Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Tanke vivel

Godt så, jeg ved virkelig ikke, hvor jeg skal starte. Der er så mange forvirrende tanker i mit hoved, og jeg kan slet ikke holde styr på det, men det er ikke det egentlige problem.

Problemet er, at jeg er ensom.
Jeg ved godt, at alle er ensomme, at alle er alene, for vi er kun os selv, ligemeget hvor mange venner vi har osv.
Og det virkede og så at tænke sådan i starten, men ikke længere.
Jeg er lige kommet ud af en depressiv periode, hvor jeg levede af angst og ensomheden.
Og nu er jeg bange for, at tingene vender tilbage. Men jeg ved bare ikke, om det er fordi, jeg har et crush, eller om jeg ærligt er ved at ryge tilbage.
Hen over mine 9 år i folkeskolen har jeg haft 4 crush, og de har allesammen været smertefulde. Men det her er nyt, jeg ved ikke, hvad der går af mig, men det gør utrolig ondt. Nogle dage føler jeg, at han er interesseret, andre dage er det som om, jeg bare er afledning fra de kedelige dage.
Samtidig med det går en hel del ting op for mig. Det går op for mig, at jeg vil ende alene, at mit arbejdsliv vil gå galt, og at jeg vil dø på gaden.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg ser sådan på tingene, for jeg er på ingen måde dårlig i skole eller med de fleste andre ting.
Egentligt er det måske tanke virvlen i mit hoved, der er problemet.
Gud jeg er så forvirret.

Jeg ved ikke om det gav nogen form for mening.
Hilsen Endnu en teenager med for mange tanker

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Mange tak for dit brev. Jeg synes, at det du skriver, giver rigtig god mening. Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig forvirret, og at du er bange for, at tingene vender tilbage. Derfor vil jeg gerne prøve at hjælpe dig lidt videre med dine tanker og din ensomhed.

For det første synes jeg, at det er meget imponerende, at du er kommet ud af en depressiv periode med angst og ensomhed. Det kan ikke have været særligt sjovt at være i.

For det andet tænker jeg, at det er super godt, at du deler dine tanker med BørneTelefonen, så du ikke skal gå og være forvirret og ensom helt alene. Det er der ingen, der kan holde til i længden.

Når du skriver, at du har haft 4 smertefulde crush gennem dine 9 år i folkeskolen, så lyder det utroligt hårdt. Det lyder heller ikke særligt rart, at du tænker, at du vil blive alene, at dit arbejdsliv vil gå galt, og at du vil dø på gaden. Jeg tror bestemt ikke, at det behøver at ende sådan.

Jeg får lyst til at fortælle dig, at du ikke er den eneste, der har det på den måde. Mange børn og unge går med en masse tanker og frygter, hvad der skal ske med deres liv i fremtiden. Prøv for eksempel at se det her brev fra en dreng: https://bornetelefonen.dk/brevkasse/oevrigt/tanker-9/.

Det er helt forståeligt, at du ikke ved, hvorfor du ser sådan på tingene. For som du selv skriver, er du på ingen måde dårlig i skolen eller til de fleste andre ting. Det er jo virkelig dejligt, at det går godt med det.

Men nogle gange kan man alligevel godt komme ind i en periode, hvor man føler sig ensom eller har mange triste tanker. Det sker for de fleste mennesker. Og så er det vigtigt, at man er opmærksom på det. Ligesom du er. Det er virkelig flot, at du er så god til at mærke efter i dig selv og gøre dig så mange gode overvejelser.

Men det er også vigtigt, at der bliver gjort noget ved det, når du har det dårligt. Det har du ret til at få hjælp til fra nogle voksne i dit liv.

Jeg tror, at det allerbedste du kan gøre er at tale med en voksen om det. Mon du ville kunne dele dine tanker og følelser med din mor eller far? Eller måske har du en anden voksen tæt på dig, som ville være bedre at tale med? Det kunne være en lærer eller en fra din familie.

Jeg ved godt, at det kan være rigtigt svært at tale om. Men de fleste børn og unge føler faktisk en stor lettelse, når de får fortalt nogen om deres følelser og tanker. Det kunne være, at du også ville have det på samme måde?

Du kunne for eksempel sige til personen: ”Jeg har en svær periode lige nu. Jeg har brug for, at du hjælper mig til at få det bedre” eller ”Jeg føler mig ensom for tiden, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Kan du hjælpe mig?”.

Hvis du synes, at det er for svært at starte en samtale, kan du også prøve at vise brevet og mit svar på brevet til den voksne. Så behøver du ikke selv at forklare, hvad du mener. Er det mon en bedre mulighed for dig?

Jeg tror på, at der er en vej ud af de triste tanker. Og derfor håber jeg, at du vil overveje at fortælle det til en sød voksen, så du kan få den hjælp, som du har ret til. Masser af kram fra BørneTelefonen til dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat