Bange for min egen far?..
Hej Brevkassen
Jeg har nu længe overvejret at skrive til jer, og nu har jeg taget mig sammen.
Jeg en 15 årige pige der går i skole 9 klasse og er glad for min klasse ( har skiftet skole). Jeg har aldrig sagt det eller talt med nogle om det, men i min barndom har jeg været udsat for “vold” i familien fra min far.Jeg ved ikke om det måske er mig der overreagere for “slagene” var ofte ikke så slemme, de gjorde lidt ondt, men alligevel var det kun nogle gange der kom blå mærker.Det er nu lidt lang tid siden han sidst slog mig, men for sådan en 2 ugers siden truede han mig og var tæt på at slå. Jeg blev rigtig bange og græd meget.
Har flere gange overvejret at sige det til min lærer, men har aldrig true for er bange og pingenlig over at sige det. Og gider ikke fortryde det, for hvis jeg siger det så ved jeg at jeg ikke skal se min far igen for det vil jeg ikke kunne ture.
Min mor prøver altid at holde min far tilbage så han ikke slå men alligevel er det hende der brokker sig til ham at jeg eks. Som sidst ikke havde ryddet op i mit tøj skab.På en eller anden måde elsker jeg min far men alligevel hader jeg ham mest.
En anden ting:
Min far har mange regler og det synes jeg er over stregen i forhold til alle andre børn. Jeg må ikke: have en kæreste, sove sammen med drenge, være tit hos veninder, være til privat fester fra elever i klassen hvor der er drenge eller alkohol, og sex det må jeg absolut ikke medmindre jeg vil dø.. ja.
Det tog ogs sin tid før jeg fik lov til at skifte skole sådan næsten 2 år, hvor jeg ikke talte med nogle og gik for mig selv, selvom jeg flere gange har sagt det men uden nytte. Først efter to år hvor jeg nu kunne få en god folkeskole i de to sidste år. 8-9 klasse på min dejlige skole.
Min mor går meget op i at der skal være clean over alt i huset så når jeg kommer med bus hjem fra skole (17 tiden) skal jeg støvsuge hele huset vaske op, støve af osv. og det er sådan hver anden dag eller har pligter hver dag. Så når hun kommer hjem, roser hun ikke en men siger hvor dårligt man har gjort det.
Alt i alt synes jeg mit liv er noget pis, der sker intet nyt jeg ved hvad jeg skal lave imorgen, og om en uge. Det køre bare i en lang dyr selvfølglig er der andre dage der er dårligere end andre men ja.
Jeg har på grund af det hele cuttet lidt og haft selvmordstanker, og tyder hver dag) Nu hvor jeg er i teenager alderen får jeg også tit følelser for drenge, lige for 4 måneder siden har min flirt spurgt mig om kærester hvor jeg blev nød til at sige nej.. det var trist men sådan er livet. Prøver at styre min følelser men det svært.
Har læst andre breve i brevkassen angående lign. Situation men kommunen vil ikke kunne hjælpe ogs for min far vil ikke kende mig mere hvis jeg siger det..
Hilsen pigen der ikke ved hvad hun skal gøre(på forhånd tak, og undskyld for lang brev prøvede at gøre det kort med at tage de vigtigste ting med for der er flere ting)
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.