Kære Dig
Tusind tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du har skrevet brevet, for så får du mulighed for at få nogle ideer. Jeg håber, at du vil kunne bruge ideerne.
Det lyder som om, det er en rigtig hård tid for jer alle sammen i familien, og det er helt naturligt, at du er rigtig trist for tiden. Jeg synes, det er sådan en fin måde, du beskriver det på, når du skriver, at din familie og dit hjem så småt triller ned ad bakke. Det giver et rigtig godt billede af, hvordan det er at være dig lige for tiden. Du spørger, hvad du kan gøre, og det fortæller mig, at du er en meget ansvarsfuld pige, der tænker på sin familie, og at du har mange gode stærke sider.
Jeg er sikker på, at dine forældre ikke har glemt din eksistens. Når man er en del af en familie, så kan man nogle gange opleve, at andre får mere opmærksomhed end én selv. Det skal der jo også være plads til, men det må ikke vare for længe og som barn skal man hele tiden føle sig elsket. Hvis det har været som du beskriver siden efteråret 2013, så kan jeg godt forstå, at du reagerer på det.
Jeg tænker også, at der lige nu sker noget vigtigt for dig, fordi du skal konfirmeres, og så mærker du det måske ekstra hårdt? Jeg er sikker på, at dine forældre inderst inde tænker på, at de godt ville have givet dig og din konfirmation mere plads. De føler sig sikkert presset af din søsters situation. Det er forståeligt nok, at de har det sådan, men det er også forståeligt, at du reagerer som du gør. Og det er godt, du reagerer.
Jeg tænker på, at der er flere problemstillinger i dit brev. Den ene problemstilling er, at du skal have planlagt din konfirmation, så du får en rigtig god dag. Jeg bliver nysgerrig efter, om der mon er en i familien, som kan hjælpe med konfirmationsforberedelserne? Er der måske en moster, en faster, en farmor eller en mormor? Det er selvfølgelig ikke det samme, som hvis det var dine forældre, men så ved du, at der sker noget, og at du ikke bliver glemt. Det kan måske også gøre dig mindre trist, at du kan snakke med, når de andre i klassen taler om konfirmationsforberedelser? Mon det kunne være en mulighed? Hvis du tænker, at det måske kan lade sig gøre, så kan du jo spørge dine forældre, hvad de tænker om den mulighed.
Selv om I finder en god løsning på planlægning af konfirmationen, så er alt jo ikke løst. Det lyder på mig, som om du føler med din søster. Det er sådan en fin måde, du forklarer, at hun tumler rundt med et hashmisbrug. Det fortæller mig, at du også drager omsorg for hende. Det er vigtigt, at dine forældre bliver klar over, at du savner deres opmærksomhed, også selv om du godt kan forstå, at de skal være der for din søster og hjælpe hende. Ved de mon godt, hvordan du har det, og at du føler, at du bliver trampet synder og sammen? Er de fx klar over, at du tænker på, at to af dine kjoler allerede er blevet lovet væk?
Jeg kan forestille mig, at det kan være svært at tale om, uden at I bliver sure på hinanden eller kede af det. Er det noget, du kan genkende? Nogle gange hjælper det, hvis der er en tredje part, som ikke er en del af problemet, der kan hjælpe med til at snakken bliver god. Er der mon nogen, der kan hjælpe med, at I kan få en god snak om det? Jeg bliver nysgerrig efter, om din søster har nogle professionelle, hun taler med? Det kan fx være nogen fra hospitalet eller nogle andre voksne, der hjælper folk der er i et misbrug. Hvis der er det, så vil de måske også kunne hjælpe jer? Når nogle i ens familie har det svært, så påvirker det ofte hele familien. Derfor sker det meget tit, at hele familien har brug for hjælp og i jeres tilfælde ikke kun din søster. Måske er det noget, du kan tale med dine forældre om?
Jeg tænker på, at det også kunne være godt for dig, at tale med én, som kun har fokus på dig. En som ikke er så optaget af, hvordan din søster har det, eller hvordan dine forældre klarer det, men en som hører på dig og hører på, hvilke tanker det sætter i gang i dig. Du har måske en god lærer, som du har særlig tillid til, og som du kan få hjælp fra? Det kan også være en forælder til en af dine veninder. Eller en træner eller en anden voksen, du kender fra dit fritidsliv.
Dit brev er et meget stærkt brev, som meget tydeligt viser, hvordan du har det, og hvilke tanker der rører sig i dig. Derfor tænker jeg på, at du kunne vise brevet til en voksen, som du har lyst til at tale med. Det gør det måske nemmere, at komme i gang med en snak og få vist, hvordan du har det. Nogle gange er det nemmere at bede folk læse noget man har skrevet end at skulle fortælle om sine følelser. Kender du mon det?
Der er jo også den mulighed, at du giver brevet til dine forældre. Hvis du har lyst, så kan du jo også vise dem svaret. Måske vil det være en god hjælp for dem, så de ser, at du også har brug for deres opmærksomhed. Hvis dine forældre har brug for det, er de meget velkomne til at ringe til ForældreTelefonen på 35 55 55 57, hvor der sidder rådgivere klar til at rådgive dem i forhold til jeres familiesituation.
Jeg har nu prøvet at give dig nogle forskellige ideer til, hvad du kan gøre. Det kan være, der en af ideerne, du gerne vil bruge, men måske mangler du gode råd til, hvordan du får det sat i gang. Det kan fx være, at du gerne vil tale med en lærer, men at du har brug for nogle råd om, hvordan du kan få det sagt højt. Hvis du har det sådan, så kan BørneTelefonen hjælpe dig på vej. Du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Jeg håber så meget, at du får sagt højt, hvordan du har det, så du kan få planlagt en fantastisk konfirmation, hvor du får lov til at være i centrum. Og så håber jeg selvfølgelig, at din familie kommer ovenpå igen.
De kærligste tanker og knus fra BørneTelefonen
