Kære du
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå din bekymring, men jeg synes også, du gjorde det rigtige, da du lavede underretningen til kommunen. Det er meget ansvarligt og omsorgsfuldt af dig.
Det er sådan, at man i mange kommuner kan lave en anonym underretning via borgerservice. Jeg gætter på, at du måske har klikket i et felt, hvor du bad om at være anonym? Hvis du har det, så vil de sandsynligvis tage hensyn til dit ønske. Men jeg kan desværre ikke garantere noget...
Når man vælger at være anonym i en underretning, har man en god grund til at gøre det. Der kan være forskellige grunde til det, og i dit tilfælde er det, at du er bange for, at dine søskende vil blive vrede på dig. Det er meget forståeligt, for som du selv skriver, så har du gjort det i en god mening. Måske vil de med tiden kunne forstå det, men det kan godt være, at den første reaktion er vrede eller modstand, fordi de ikke kan overskue, hvad det kommer til at have af betydning for deres liv. Og det kan jo være svært at forklare - og nogle gange kan det også være svært at vide, præcis hvad der kommer til at ske.
Jeg tænker på, om det ikke kunne være rart for dig at kontakte den åbne, anonyme rådgivning i din kommune og spørge dem direkte, om det fungere sådan i din kommune, at en anonym underretning forbliver anonym, selv om man er logget ind, når man udfylder den. Så får du vished om det, og det kan måske hjælpe dig til at slappe lidt af omkring det.
Men selv om det så ikke bliver afsløret, hvem der har indsendt bekymringen, kan det jo godt være, at dine søskende eller deres far vil gætte på, at det kunne være dig... Så det er en rigtig god idé, at du forbereder dig på, hvad du vil sige, hvis de spørger dig. Det er du selv inde på i dit brev - at du gerne vil kunne forklare dem, at du ikke har gjort det for at såre dem, men for at hjælpe dem.
Nu ved jeg ikke, hvor gamle dine søskende er, men jeg tænker alligevel godt, at du vil kunne snakke med dem og forklare dem, at det ind imellem sker, at nogle voksne har brug for hjælp til at kunne passe godt på deres børn. Den hjælp kan man få fra kommunen, og det er det, du har bedt kommunen finde ud af. Måske er de bange for, at de ikke kan blive boende hos deres far, og måske vil de gerne beskytte ham, men jeg tænker, det måske kan berolige dem, hvis de får at vide, at det normale er, at kommunen først prøver at hjælpe familien, så børnene kan blive boende hjemme - man flytter ikke bare børn væk fra deres forældre uden at have prøvet at hjælpe på andre måder først.
Måske kan en rådgiver fra kommunen hjælpe dig med at forklare det - eller måske har du lyst til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og få lidt input til, hvordan du kunne gribe sådan en samtale an. Det kan hjælpe at få lidt facts fra din kommune om, hvad sådan en underretning kan komme til at betyde - altså helt konkret hvad kommunen gør ved det, og i hvilken rækkefølge. Hvis man ved mere om, hvad der skal ske, virker det hele måske heller ikke så skræmmende.
Jeg håber, det kunne berolige dig lidt - jeg synes som sagt, det er rigtig godt, du har reageret på din bekymring og bedt om hjælp.
De bedste hilsener fra BørneBrevkassen
