At være pårørende til en selvmordstruet stofmisbruger

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på 16 år, med en storebror, som har et blandingsmisbrug af Xanax og Cannabis.

Selv har jeg tidligere været misbruger af cannabis og kokain, da jeg var 13-15år(kokain var dog kun i 2 måneder)

Min bror har haft depression i et års tid, og har længe været misbruger af hash. Han falder ind og ud af hans xanax misbrug, og har stor tilbøjelighed til andre dvs stoffer.

Min bror forventer en omsorgsfuld støtte, som jeg ikke har emotionelt overskud til.
Jeg har før i tiden(2017) været vidne til flere af min brors selvmordsforsøg. På det tidspunkt var jeg den eneste der var bevidst om situationen og min brors helbred. Jeg var meget splittet imellem, at have min brors tillid, og at række ud efter hjælp, da det var vigtigt for mig, at han havde nogle at stole på.(han ville ikke have at nogle skulle vide det dengang)

Jeg tog sidste år på efterskole, for at tage afstand fra situationen til bla at reflektere, og komme ud af de sociale miljøer jeg færedes i, men omstændighederne her hjemme er næsten identiske, det bare mig der har ændret mig.

Den dag idag, prioritere jeg mit eget velvære over min brors, da jeg har indset at man selv står til ansvar for ens livskvalitet.
Men han har svært ved at acceptere det.
Selv er det svært for mig, at vise omsorg, da jeg har en forsvars mekanisme der gør, at jeg fryser og bliver ufølsom, og intet kan mærke, når jeg ser ham have det dårligt.(det samme sker hvis min mor græder)

Det egentlig ikke fordi, at jeg har svært ved, at vise følelser eller prøver at undgå det. Jeg tror mere at det en slags instinkt i visse situationer, som jeg har tillært i sekundære socialisering, primært fra gaden, og tidligere kriminelle miljøer.

Min bror har haft mange maniske episoder her fortiden, og har en ambivalent adfærd. Han kan skrige og ligge sig ned på jorden, og vride sig i smerte over livet, til at bagefter komme ind på mit værelse smilede, og spørger om jeg vil have en kop kaffe. Før i tiden kunne jeg forholde mig til den slags opførelse, da jeg selv var misbruger og nemt kunne overfladisk ligge det fra mig. Derfor tror jeg, at min bror har svært ved at forstå, at jeg har brug for tid, til at forholde mig til situationen som lige har taget sted.

Det kan være hårdt, men muligt at holde fokus, på ens mål, og glæde, når hjemmet ikke byder på det. Jeg kan til tider mangle en trygheds zone, som ikke ligger i mig selv i midten af alt det her kaos. Mine forældre har også været turbulente i deres forhold, siden min brors depression brød ud, og jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at venne mig til, at et liv burde der sådan her ud, for jeg vil ikke have, en fremtid med kaos og uorden.

Jeg synes mine forældre gør et godt stykke arbejde. De tager hensyn til min bror og jeg. Dog er der ikke meget følelse, hvilket jeg ikke kræver, da jeg har accepteret at det ikke er noget, som jeg kan hente fra mine forældre.

Mine forældre og jeg er meget individuelt fokuseret, hvor min bror går imod familiens traditioner. Derfor tror jeg, at han har svært ved at acceptere, at jeg ikke kan byde al min emotionelle støtte, da jeg førhen ingen vanskeligheder har haft.
Det er ikke min pligt, det er mine forældres (hvilket det gør fint)

men jeg kan ikke lade vær med, at føle mig som en dårlig søster, når jeg ingen gang kan spørger ham, om hvordan han har det. Det kræver så meget overskud, at stille et lille omsorgsfuldt spørgsmål, fordi jeg egentlig ikke har lyst til at høre sandheden, eller et overfladisk svar, men jeg må også indrømme at jeg ikke har meget, at give af her fortiden. Jeg kan godt lide at dele min optimisme, men ud fra min erfaring og faglige viden, har det kun negativ effekt for folk med depression, at være omkring glade mennesker.

Jeg prøver at vise hensyn til min bror i så store omgang som muligt. Det indgår fx, at lade vær med at spille violin, klaver og synge, når han ligger inde i sengen og piner.(Det har min mor bedt mig om)

men der føler jeg mig især splittet, fordi det er noget af det, som driver min glæde, som kan hjælpe mig, og distrahere mig fra den til tider grusomme virkelighed.
Jeg kan også lave lydløse hobbyer som fx at digte, skrive noveller, male, sy osv. men når alt presser på, er der intet bedre end at synge en salme, eller free style på klaveret.

Jeg ved godt, at jeg ikke stille et konkret spørgsmål, men sådan et har jeg heller ikke.
jeg tror mest af alt, at jeg havde et behov for at skrive mine følelser og tanker ned omkring situationen, og at dele den med nogle.
og mest af alt for anderkendelse, da mennesker kan føle at de mister forstanden uden den(hvilket jeh ligesol prøver at forbygge)

ydermere vil jeg gerne sige tak for svaret, som jeg fik ved det sidste brev, som jeg skrev angående en dårlig mave fornemmelse og håndtering af følelser. Svarer var yderst brugbart, og jeg har taget det til mig, og brugt de metoder der blev forslået.

Mvh. En 16 årige pige.