Kære pige på 13 år.
Tak for dit modige brev. Jeg kalder det modigt, fordi det kræver en masse mod at turde fortælle andre om, at man ikke altid har det lige godt derhjemme.
Du skriver, at du indimellem har det rigtig godt med din far – og det er bare rigtig dejligt at høre. Derfor er det måske også ekstra vigtigt, at dig og din far får hjælp, så I kan have det godt hele tiden.
Du fortæller ikke, hvad det er, at din far kan finde på at blive sur over, men selvom der kan være mange grunde til at blive sur indimellem, så er det aldrig i orden, at man som forælder kalder sit barn grimme ord! Og slet ikke i en sådan grad, at det gør dig utryg og bange. Ens hjem skal være et sted, hvor man føler sig sikker – og hvis man ikke ved, hvornår ens far kan finde på at blive sur, kan man jo ikke slappe af.. Og det er vigtigt for at kunne trives.
Du spørger, om du skal tale med din far om det. Det synes jeg, lyder som en god ide, hvis du selv har mod på det. Det er nok vigtigt, at du vælger et tidspunkt, hvor din far er i godt humør og måske også et tidspunkt, hvor I har god tid. Hvis det er lidt svært at få det sagt, kan du overveje at skrive et brev, som du så giver ham. Her kan du også skrive nogle af de positive ting, hvor det fungerer rigtig godt imellem jer. Det kan også være, at du har idéer til hvad han kan gøre i stedet eller at I kan snakke om, hvad han kan gøre i stedet (tænke før han siger noget til dig, tælle til ti i langsomt tempo, vende sig om og gå en tur)?
Men husk, at det aldrig bliver dit ansvar at lære din far at ”tæmme” sit temperament, men du kan måske fortælle ham, at det er vigtigt, at han gør noget ved det, da det ellers er for hårdt for dig. Der er som sagt intet barn, der kan eller skal være bange i sit eget hjem. Det er din fars opgave som forælder selv at få den hjælp, han har brug for.
Du skriver, at din mor godt ved, at din far indimellem ikke er så sød, men du skriver også, at hun ikke har gjort så meget. Måske kunne du fortælle hende én gang til, at han gør dig bange og hvis du vælger at tage en snak med din far, så synes jeg også, at du skal fortælle din mor, at du har tænkt dig at gøre det. Hvis det ender med, at du tager en snak med din far og det ikke bliver bedre derhjemme, så kan du overveje at fortælle nogle andre voksne om det. Fx en lærer eller pædagog. Ellers måske en anden voksen, som du selv har i tankerne. Så kan de nemlig hjælpe dig med, hvad der så skal gøre. Det kan fx være at kontakte kommunen, som så skal hjælpe din far.
Jeg vil endnu én gang rose dig for dit mod...For som jeg håber, du ved, så er det ikke din skyld, at din far indimellem bliver så sur, at han lader det gå ud over dig. Hvis du har brug for det, kan du altid kontakte BørneTelefonen igen på 116111. Her sidder rådgivere parat, der er klar til at hjælpe dig.
De bedste hilsner, BørneTelefonen
