Kære dreng 14 år
Det er godt, at du skriver ind og deler disse ting med os. De følelser, du beskriver, hvor du tit føler dig trist, tom og ensom indeni, er ikke nogen, man skal gå med selv. Det er derfor så vigtigt og sejt, at du har skrevet til brevkassen. For selvom du “egentlig ikke har lyst til at tale om det med nogen”, så mærker du vist alligevel, at det ville være godt med hjælp. Og det giver jeg dig ret i.
Du fortæller om følelserne, som kommer, når du tænker på din mors problemer. Hun drikker mange flasker vin, tjener ikke så mange penge og har ikke en kæreste. Det lyder til, at du er bekymret for hende. Og når du skriver til os om disse ting, fortæller det mig, at det er vigtigt for dig, at din mor har det godt. Det lyder til, at du holder meget af hende.
Jeg forstår derfor godt, at det kan påvirke dig meget, at din mor har problemer. At du går alene med bekymringerne for din mor, kan sagtens være grunden til, at du føler dig tom, ensom og trist.
Når man drikker for meget, som det lyder til at din mor gør, så har man brug for hjælp. Men det er ikke noget, du kan løse for din mor. Det er noget, hun skal have hjælp til at løse af mennesker, der er uddannede til at hjælpe med sådanne problemer. Det lykkes heldigvis for mange, at stoppe med at drikke, når de får hjælp.
Når du skriver du ikke har lyst til at tale med nogen om det, tænker jeg, at du ikke har fortalt det til nogen endnu? Jeg ved, at mange børn føler, at de ikke kan være bekendt at fortælle om deres forældres problemer. Men faktisk kan det netop være det, der gør, at de voksne får den hjælp, der er brug for.
At fortælle en voksen, hvordan det er derhjemme, er altså ikke at sladre. Det er at få hjælp til familien. Og det er godt. For alle børn har ret til et trygt hjem. Og det er de voksne, der har ansvaret for det.
Hvordan mon det ville være at tale med din far om det? Føler du, at han er en, der kan hjælpe både dig og din mor? Måske er han den helt rette at gå til? Men det afhænger selvfølgelig også af, hvordan din mor og far har det sammen. Hvis de tit har konflikter, så kan det være bedre også at få hjælp fra andre voksne.
Måske har du derfor en lærer, du føler dig tryg ved? Din lærer kan hjælpe dig videre, og så står du ikke med problemet helt selv. Er der en lærer, du kan vise dit brev og mit svar til?
Hvis ikke du har lyst til at tale med en lærer eller din far eller en anden voksen omkring dig, kan du få anonym rådgivning hos din kommune. Du kan finde deres telefonnummer på din kommunes hjemmeside.
Du kan også få hjælp fra vores bisiddere til at få det sagt til kommunen. En bisidder kan være en rigtig god støtte for dig, hvis din familie skal have hjælp fra kommunen. Se her, hvordan vores bisiddere hjælper børn som dig
Endelig skal du vide, at der også er en organisation, der hedder TUBA, som hjælper unge som dig. I Tuba ved de rigtig meget om alkoholmisbrug i hjemmet. Og jeg ved, at der er mange unge, der føler sig hjulpet af de voksne derfra.
Som du beskriver det, har du flere gode venner og er altid glad i skolen. Det er godt at høre. Det er nemlig vigtigt, at du får et “frirum” for bekymringerne. Og det er godt at have, når man går igennem en tid, der er svær.
Der er mange derude, der både kan og skal hjælpe, så både du og din mor kan få det bedre. Du skal ikke gå og have det på den måde, du beskriver i dit brev. Jeg håber derfor, at du finder mod til igen at bede om hjælp. Det, at du har skrevet til os, viser mig, at du har modet i dig og gerne vil ændre situationen for både dig og din mor.
Og det tror jeg, at hun inderst inde vil blive meget glad for. For det betyder, at du holder af hende. Jeg ønsker du og din mor alt det bedste.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen.