Jeg synes, at formålet bør være at komme til forståelse med din mor, og det gør du nok nemmest ved ikke at sige, at hun er “dum”, når hun siger og gør sådan og sådan, men at du i stedet fortæller, hvordan det får dig til at føle, når hun siger og gør sådan og sådan. Forstår du?

Og så tænker jeg, at du skal tale med din far om situationen på samme måde.
Selvom de er skilt, kan det jo godt være, at han kan være med til at hjælpe med at få din mor til at falde lidt til ro.

Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på telefon, hvis du har brug for at tale med en voksen om situationen, og om indholdet af et eventuelt brev til din mor. Vi vil meget gerne hjælpe dig og lytte til dig. Nummeret er 116 111. Du er anonym, og det er gratis.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat