Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skal klare mig selv som om jeg var voksen

Hej alle sammen.

Jeg er en pige på 13 år. Min mor er altid meget træt når hun kommer hjem fra arbejde, og lægger sig i seng og sover med det samme, lige indtil mig og min yngre søster selv skal i seng. Så vi ser ikke meget til hende.

Min far arbejder hele tiden og er altid stresset. Han er landmand, så han har ikke sådan et arbejde fra 8 til 4 agtigt. Han har ALDRIG fri. Derfor føler jeg at jeg er helt alene.

Vores hus roder, og min lille søster lider af en slem sygedom med hendes hud der gør hende psysisk udmattet og fysisk har hun det forfærdeligt. Hun græder altid..

Jeg må tit selv lave aftensmad til hende og mig og jeg føler bare jeg står I lort til halsen helt alene.

Jrg elsker mine forældre og de elsker os, men vi var ved at gå konkurs for nogle år siden og vi har næsten ingen penge tilbage så De er bare nød til at arbejde og arbejde og arbejde, og når ikke de arbejder er de trætte og så bliver de sure af udmattelse og i det hel taget er her altid en dårlig stemning..

Jeg føler mit liv er lort.. Nogle der har nogle råd?? Idk…

Tak hvis du læste mit ufatteligt lange brev..

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Jeg kan godt forstå, at du føler dig alene, for det ansvar, som er lagt på dine skuldre er for stort! Der er ingen tvivl om, at du elsker dine forældre. Det kan man mærke i dit brev - og det er også dejligt, at du ved, at dine forældre elsker dig, selvom de har meget travlt. 

Men det er ingen ”undskyldning”. Man kan have travlt i kortere perioder, men hvis det strækker sig over en længere periode, skal der gøres noget ved det. Derfor er det godt, at du tager første skridt og skriver herind. 

Mon du har talt med dine forældre om det? Hvis ikke, vil jeg anbefale dig, at du tager en snak med dem og fortæller dem, hvordan du har det. Du kan jo sige, at det er hårdt at se, hvordan de bruger så meget tid på at arbejde. Og så kan du fortælle dem, at du savner dem.  At du og din søster også har brug for at være sammen med dem.

Jeg vil også råde dig til at tale med en anden voksen om det. For det lyder til, at I også kunne have glæde af at få lidt hjælp udefra. Vil du fx kunne vise din lærer dit brev og mit svar? Eller er der en pædagog, du godt kan lide at tale med? Eller en af dine veninders forældre? Ofte er det nogle små ændringer, der kan gøre store forskelle for en families hverdag. Men indimellem har man brug for, at der er nogle andre, der hjælper "på rette vej". Den hjælp kan man få blandt andet fra sin kommune. Det kunne være økonomisk hjælp, så dine forældre ikke skal arbejde så meget. Eller det kunne være noget hjælp i huset. Og noget hjælp og støtte til dig og din søster.

Når man har økonomiske problemer, som dine forældre oplever, så kan man godt blive rigtig presset. Og det lyder til, at din mor faktisk ikke har det så godt. Selvom hun arbejder meget, så skulle hun gerne have overskud til at være sammen med jer piger også. Derfor synes jeg, det er meget vigtigt, at I og hun får noget hjælp. 
 
Når man er 13 år, kan man sagtens have nogle pligter derhjemme. Måske skal man indimellem lave mad eller gøre lidt rent, men det er aldrig barnets ansvar at sørge for, at fx ens søster får mad. Det er altid forældres ansvar! Det er vigtigt, at du ved det. 

Jeg er sikker på, at I med den rette hjælp vil kunne få mere overskud i familien. Når det overskud begynder at komme tilbage, så kunne I lave nogle aftaler om, hvordan I får mere familietid med din far, selvom han må arbejde meget som landmand. Måske kan I lave aftensmad sammen et par gange om ugen? Det er en god måde at lave noget sammen på, samtidig med, at man kan få talt om ens dag. 

Her på BørneTelefonen vil vi meget gerne hjælpe dig videre. Du vil også kunne få det, der hedder en bisidder fra BørneTelefonen. En bisidder er en voksen, der hjælper en med at få hjælp fra kommunen. Bisidderen er barnets støtte og hjælp. Du er meget velkommen til at ringe til os på 116111. Så vil en rådgiver tale med dig om, hvordan din familie kan få hjælp, og hvad en bisidder kan gøre for dig. 

De varmeste hilsner
BørneTelefonen

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat