Kære pige på 14 år
Mange tak for dit brev. Jeg synes, at det du skriver, giver rigtig god mening. Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig forvirret, og at du er bange for, at tingene vender tilbage. Derfor vil jeg gerne prøve at hjælpe dig lidt videre med dine tanker og din ensomhed.
For det første synes jeg, at det er meget imponerende, at du er kommet ud af en depressiv periode med angst og ensomhed. Det kan ikke have været særligt sjovt at være i.
For det andet tænker jeg, at det er super godt, at du deler dine tanker med BørneTelefonen, så du ikke skal gå og være forvirret og ensom helt alene. Det er der ingen, der kan holde til i længden.
Når du skriver, at du har haft 4 smertefulde crush gennem dine 9 år i folkeskolen, så lyder det utroligt hårdt. Det lyder heller ikke særligt rart, at du tænker, at du vil blive alene, at dit arbejdsliv vil gå galt, og at du vil dø på gaden. Jeg tror bestemt ikke, at det behøver at ende sådan.
Jeg får lyst til at fortælle dig, at du ikke er den eneste, der har det på den måde. Mange børn og unge går med en masse tanker og frygter, hvad der skal ske med deres liv i fremtiden. Prøv for eksempel at se det her brev fra en dreng: https://bornetelefonen.dk/brevkasse/oevrigt/tanker-9/.
Det er helt forståeligt, at du ikke ved, hvorfor du ser sådan på tingene. For som du selv skriver, er du på ingen måde dårlig i skolen eller til de fleste andre ting. Det er jo virkelig dejligt, at det går godt med det.
Men nogle gange kan man alligevel godt komme ind i en periode, hvor man føler sig ensom eller har mange triste tanker. Det sker for de fleste mennesker. Og så er det vigtigt, at man er opmærksom på det. Ligesom du er. Det er virkelig flot, at du er så god til at mærke efter i dig selv og gøre dig så mange gode overvejelser.
Men det er også vigtigt, at der bliver gjort noget ved det, når du har det dårligt. Det har du ret til at få hjælp til fra nogle voksne i dit liv.
Jeg tror, at det allerbedste du kan gøre er at tale med en voksen om det. Mon du ville kunne dele dine tanker og følelser med din mor eller far? Eller måske har du en anden voksen tæt på dig, som ville være bedre at tale med? Det kunne være en lærer eller en fra din familie.
Jeg ved godt, at det kan være rigtigt svært at tale om. Men de fleste børn og unge føler faktisk en stor lettelse, når de får fortalt nogen om deres følelser og tanker. Det kunne være, at du også ville have det på samme måde?
Du kunne for eksempel sige til personen: ”Jeg har en svær periode lige nu. Jeg har brug for, at du hjælper mig til at få det bedre” eller ”Jeg føler mig ensom for tiden, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Kan du hjælpe mig?”.
Hvis du synes, at det er for svært at starte en samtale, kan du også prøve at vise brevet og mit svar på brevet til den voksne. Så behøver du ikke selv at forklare, hvad du mener. Er det mon en bedre mulighed for dig?
Jeg tror på, at der er en vej ud af de triste tanker. Og derfor håber jeg, at du vil overveje at fortælle det til en sød voksen, så du kan få den hjælp, som du har ret til. Masser af kram fra BørneTelefonen til dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen