Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Altid social, men ikke med familien

Hej

Jeg har i en længere periode tænkt meget over død i familien, da jeg mistede både min farmor, mormor, og morfar inden for kort tid. Jeg er rigtig bange for, at nogle af dem jeg holder kær dør, eller kommer til skade.

Når jeg er hjemme er jeg altid på mit værelse, og snakker med venner mens jeg spiller videospil. Selv når jeg prøver at snakke med mine forældre bliver det til enstavelses ord som ja, nej, mhmm, eller noget i den stil. Normalt er jeg meget snakkesalig, men bare ikke når jeg er sammen med dem…

Jeg er ikke sikker på hvorfor jeg ikke tør at være sammen med min familie, men jeg har en ide om at det kunne være.
Jeg tror grunden til at jeg er ikke tør, er at jeg normalt bruget humor til at dække over mig selv, men min familie finder ikke min humor sjov (Ikke fordi den er ond, men de finder den bare ikke sjov).

Det er også som om, at når jeg endelig prøver at sige noget, at de ikke rigtig hørere efter…

Jeg kan ikke rigtig snakke med mine forældre om det, da jeg ikke vil have at de ved det.

Jeg har tænkt meget over dette, især når jeg skal til at sove, hvilket gør at jeg tit har svært ved at falde i søvn.

Og da jeg ved hvor hurtigt død kan forekomme, ville jeg gerne tilbringe mere tid med min familie, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej dreng på 16 år. 

Det er slet ikke så mærkeligt, at du har de tanker og følelser, når du har oplevet at miste nogen, som du har kær. 

Måske du har ret i, at det er grunden til, at du har svært ved at snakke med dine forældre. Der kunne måske også være en anden grund og det er din alder. Du er teenager og det vil sige, at der sker mange ting i din krop og dit hoved. Du er i gang med at udvikle dig. Mange teenagere gider ikke snakke med deres forældre om ret meget og derfor bliver det tit med enstavelsesord. Måske tænker du ikke selv over det, men du har helt sikkert gang i mange ting, som du ikke har lys til at inddrage dine forældre i.
Der er mange teenagere, der synes det er svært at snakke med sine forældre. Nogle forældre kan også synes, at det er svært at snakke med deres teenager børn. Du kunne måske spørger dine venner om, de oplever det samme med deres forældre?

Jeg synes, at det er en rigtig god ide, at du gerne vil tilbringe mere tid sammen med din familie. Du skriver, at du ikke har lyst til at snakke med dem omkring dine tanker og bekymringer om døden. Det behøver du måske heller ikke lige nu. Men du kunne foreslå dine forældre, at I kunne lave et eller andet sammen. Det kan være at holde film aften i stuen eller tage ud og opleve et eller andet sammen. Hvis du foreslår noget som du har lyst til, at I kan lave alle sammen, så tror jeg på, at dine forældre gerne vil det.

Når man laver noget sammen, så behøver man ikke snakke så meget sammen om dagligdags ting og det vil måske ikke blive så akavet. Hvis i f.eks. laver film aften i stuen med madrasser på gulvet og en masse popcorn, så kan det være en rigtig god måde at være sammen på uden, at man skal snakke med hinanden. Når filmen er færdig, så tror jeg det vil komme helt naturligt, at I snakker om, hvad I synes om filmen. Det kan selvfølgelig være, at du finder på noget helt andet I skal lave og det helt ok. Det gælder om, at du finder på noget, som du synes kunne være hyggeligt, at I lavede sammen.  Det kan også være at gå en tur sammen - her kan det nemlig være nemmere at falde i en god snak, uden at man sidder overfor hinanden. 

Jeg tror, at hvis du får nogle hyggelige stunder med dine forældre, så vil du få mere lyst til at åbne op omkring dine tanker om døden. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med dine forældre om det på et tidspunkt. Jeg er sikker på, at dine forældre også har haft perioder i deres liv, hvor tanker om døden har fyldt meget. Så måske ville dine forældre faktisk være gode at snakke med om det. 

Det er helt normalt, at alle de "dumme" tanker kommer når man skal sove, derfor er det også vigtigt, at du får snakket med dine forældre om det. Jeg tror, at så snart du får åbnet op for dine tanker, så vil de fylde mindre når du skal sove. Jeg håber I får arrangeret noget hyggeligt, som I kan lave sammen og at du får snakket med dine forældre, når du er klar til det.  Og måske kan du vise dine forældre dit brev, du får virkelig skrevet, hvad det handler om for dig og hvad du godt kunne tænke dig ville ske sammen med din familie - mon du har mod på det?

Kærlig hilsen

BørneTelefonen. 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat