Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Stresset, frustreret, trist og alene

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 16 år. 

Jeg kan godt forstå, at du har svært ved at sove. Det er helt forståeligt, at man kan have svært ved at sove, når der er mange ting, der fylder. Der er nogle forskellige ting, du kan prøve, som måske kan hjælpe dig til at sove bedre. 

Du kan prøve at tage ud og løbe/gå en eftermiddagstur, med noget god musik i ørerne. En løbe/gåtur kan også hjælpe en til at koble lidt fra overfor alle ens tanker og samtidig gøre ens krop mere fysisk træt. En anden ting du kan prøve inden du går i seng, er at tage et stykke papir og en blyant frem. Så kan du skrive alle de ting ned, der fylder i dit hoved. Når du har skrevet det på papiret, skal du lægge papiret væk og dermed også lægge dine tanker væk. Det lyder lidt skørt, men det hjælper nogengange, så det kunne være et forsøg værd. Man skal nok prøve det nogle gange før det virker. Du kan tage et varmt bad og gå i seng og lytte til rolig musik. Det kan være musik med en rolig stemme, der guider dig i ro. 

I forhold til dit arbejde, så synes jeg heller ikke det er det værd.Tag følelsen alvorligt, for den bruger alt for meget af din gode energi. Hvis du føler, at du kan undvære pengene, så sig op. Du kan finde et andet arbejde som er bedre for dig. Det kan være i anden butik. Det kan også være, at du kan finde noget som bare er mere dig. Et sted hvor du forhåbentlig kan få nogle gode kollegaer og føle dig bedre tilpas. Prøv at skrive en liste over ting, som du synes er interressant og kig efter jobs, som kunne give dig det. 

Det kan tit være svært, hvis man føler nogen er tættere på hinanden i ens vennegruppe. Når det sker, er det helt naturligt, at man kan føle sig lidt udenfor. Jeg tænker det bedste vil være, hvis du kan lave nogle aftaler, hvor du er sammen med dem enkeltvis. Altså en dag hvor du er sammen med en af veninderne og en anden dag er du sammen med den anden. Det kan gøre det lidt nemmere, når I så alle sammen ses. Det lyder til, at der er flere piger i den venindeflok. Du kunne måske begynde på at se nogle af de andre lidt mere og komme tættere på dem. 

En ny hobby, som du selv skriver, kunne også være en rigtig god idé. Der er sikkert en ungdomsskole i den by du bor i. I en ungdomsskole er der en masse aktiviteter man kan gå til, eller forskellige slags kurser man kan tage. Det kunne måske være en idé, at finde ud af om der var noget der, som du kunne tænke dig at gå til. Det er i hvert fald en mulighed for at få en anerledes hobby og for at være sammen med andre unge mennesker. 

Det lyder ikke særlig rart, at du ikke kan tale med din kæreste om følelser, på den måde, du gerne ville. Hvis du har mod på det, så kunne du måske snakke med ham om nogle af de andre ting, der fylder hos dig lige nu. F.eks, det med dine veninder og det med dit arbejde. Måske han også kan hjælpe dig lidt igennem denne svære periode og måske vil det bringe jer tættere på hinanden igen. Det kan være det er nemmere for ham at tale om de ting?

Det er helt naturligt, at du kan bryde sammen over små ting for tiden. Det gør man meget nemt, når man har en lidt svær periode og nattesøvnen driller. Jeg håber, at du kan bruge nogle af alle mine råd. En god idé kunne også være at snakke med dine forældre om de ting, du har skrevet om. Det kan altså nogen gange være rigtig rart, at få lettet hjertet med alle de ting, man går og tænker på. Måske det har hjulpet lidt at skrive herind. 

De bedste hilsner fra BørneTelefonen.

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat