Kære pige på 12 år.
Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver herind og beder om hjælp.
Der kan være rigtig mange grunde til, at din søster har det, som hun har det. Men det lyder ikke som om, at hun trives og at hun går alene med det.
Du og dine forældre er bekymrede, og ønsker at hjælpe din søster. At du skriver herind, fortæller mig, at du ønsker at alle skal have det godt. Det er meget betænksomt af dig. Du skal bare huske, at det også kan være svært for dig at stå med. Du skal også huske, at du har din skole og dine venner, som du skal passe. Så lad os se, om der er nogle muligheder, du måske kan give videre til dine forældre. Derfor tænker jeg, at du kan vise mit svar her til dem?
Det er sådan, at når din søster er under 18 år, så er det dine forældre der bestemmer. Og når de er så bekymrede for din søster, så kan de bestemme, at det bedste er, at din søster skal til lægen. Nogen læger kører også ud på hjemmebesøg, hvis I er i tvivl om, om I kan få din søster afsted. Måske det kunne være en mulighed? Det er i hvertfald vigtigt, at dine forældre sammen med hende, finder ud af, hvad der gør, at hun har det som hun har det. Lægen kan hjælpe med at vurdere, om hun skal have en psykolog eller noget andet.
Har dine forældre mon tænkt på at tale med din søsters skole? De kan tale med lærerne om, om der er sket noget i skolen, som kan have gjort din søster ked af det. Det er også godt at snakke med læreren og få skolens hjælp, for hvis din søster ikke vil i skole, kan det være at de kan hjælpe med at finde en løsning, der kan gøre det nemmere for din søster at komme afsted.
Til sidst vil jeg foreslå, at dine forældre ringer til vores ForældreTelefonen. Det er en rådgivning, ligesom BørneTelefonen, men for voksne der har brug for hjælp til, hvordan de bedst hjælper og passer på deres børn. Her kan dine forældre tale anonymt med en sød rådgiver om deres bekymringer, og hvordan de kan hjælpe din søster. De kan læse mere om ForældreTelefonen her, hvor de også finder telefonnummer og åbningstider: https://bornsvilkar.dk/radgivning/foraeldretelefonen/foraeldretelefonen
Jeg håber, at mine forslag kan hjælpe lidt. Du skal endelig ikke stå alene med det! Så det er også vigtigt, at du får lov at tale åbent om, hvordan du oplever det hele.
Din søster er heldig at have dig og dine forældre. Du har allerede gjort meget for at hjælpe hende - godt gået af dig!
Jeg sender dig og din familie rigtig mange tanker.
Mange hilsner fra
BørneTelefonen