Kære pige på snart 12 år
Mange tak for dit brev. Jeg synes ikke dit brev er for langt, og jeg synes, at det er rigtig godt, at du har skrevet til Børnetelefonen. Du skriver, at du føler dig udenfor i din venindegruppe på fire. Det gør dig meget ked af det, at de laver ting sammen uden at invitere dig. Det kan jeg virkelig godt forstå, at du bliver ked af.
Alle mennesker har brug for at føle sig som del af et fællesskab. Det er vigtigt at have nogen, som man føler sig tæt på, og nogen man kan have det godt sammen med. Når man føler sig som en del af en gruppe, men fornemmer, at man bliver valgt fra, så bliver man selvfølgelig ked af det.
For nogen kan det være svært at tale om, fordi man føler sig forkert og anderledes med sin følelse af at være udenfor. Derfor er det også rigtig stærkt, at du har skrevet til os. Her på Børnetelefonen får vi rigtig mange breve, der handler om at føle sig udenfor. Det kan måske være rart for dig at vide, at det er en følelse, som rigtig mange børn får på et eller andet tidspunkt.
Du fortæller, at I er en gruppe på fire piger. Og jeg tænker, at I måske før har gjort ting sammen alle fire. Du fortæller også, at du netop er stoppet til elitesvømning. Jeg kommer til at tænke på, om du plejede at have travlt med svømning? Nu har du ikke så travlt mere og meget bedre tid til veninderne. Har de mon opdaget det? Hvis de har været vant til, at du ikke havde tid, fordi du skulle til svømning, så skal de måske også lige vænne sig til, at du nu kan være meget mere sammen?
Det kræver stort mod at sige, at man føler sig udenfor. Du har vist mod ved at skrive det i dit brev. Kunne du mon have mod på at vise dit brev til en af dine veninder? Måske hende, som er din bedste veninde? Måske ved de slet ikke, hvordan du har det.
Nu ved jeg ikke, hvilken slags forældre du har. Men hvis du taler godt med dem, så kunne du måske også vise dem dit brev, så de bedre kan forstå, hvad du tænker på. Det kan være, at dine forældre undrer sig over, at du nogen gange virker trist. Måske har dine forældre også andre ideer til, hvad du kan gøre.
Jeg håber du finder en vej til at få talt om din følelse af at være udenfor. Du har allerede taget det første skridt ved at skrive om det til os. Du er altid velkommen til at kontakte os igen, hvis du har mere, du gerne vil tale eller skrive om.
Kærlig hilsen Børnetelefonen