Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Alene med deprimeret mor

Jeg bor alene med min mor, og på grund af corona er vi begge to hjemme hele tiden. Min mor virker til at have det rigtig dårligt mentalt. Somme tider svarer hun ikke når jeg siger noget til hende, og hvis hun svarer skriger hun skældsord og andet af mig.

Hun er også begyndt at kaste med ting. Hun har aldrig været fysisk voldelig overfor mig, men det er meget anstrengende at bo sammen med hende lige nu. Jeg har ikke andre familiemedlemmer jeg kan sige det til, da jeg ikke har kontakt til min far og jeg ikke har bedsteforældre.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år

Jeg forstår godt, at du synes det er meget anstrengende at bo sammen med din mor, sådan som det er lige nu. Det lyder rigtig ubehageligt, når hun ikke svarer, råber af dig eller kaster med ting.

Derfor synes jeg også, at det er enormt godt, at du har skrevet til BørneTelefonen, så du ikke skal gå med de oplevelser og bekymringer selv. Det er rigtig vigtigt, for hvis man går med det selv, så har det det med at vokse sig større og større.

Du skriver, at din mor har det mentalt dårligt. Jeg ser i dit brev et kæmpe ønske om, at det skal være anderledes hjemme ved dig – både for din egen skyld og for din mors skyld.

Du nævner også depression i overskriften, og jeg tænker sådan på, om du ved om din mor får noget hjælp? For hvis man går og er deprimeret er det vigtigt at få hjælp og støtte, det kan fx være fra ens læge eller fra en psykolog.

Men uanset hvad der ligger til grund, skal du vide, at du har ret til at blive behandlet godt og trygt derhjemme. Du skriver, at din mor ikke er fysisk voldelig overfor dig. Men når du fortæller hvordan det er, at være hjemme ved din mor for tiden, så synes jeg alligevel det lyder som om, at hun har svært ved at passe godt på dig lige nu.

Derfor er det også vigtigt, at du får snakket med nogen, så du – og din mor – kan få noget hjælp til at få det bedre sammen derhjemme. Og så du kan blive passet rigtig godt på og føle dig tryg derhjemme.

Det lyder til, at du allerede har gjort dig tanker omkring, hvem du vil kunne snakke med. Og jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis du kan finde frem til en, du kan dele de her oplevelser med. For at nævne nogle eksempler kunne det måske være en lærer, ven eller veninde, kollega, træner, nabo eller ven af familien.

Det vigtigste er mest af alt, at det er en, du har det godt med at tale med. Og en der kan støtte dig, fx ved at have et sted at tage hen, når det er svært hjemme ved din mor. Eller en som kan hjælpe dig med at få noget hjælp til dig og din mor.

Måske du sidder med en følelse af, at det er svært at “prikke hul på” og få sagt højt til nogen? Hvis du har det sådan, er det i hvert fald meget naturligt. Men jeg tror dog, at du vil mærke en lettelse, hvis du får taget dig mod til at sige det højt.

Du kan fx starte med at sige; “Jeg er så træt af corona. Jeg synes, det er ret hårdt at være derhjemme hele tiden. Min mor har det vist også ret svært med det.” Så kan det være, det åbner op for en snak om corona generelt, og så kan du nævne din mor i det. Giver det mening?

Men du skal også vide, at man kan kontakte ens kommune og få anonym rådgivning. Det kan du få ved at kontakte hovednummeret og bede om rådgivning, eller søge på din kommune og “åben anonym rådgivning børn og unge”. Husk blot at ringe med hemmeligt nummer dertil, så du er anonym, hvis du har brug for det. Der kan de fortælle, hvordan de eventuelt kan hjælpe dig i din situation.

Kommunen er vant til at tale med unge, der har det svært derhjemme. De kan hjælpe med at sørge for, at både du og din mor får den rette hjælp. Kunne du have mod på at ringe til kommunen, tror du?

Hvis du vil snakke med kommunen skal du vide, at du har ret til en bisidder. En bisidder fra Børns Vilkår er en voksen, der kan fortælle dig mere om dine muligheder for hjælp og rettigheder. Men bisidderen kan fx også tage med til møder ved kommunen og hjælp og støtte dig der. Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen, og du kan ringe direkte til bisidderne på 35 55 55 59.

Jeg håber, at du vil holde fast i den styrke og det mod, du har vist ved at skrive brevet her. Og ikke mindst holde fast i drømmen om, at du skal have det anderledes og bedre.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat