Brev

Er det angst og depression eller overreagerer jeg???

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Tusind tak for dit lange, men rigtig gode brev, som giver mig et indblik i, hvad du tumler med og tænker på i øjeblikket. Jeg vil prøve at komme omkring de fleste ting, så godt jeg kan.

Jeg kan godt forstå, du ikke synes, det var en fed bemærkning at få med fra praktikstedet sidste år. Især fordi bemærkningen rammer lige ned i noget, du før har fået at vide – og som du faktisk godt er klar over og prøver at arbejde på. Nogle gange kommer folk til at sige noget, som egentlig kommer af den allerbedste mening, men som slet ikke føles sådan. Praktikstedet har garanteret rigtig godt kunne lide dig, men har villet give dig det råd med på vejen, fordi de måske har tænkt, at du har enormt meget at byde på. Måske har personen, der sagde det, troet, at sådan en bemærkning kunne give dig mere mod på at sige lidt mere.

Men jeg kan virkelig godt forstå, hvis det nærmest har haft den modsatte effekt, for som du skriver: hvad skal du bruge den bemærkning til, hvis du ikke ved, hvordan du kan komme i gang med at sige mere? Jeg kan fortælle dig, at du langt fra er den eneste, der føler, at det kan være svært at sige noget i timerne eller i andre situationer, hvor man ikke føler sig helt på hjemmebane. Og det er ikke noget, man bare sådan lige kan lave om, fordi der er nogen, der siger, at man burde tale lidt mere. Det kræver rigtig meget tid og øvelse – og tit kræver det også, at man får lidt hjælp til det. I skolen kunne det f.eks. være, at læreren begynder at stille én et spørgsmål – uden man selv behøver at række hånden op – men på en måde, hvor man ikke føler, at man bliver udspurgt og bare skal svare rigtigt. Det kunne f.eks. være spørgsmål som ‘Nu har vi læst denne her tekst. Hvad synes du om den?’. Læreren kan helt sikkert også hjælpe dig på andre måder. Det vigtige er, at I får talt sammen om det, og at I får aftalt noget, du har det godt med.

Kunne du have lyst til at snakke med dine lærere om det? Hvis du får lidt støtte til at sige mere i timerne, kan det være, at du stille og roligt får det lidt bedre med at sige noget højt i sådan nogle situationer. Det kan endda betyde, at du får det lidt bedre med at gå til de mundtlige eksamener til juni.

Hvis du har lyst til at snakke med dine forældre om det også, vil det også være rigtig fint. Hvis du har lyst, kan det også være, at de kan hjælpe dig med at tale med en lærer. Så kan du fortælle, at du har rigtig svært ved at sige noget i timerne – at du gerne vil blive bedre til det, men har brug for hjælp og støtte. I samme omgang kunne I måske også tale lidt om det dér med, at du ikke rigtig synes, du har nogle venner i klassen. Det kan lærere sommetider også hjælpe lidt på vej ved at lave nogle aktiviteter med klassen, der bringer eleverne tættere sammen.

I forhold til det, der måske kunne være angstanfald, kan det godt lyde som om, at det er reaktioner på, at du står i en situation, hvor du bliver nervøs og måske føler dig utryg. Men om det er et angstanfald, kan lægen være med til at vurdere. Selvom det kan føles enormt grænseoverskridende, er det rigtig vigtigt og godt, at du er opmærksom på dig selv og tænker, at du faktisk gerne vil undersøges for angst og depression. Jeg kan godt forstå dine tanker omkring ‘Hvad hvis nu der slet ikke er noget?’, men jeg synes, det er både stærkt og sejt at få sådan noget undersøgt, hvis man har en mistanke om, at der kunne være noget – også selvom det skulle vise sig, at der ikke er noget.

Når man mærker, at alt ikke føles helt, som man synes, det burde, er det kun godt at tage det alvorligt – for hvis der er noget, kan man nemlig få hjælp til at få det bedre. Og du har ret til at have det godt – både derhjemme og i skolen. Det er de voksne omkring dig, der ansvaret for det.

Der er også rigtig mange, der bekymrer sig om fremtid, og som synes, det er hårdt at gå i skole, og det kan det også være – især i perioder. Selvom man godt kan komme til at se skolen som ‘barnemad’ i forhold til voksenlivet, kan de to ting være svære at sammenligne, for selvom man også kan forestille sig, at voksenlivet kan være hårdt, har man også mere erfaring, når man er voksen.

På dén måde behøver det slet ikke føles som ‘barnemad’ at gå i skole – og hvis man synes det er svært at gå i skole i en periode, er det bestemt ikke ensbetydende med, at man så vil have det rigtig svært i sit fremtidige voksenliv og job. Tværtimod kan du få nogle erfaringer omkring dig selv nu, som du kan bruge til at gøre livet lettere senere hen.

Så det er helt OK, at du synes, det er rigtig hårdt lige nu – det behøver slet ikke betyde, at du vil have det sådan altid! Måske hjælper det lidt at tænke på, at det faktisk er helt OK, at man har en svær periode – og at man gerne må give sig selv lidt tid og plads til at have det sådan, og så kan man måske lidt nemmere få det bedre.

Derfor synes jeg, det er rigtig godt, du vil tale med dine forældre om, at du har brug for at komme til lægen, fordi du oplever noget, der føles som angstanfald.

Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal tage hul på samtalen eller hvis du har brug for at snakke mere om noget af det, du skriver om, er du mere end velkommen til at SMS’e eller ringe til BørneTelefonen på nummer 116 111 eller skrive til os på Chatten.

Endnu engang tusind tak for dit fine brev! Jeg ved, der er mange, der kan genkende sig selv i mange af de ting, du skriver – så der er helt sikkert nogle, der vil være glade for, at de ikke er de eneste i verden, der har det sådan. På den måde har du måske også gjort noget godt for en masse andre.

De bedste hilsner
BørneTelefonen

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.