Brev

Betale for at bo hjemme?

Hej!
Jeg er en pige på snart 15 år.

Min papfar har lige fornyeligt sagt til mig at jeg skal til at betale kost.

Jeg har et arbejde og tjener cirka 1500kr i måneden. Jeg syntes at det er så uretfærdigt fordi han vil have at jeg skal betale 500kr i måneden. Er det overhovedet lovligt at kræve penge af børn under 18?

Hilsen mig

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Mig,

Tak for dit brev. Det er godt, du spørger, for jeg ved, at det er en diskussion, der er i mange familier om, hvad de unge skal betale af de penge, de tjener for at bo hjemme.

Svaret på dit spørgsmål er, at ja – det er i princippet lovligt. Jeg prøver lige at forklare det her:

Det er dine forældre, som du sikkert ved, der bestemmer over dig, til du bliver 18 år, og det er også dem, der skal sørge for, at det er trygt derhjemme, og du har, hvad du skal bruge (mad, tøj osv).

Så længe du er under 15, kan dine forældre bestemme over de penge, som du tjener. Når du fylder 15 kan dine forældre ikke længere bestemme over din løn fra arbejde. Men de kan godt stadig bede dig betale til udgifterne derhjemme.

Jeg kan godt forstå, at du synes, det er surt at skulle betale 500 kr. af dine egne penge til din mor og papfar. Men i loven står der, at forældre godt kan bruge noget af barnets indtægter til “underhold” – hvilket betyder mad osv. I loven står der, at det skal være “i et passende omfang”, og det kan jo forstås forskelligt.

Har I snakket om, hvorfor det lige er 500 kr., du skal betale? Jeg tænker, at det er vigtigt, at I sammen får snakket om, hvad du skal betale af dine tjente penge, og hvorfor du skal betale noget. Hvad er deres tanker omkring, at du skal betale? Måske kan du ikke komme uden om at skulle betale lidt, men du kan måske foreslå et mindre beløb. Eller hvis det er fordi, de synes, du bruger for mange penge, kan du foreslå, at du sætter fra på en opsparring.

Jeg ved godt, at det er en svær diskussion, men den er vigtig at tage, og det er også vigtigt, at du får sagt, hvad det gør ved dig, at du skal betale 500 kr. af din løn. Måske skal du starte med at snakke med din mor. Det er ikke i orden, at du står alene i en diskussion med din papfar.

Du kan altid ringe til BørneTelefonen på 116 111, som er et anonymt nummer, hvor der sidder voksne klar til at snakke.

De bedste hilsner BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat