Kære pige på 12 år
Hvor er du modig og sej, når du skriver herind til BørneTelefonen. Det er nogle svære tanker, som du har. Og det er altid en god idé at dele de svære tanker med andre. Det gør du, når du skriver herind.
Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig videre.
Jeg kan godt forestille mig, at det er rigtig svært at føle sig anderledes, udenfor og ensom. Men du skal vide, at du slet ikke er den eneste, som kan føle sådan. Der er rigtig mange børn og unge, som skriver til BørneTelefonen og beskriver de samme følelser, som du har.
Når man er på din alder, så begynder man at udvikle sig. Man udvikler sig på forskellige måder. Det kan både være kroppen, der udvikler sig. Og det kan være den måde man er på og tænker på.
Det er meget forskelligt hvordan og hvor hurtigt man udvikler sig. Derfor er der slet ikke noget galt med, at du leger med bamser. Selvom de andre opfører sig som om, de er 17 år. Det er bare et udtryk for, at I er forskellige og udvikler jer forskelligt. Og det er helt okay.
Men jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at føle sig anderledes. Har du overvejet, at du måske ikke er den eneste i klassen, der føler sig lidt anderledes. Kan du mon komme i tanke om én eller to i klassen, som heller ikke opfører sig som om de er 17 år?
Hvis du kan komme i tanke om én eller to, så kan det være, at du skal prøve at snakke lidt mere med dem. Det kan nemlig være, at de har det på samme måde som dig. Og derfor vil blive rigtig glade for, at du snakker med dem.
Jeg tænker også på, om du mon har snakket med dine forældre om, hvordan du har det i skolen? Det tror jeg nemlig kunne være en god ide. Som jeg har skrevet før, så er det altid en god ide at dele sine svære tanker med andre. Og det er ofte en god ide at snakke med sine forældre om det.
Du kan spørge dine forældre, om de har tid til at snakke med dig en dag. Du kan sige til dem, at du føler dig anderledes og ensom i skolen. Og at du faktisk er så ked af at være på skolen, at du gerne vil over på en anden skole. Sammen kan I snakke videre om, hvad du kan gøre for at få det bedre.
Jeg tænker også på, at du kan snakke med en lærer på din skole om det. Måske kan du selv sige det, eller også kan dine forældre hjælpe dig. Det kan nemlig være rart, at der er én på skolen, som ved det. Din lærer kender også de andre i din klasse. Og måske kan din lærer hjælpe dig til, hvad du kan gøre, når du er i skole.
Jeg håber meget, at du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe på tlf. 116111.
Jeg synes du er sej, at du er den du er!
Varme hilsner fra BørneTelefonen.