Kære pige på 14 år
Det er rigtig godt, at du skriver herind, for det er da virkelig et irriterende problem, du går rundt med.
Børneorm er meget almindeligt og meget generende. Rigtig mange mennesker får børneorm, mest børn men også voksne. Nogen er mere udsatte end andre og får nemt børneorm, mens andre aldrig oplever det.
At få børneorm er ofte et tabu. De færreste mennesker har lyst til at snakke med andre om, at det kribler og krabler i endetarmen. Det føles ligesom lidt for privat.
Når man har fået børneorm, sker der ofte det, at man kommer til at smitte sig selv om og om igen. Det sker ved, at ormen, der bor i tarmen, kraver ud og lægger æg omkring numsehullet om natten. Det klør. Og det er helt almindeligt, at man får kløet sig i numsen, mens man sover. Så får ormeæggene op under neglene og får måske kløet sig i næsen eller spredt æggene til sengetøjet. Og derfra er det nemt, at få "spist" æggene, som så igen udklækkes i tarmen. Man kan også få smitten igennem håndklæder, hvis der er kommet æg på håndklædet.
For at få behandling, er du nødt til at snakke med nogen om det. Og hele familien skal i behandling, fordi det er så smitsomt. Derfor vil din far skulle have det at vide før eller siden.
Jeg kan godt forstå, at du synes det er rigtig svært at få talt med din far om det! Måske kan det være en idé at snakke med sundhedsplejersken på skolen om det først? Hun vil kunne hjælpe dig med at få fortalt det til din far, så I kan komme i behandling alle sammen. Du kan spørge på kontoret, hvordan du kan få fat på hende, hvis hun ikke er fast på skolen.
Mens I er i gang med behandlingen, som består af piller, så er det meget vigtigt, at alle i familien er meget grundige med at få vasket fingre efter toiletbesøg. Og at man skifter sengetøj og håndklæder ofte. På den måde får man undgået at smitte sig selv igen og igen.
Jeg håber meget, at du får fundet modet til at få snakket med sundhedsplejersken om det, så I kan få behandlet de generende børneorm. Alternativt kan du også vælge at give din far mit svar – så ved han, hvad han skal gøre, og I behøver ikke snakke om det.
Du er også altid meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for at snakke!
De allerbedste hilsner,
BørneTelefonen