Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Barberer ben?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Mange tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du synes det er lang tid at vente til næste sommer, hvis du bare har aller mest lyst til at barbere dine ben nu.

Du spørger, om det er normalt at barbere ben i din alder. Det er svært for mig at svare på. Jeg ved, at der både er mange på din alder, som så småt er begyndt at barbere ben, men jeg ved også, at der er rigtig mange, som venter noget tid endnu. Jeg ved, at der er mange som venter, fordi de ved, at hvis man først er gået i gang med at barbere ben, så er det svært at holde op med det igen, hvis man fortryder. Det er fordi, hårene kan føles lidt stikkende efter en barbering.

Du spørger, om det er okay at gøre det bag din mors ryg. Jeg synes, at det er bedst, hvis man ikke gør noget bag sine forældres ryg. Hvis din mor har sagt nej, så tænker jeg nemlig, at der må være en rigtig god grund til det. Måske ville det faktisk være rart for dig, at få hendes begrundelse for, at hun synes, at du skal vente.

Så i stedet for at gøre det bag din mors ryg, så kan du spørge ind til, hvorfor du ikke må. Det kan være, at hun faktisk har en rigtig god grund. Måske kan hun ikke selv lide at barbere ben? Måske synes hun selv, at hun gik i gang for tidligt? Måske er hun bange for at du fortryder? Hun synes måske også bare, at du er helt vildt skøn, som du er.

Jeg kan godt forstå, at du kan få lyst til at gøre det bag hendes ryg, hvis hun slet ikke vil give dig lov. Jeg tænker bare, at det vil være rarest for dig, hvis du ikke skal skjule noget for din mor, og hvis du også kan få hendes accept. Du skriver, at du er begyndt at gå med make-up og mavebluser, selvom hun er meget imod det. Måske føler hun, at hun er nødt til at passe på dig, så du ikke kommer til at skulle tænke meget over dit udseende med make-up, tøj og barbering?

Jeg tror, at det vil være godt, hvis du tager en snak med din mor om det hele. Hvis du har lyst kan du foreslå hende, at I kan gå på en slags kompromis. Du kan for eksempel sige til hende, at du nok skal lytte mere til hende og måske ikke gå så meget med make-up, hvis du til gengæld kan få lov til at barbere ben.

Du skriver også, at du føler dig smukkere og mere selvsikker af at gøre de her ting. Jeg har snakket med mange, som har det ligesom dig og derfor barberer deres ben. Men når mange gør det, så kan det også få én selv til at føle, at det er det, man skal gøre for at se godt ud. Måske kender du det?

Selvom der er rigtig mange, der barberer ben, er der også mange, som ikke barberer ben. Jeg tænker, at de har fundet nogle andre ting ved sig selv, som får dem til at føle sig smukke og selvsikre. Det kan for eksempel være, at de tænker, at de er rigtig gode til noget for eksempel en sport eller at lave noget hyggeligt sammen med andre. Det kan også være, at de synes, at de har nogle flotte øjne, noget flot hår eller et flot smil, så de ikke behøver, at barbere ben for at føle sig smukke.

Måske kunne du tænke over, om der ikke også er noget ved dig, som du synes er flot eller om der er noget, som du altid har fået at vide er flot ved dig. Det kunne måske hjælpe dig, hvis du ikke får lov til at barbere dine ben lige nu.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg håber, at du har mod på at tage en snak med din mor, så I måske kan finde et kompromis. Det er jeg nemlig ret sikker på er det mest rare og trygge for både dig og din mor.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat