Brev

At sove sammen med sin kæreste

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej 15 årige pige

Jeg fornemmer på dit brev, at det er noget, du tænker meget på, og at følelserne fylder meget inde i dig. Det er helt forståeligt. Jeg ved, at det kræver meget mod at skrive ind til os for at få hjælp. Du skal vide, at jeg rigtig gerne vil hjælpe dig.

Jeg ved fra andre drenge og piger på din alder, at det betyder meget, at man får mere og mere plads til selv at kunne bestemme. På den måde mærker man, at ens forældre har tillid til, at man godt kan passe på sig selv.

Du er ved at blive en ung voksen. Derfor er det normalt, at man bliver mere selvstændig. Det er helt normalt og forståeligt. Og det er vigtigt, at ens forældre bakker op om ens voksende selvstændighed.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at du og din mor får taget jer en snak. Det virker til, at I måske allerede har haft det Men måske kan man prøve endnu en gang, på en lidt anden måde.

En mulighed er, at du får lidt hjælp til, at der bliver talt med din mor om regler og plads til selvstændighed. Det kan f.eks. være, at du har en far eller noget andet familie, der kan hjælpe med sådan en snak?

Det kan også være, at din kærestes forældre kan tale med din mor om, at du og din kæreste får lov at sove i seng sammen? De kan hjælpe ved, at tale med din mor om hvorfor de ikke ser det som forkert. Måske kan de lave nogle nye aftaler sammen. Kunne det mon være en mulighed?

Det kan også være, at du kan bruge noget tid på at skrive dine tanker og følelser ned til din mor. Bagefter kan du fortælle din mor, at du gerne vil snakke med hende, bare jer to. Måske hjælper det at gå en tur, eller gøre noget aktivt sammen.

Når I skal have snakken, så er du forberedt, og har gjort dig tanker omkring det. Du kan forberede din mor på, at du gerne vil sige noget først. Hun må ikke afbryde, eller sige noget før du er færdig.  Bagefter er det hendes tur. Der gælder det så omvendt, at du heller ikke må sige noget, men bare lytter.

Nogle unge oplever, at deres forældre har et andet syn på regler og “rigtigt og forkert”, når de har en anden baggrund end dansk.

Det kan indimellem gøre det svært, når man skal tale om, hvad man som ung dansk pige må og ikke må. Det kan være svært, fordi man måske føler, at man ikke må de samme ting som andre. Er det mon noget, du kan genkende?

Din mor bestemmer stadig over dig til du bliver 18 år.

Men du har ret til at sige din mening, og jeg tænker, at det er vigtigt at du og din mor får en snak om, hvad det gør ved dig, når du føler, at din mor bliver overbeskyttende.

Jeg ved, at det kræver vildt meget mod at gøre. Men det er jeg ikke i tvivl om, at du har. Ved at I får en snak, hvor I prøver at forstå hinanden, så kan I måske komme frem til en aftale.

De kærligste tanker

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat