Kære pige på 14 år,
Når jeg læser dit brev, kommer jeg med det samme til at tænke, at du virker som en rigtig stærk og sej pige. Det er virkelig flot, at du er begyndt til psykolog, og at du på den måde viser, at du gerne vil have det rart og godt.
Det tænker jeg også, at du viser med dit fine brev, der også fortæller mig, at du tænker meget over dig selv og menneskerne omkring dig.
Og samtidigt tænker jeg, at din overvejelser omkring din far måske foreslår, at du godt ved, at det nok ikke kun er dig selv, der påvirker din angst.
Når du beskriver de ting, som din far nogen gange får sagt og gjort, kan jeg godt forstå, at du kan føle dig bange for ham. Det er sådan, at man godt kan være udsat for en slags vold selvom, at den anden person ikke slår eller på anden måde er fysisk.
På en måde er sådanne oplevelser, som du beskriver faktisk lidt som at blive slået. Det er også derfor, at man kan kalde det for psykisk vold. Derfor ved jeg også, at sådanne kommentarer kan gøre rigtig meget skade. De kan gøre meget ondt og påvirke en helt dybt inde.
Det er meget ærgerligt, at du ikke har oplevet, at din mor har taget dig alvorligt, når du har forsøgt at fortælle hende om, hvordan du har det med din far og hans måde at være overfor dig, når hun ikke er hjemme.
Du har ret til omsorg og tryghed og til at blive behandlet med respekt. Det betyder også, at du har ret til, at dine forældre skal passe godt på dig og tage dig alvorligt, når du fortæller, at du har det svært med noget. Dine forældre skal nemlig sørge for, at du har det godt og er tryg derhjemme.
Jeg overvejer, om det måske kunne være en idé, at du forsøgte at fortælle om dine tanker og følelser til din mor en gang til? Og forklare hende, at din fars opførelse og hans ord gør meget ondt.
Jeg kan godt forestille mig, at det måske føles svært, når du før har oplevet ikke rigtig at blive hørt, når du har åbnet op. Men jeg ved også bare fra andre unge, at det nogle gange kan hjælpe rigtig meget, når man får sagt nogen af de ting højt, som gør ondt til de mennesker, der er tættest på.
Du kunne også overveje, om det måske ville være lettere for dig skrive et brev? Måske også et brev, du kunne vise din far, eller dem begge på samme tid? Du kan finde lidt hjælp til, hvordan man kan skrive de lidt svære breve her.
Men i hvert fald er den her kamp er ikke en, du bør stå med alene. Du har krav på at have det godt, og det er dine forældres primære ansvar at sikre dette. Hvis de behøver hjælp, eller hvis du oplever, at det er for vanskeligt at snakke med dine forældre, findes der heldigvis andre muligheder, du kan tage fat i.
Du kan tænke over om, der måske er andre omkring dig, som du stoler på og som du er tryg ved at tale med? Det kunne måske være et familiemedlem, en vens forældre eller en lærer? Det vigtigste er bare, at du indser at du gerne må bede om hjælp – også til at tale med dine forældre, hvis det er.
Det kunne også være en rigtig fin idé, at du delte dine tanker og følelser omkring din far med din psykolog. Ofte vil og kan en psykolog også forsøge at snakke med dine forældre på dine vegne, hvis du vil have det. Jeg ved ikke, hvordan du tænker det ville være?
Det er vigtigt, at vi ikke er alene, når vi har det svært og det kan tit være nemmere at løfte de tunge ting, når vi har hjælp og ikke står alene.
Du har igen vist en styrke ved at skrive herind. Den styrke håber jeg, at du kan finde frem igen. Jeg håber, den kan give dig mod til at bede om hjælp og til at få sagt fra overfor de ting, der gør ondt.
Du er altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen ved også at ringe, sms’e eller chatte med os på BørneTelefonen på: 116111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
