Kære Pige på 12 år,
Hvor er det godt du skriver herind og fortæller hvor svært du har det lige nu.
Jeg har talt med rigtig mange børn og unge som oplever at være særligt stressede her i coronatiden, hvor man er meget sammen i familien. Og den følelse du fortæller om; at du er nødt til selv at have det godt og få din far til at få det bedre, gør det ekstra hårdt for dig.
Du fortæller at din far drikker, og at du føler du er nødt til at lave aftensmad til jer begge. Samtidig du er begyndt at blive utryg ved at sove hos din mor og har ikke din allerbedste veninde tæt på længere.
Jeg synes, det lyder rigtig hårdt. Jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke kan overskue noget lige nu. Derfor er det også meget modigt, at du har skrevet og rakt ud efter hjælp, inden bægeret flyder helt over. Jeg får lyst til at fortælle dig hvad jeg tænker om det hele.
Det håber jeg er i orden for dig.
Jeg tænker, at det er alt for meget ansvar, du står med derhjemme. Det er de voksnes ansvar, at du har det godt. Det er ikke dit ansvar at passe på dine forældre. Hvis de ikke kan klare det, så har både du og din mor og far ret til at få hjælp.
Jeg bliver også bekymret, fordi din far drikker, når I er sammen. Jeg kommer til at tænke på, om du mon også har det dårligt fordi du føler det er dit ansvar, at din far er ked af det. Er det mon sådan du har det?
Men det er ikke dit ansvar. Din far skal have hjælp til at holde op med at drikke af nogen, som er uddannede til at hjælpe med lige netop det.
Lige nu er du ikke er tryg ved at sove hos din mor. Kan du mon mærke hvad det skyldes? Sådan som du beskriver det, tænker jeg, at dine forældre ikke bor sammen længere.
Jeg har talt med flere skilsmissebørn, som ofte forsvarer og passer på den forældre, de synes det er mest synd for. Mange af de børn kan ikke lide at være væk fra denne forældre og holder fx drikkeri ud, for ikke at gøre det hele værre.
Kan det hænge sådan sammen også for dig? Og kan det være derfor du ikke har lyst til at tale med din mor om, hvor dårligt du har det, når du er hos din far?
Det er rigtig godt at du ved, at du selv er nødt til at have det godt og kan mærke, at nu er det ved at blive for svært. Du har ret til omsorg og tryghed derhjemme. Det er vigtigt, at du får hjælp nu.
Det er kommunen, som kan hjælpe. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig med at snakke med kommunen, hvis du har lyst. Hos BørneTelefonen har vi noget, der hedder bisiddere. Det er en voksen, som er din hjælper og kan støtte dig med at få sagt det, du har brug for.
Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, som har haft det svært derhjemme. De kender nemlig til børns rettigheder. Dine forældre behøver ikke vide, du mødes med din bisidder. Ville det mon være en god måde at starte på for dig?
Du kan se en video om bisidderne her: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår og så kan du ringe og få en snak på: 35 55 55 59 (tast 2)
Det er godt at du har talt lidt med din bedste veninde om det. Det fortæller mig, at du godt tør tale med nogen om det der føles uoverskueligt.
Jeg tænker på, om der er en anden veninde du kan tale med, nu hvor din bedste veninde er flyttet? Eller måske en klasselærer eller en venindes forældre? Det er nemlig altid godt at dele den slags med nogen. Det er for svært at bære alene.
Du har allerede vist et kæmpe mod ved at skrive herind om noget, der føles rigtig svært. Det siger mig, at du har kræfterne til at bede om hjælp.
Derfor håber jeg meget, at du vil finde mere af den styrke frem og ringe til bisidderne hos os. I første omgang kan du også ringe til en sød rådgiver på 116111, hvis det er lidt lettere.
De allerbedste og varmeste tanker til dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
