Kære pige på 18 år
Jeg forstår godt din fortvivlelse.
Du fortæller, at din mor efterlader dig med en følelse af, at du ikke betyder noget.
Det er nok fordi, hun er meget klodset i sin måde at vise sin bekymring og sin kærlighed til dig på.
Jeg kender jo ikke din mor, men for langt de fleste mødre betyder deres børn en verden for dem. Måske din mor har et ønske om du får lov at have en god og lang ungdom og de ting, der hører til, inden du flytter sammen med en kæreste. Måske er hun bange for, at du for tidligt bliver sat og får børn, så du ikke får mulighed for at udleve dine egne drømme og idéer eller har overskud til at tage en udddannelse. En fyr på 26 år er længere fremme i tankerne om at stifte familie end en pige på 18 år.
Kunne du ikke forestiller dig, at det er sådan, hun tænker?
Jeg synes ikke, at du skal bryde kontakten med din mor. Det ville være synd for jer begge, og det ville måske gøre ondt værre.
Jeg synes, at du skal prøve virkelig at tale med hende. Du må forklare hende, at du elsker din kæreste, og at han elsker dig, og at hun ikke kan ændre de følelser, uanset hvor meget, hun ikke kan lide ham.
Det er vigtigt, at din mor forstår, at din kæreste måske er den mand, du bliver gift og får børn med engang, og så er det meget uheldigt, at hun ikke giver ham en chance og taler grimt om ham.
Hun skal også vide, hvad det får dig til at føle, når hun gør og siger, som hun gør.
Højst sandsynlig er hun meget bange for at miste dig. Hun kan muligvis slet ikke holde tanken ud om, at du flytter hjemmefra. Måske nok mest, at du flytter sammen med en mand, før du har prøvet at bo alene, og som er så meget ældre end dig.
Jeg tænker det er vigtigt, du får fortalt din mor, at det kan have den konsekvens, at du ikke ønsker at se hende, hvis hun ikke holder op med at bebrejde dig og sige grimme ting om din kæreste.
Det skal selvfølgelig ikke lyde som en trussel, men som en inderlig bøn til, at hun ikke gør dig ked af det på den måde.
Måske skulle du skrive et langt brev til hende, hvor du fortæller, hvad du tænker og føler, og hvad hun får dig til at føle. Så får du sagt alt uden, at du bliver afbrudt.
Du skal passe på, at du ikke kommer til at skælde hende ud eller bebrejde hende i brevet. Jeg synes, at formålet bør være at komme til forståelse med din mor, og det gør du nok nemmest ved ikke at sige, at hun er “dum”, når hun siger og gør sådan og sådan, men at du i stedet fortæller, hvordan det får dig til at føle, når hun siger og gør sådan og sådan. Forstår du?
Og så tænker jeg, at du skal tale med din far om situationen på samme måde.
Selvom de er skilt, kan det jo godt være, at han kan være med til at hjælpe med at få din mor til at falde lidt til ro.
Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på telefon, hvis du har brug for at tale med en voksen om situationen, og om indholdet af et eventuelt brev til din mor. Vi vil meget gerne hjælpe dig og lytte til dig. Nummeret er 116 111. Du er anonym, og det er gratis.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
