Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

10 klasse og familiens støtte

Hej!

Min familie tror simpel hen ikke på mig at jeg kan klare mig i 10 klasse og få høje karakter.

Især min mor tror ikke på at jeg kan komme ind på en gymnasium pga at i 9 klasse var mine karakter dårlige osv.

Men jeg ved selv at jeg kan godt og jeg vil klare mig i gennem det.

Nu vil hun tage over til 10 klasses direktør og snakke med dem, for at de kan sætte mig på et andet niveau og ikke på gymnasiums.

Det nedsætter mig virkelig meget fordi at hun kan ikke støtte mig det.

Ved ikke hvordan ellers kan jeg overtale hende til at tro på mig.. :/

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Jeg kan forstå på dit brev, at det må være rigtig svært for dig at håndtere, at din familie, og specielt din mor, ikke tror på, at du kan klare dig godt i 10. klasse og komme ind på et gymnasium.

Det første jeg lagde mærke til, da jeg læste dit brev, var din store viljestyrke. At du har sat dig for, at det her vil du få til at fungere, og at du godt kan klare dig igennem. Jeg er ikke i tvivl om, at din store viljestyrke vil give dig et godt skub i den rigtige retning. Jeg vil i mit svar til dig forsøge at komme med nogle ideer til, hvad du måske kan gøre, for at få din mor til at tro på, at du kan klare det  - lige så meget som du tror på det.

I dit brev nævner du, at dine karakterer var dårlige i 9. klasse, og at det kan være grunden til, at din mor ikke tror, at du kan komme ind på et gymnasium. Når man selv har besluttet sig for, at der skal ske en positiv ændring i ens liv (som fx at forfølge sine mål i skolen), kan det gøre det svært, når de mennesker der er omkring én, der bør støtte en allermest, i stedet virker skeptiske og blinde for, at man faktisk har udviklet sig.

For at komme deres skepsis til livs, kunne du måske prøve at indgå en slags ”kontrakt” med din mor. Hvad vil du forsøge at gøre anderledes i 10. klasse? Og hvad kan din mor (og måske resten af familien) gøre for at hjælpe dig til at nå dit mål? Nogle af de spørgsmål kunne en kontrakt eller aftale med din mor indeholde. Jeg vælger at kalde det en kontrakt, da jeg tror, det er vigtigt, at den er skriftlig, så I senere kan gå tilbage og se, hvad I har aftalt.

Ved at foreslå din mor, at I laver en aftale, viser du hende og resten og familien, at du tager det her seriøst, og at det betyder meget for dig. Måske kan det være svært for dig blot at tage et stykke papir og lave en aftale med din mor. Her kan du overveje at skrive et brev til hende, hvori du skriver, hvor meget du vil have, at dette skal lykkes - og at du har brug for hendes hjælp og støtte. Du kan så slutte brevet af med at foreslå, at I holder et møde. Alternativt kan du også blot sige til hende, at I skal holde et møde – det er helt afhængigt af, hvad der vil fungere bedst for dig.

Når du skriver, at din mor vil tage over til direktøren for 10. klasse og bede om, at du bliver sat på et andet niveau, kan jeg forestille mig, at det må vække en masse følelser i dig. For det første tror jeg, det kan give dig følelsen af, at hun ikke støtter dig. Og måske bliver du vred, fordi du synes, at hun blander sig i noget, hun ikke skal blande sig i? Begge følelser og reaktioner vil være helt normale. Men jeg kom til at tænke på, om det mon ikke også kan være et udtryk for eller forsøg på omsorg fra din mors side? Måske ved hun, hvor vigtigt dette er for dig, og forsøger blot at gøre sit til, at det hele skal lykkes for dig? Måske er din mor nervøs for, at du skal miste motivationen, hvis det bliver for svært? Alt dette ved jeg selvfølgeli ikke, men jeg vil foreslå, at du prøver at give det en tanke, og så måske vende det med din mor, når I snakker sammen.

En anden mulighed er, at du kan overveje selv at opsøge direktøren for 10. klasse og høre om hans/hendes erfaringer. Måske har han/hun nogle ideer til, hvordan det bedst kan lykkes for dig at klare dig godt igennem 10. klasse? Og hvad mener de lærere, du har haft i 9. klasse? Har de nogle ideer til, hvordan du kan få en god 10. klasse? Og måske er der også en uddannelsesvejleder på skolen, som du kan bruge til at snakke med om skole og uddannelse?

Det var mine ideer til, hvad du kan prøve at gøre, for at få din familie og specielt din mor til at tro og stole mere på, at du kan klare dig igennem og ikke mindst give dig den støtte, du har brug for. Jeg håber, at der er nogen af mine ideer, du har mod på at prøve af, og jeg ønsker dig held og lykke med 10. klasse og gymnasiet bagefter, hvis det er det, du stadig vil til den tid.

Din viljestyrke gør, at jeg er overbevist om, at det hele nok skal lykkes for dig. Hvis du har brug for flere ideer til, hvad du kan gøre, eller bare har brug for at snakke, er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111.
 

Kærlig hilsen BørneTelefonen
 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat