Brev

Sidste forsøg

OBS: Navn er fjernet af hensyn til afsenderens anonymitet.

Kære børnetelefon.

Jeg er en pige på 16 år.

Jeg ved i får 1000 breve hver dag, jeg ved at jeg selv har sendt mange. Jeg spørger altid om hjælp hvor den kan findes. Men jeg er ved at tabe mit mod. For det bliver ikke bedre derfra hvor jeg står. Jeg har været til psykolog, læge, går til psykiater? Men jeg har hverken depression eller angst. jeg blev afvist af hovedstadens psykiatriske afdelling.

Dog har jeg stadig siden jeg var 9 haft det utroligt svært. Jeg har dage, hvor alt er okay, og hvor ting egentlig er ok under kontrol. Men så en dag eller flere, dog måske også kun få minutter, ramler alt om mig.
Jeg har cuttet, flere gange, overvejet hvorfor jeg ikke bare skulle slå mig selv ihjæl?

For åbenbart er intet galt med mig. Men jeg er bare ikke glad, jeg bliver bare ikke gladere.

Min kæreste kan hjælpe i få sitationer, men han vil have mig til at udelukke alle mine triste følelser, ignorere alt ? Og det er så svært.. jeg kan jo sagtens siger jeg prøver men jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal prøve? jeg bliver bare ikke glad. Jeg lover ham jeg får det bedre, og at jeg vil prøve, men efter en uge overtænker jeg det hele igen og tror min verden er ved at gå under.

Tanken om egentlig at ende det hele bliver stående. Men at skade mig selv er slået ud, for han ville ikke kunne tage det mere. Han vil gerne hjælpe.. Men han kan jo ikke. Min psykiater kan ikke se nogle psykiske fejl hos mig, min læge så alt, depression, angst og personligheds forstyrrelser? Min mor ser hendes ødelagte datter det ikke engang vil sit eget liv mere?

Men ingen kan hjælpe mig.

I april var mit første trin til at få det bedre ved at gå til lægen og fortælle min mor alt. Vi fandt en psykiater men hun vil slutte forløbet fordi hun ikke ser behov, og jeg ved heller ikke hvad jeg skulle snakke om? Der er jo intet galt?

Måske er jeg bare, kronisk ulykkelig? Kan man det? For det vil jeg altså ikke være!

Jeg vil jo være glad. Men det er så svært? jeg tror ikke det bare er teenage forvirring der har fået mig til at ville give op på mit liv.

Men hvis lægerne siger jeg er rask? Hvad muligheder har jeg? Jeg prøvr at få tanker væk ved at gå til ting, gå i skole, arbejde? men når jeg har 5 min alene går alt ned?
jeg kan gå alene rundt i mit hus og råbe og skrige og græde?
”HVORFOR ER DU KED AF DET!” ”HVAD ER DER GALT!” ”STOP DET? HOLD NU OP, PLEASE LAD MIG VÆRE…”

Jeg har intet tilbage?

Jeg kan ikke huske en lykkelig barndom, eller familie minder?

Jeg har aldrig i mit liv haft en ven efter 9 års mobning og misbrug af min klasse. Mine forældre kunne intet gøre selvom de ville.
jeg føler mig svigtet af verden, ikke min familie, men af verden. Jeg har tilbragt hele min barndom med at opsøge de voksne der gad mig? pædagoger, familiens venner, lærere og andre.
Børn var onde. Og de ville ikke have mig.

Jeg har ingen realitet om hvordan jeg skal begå mig blandt mennesker! Jeg snakker endten for meget, eller for lidt, ser altid sur ud og er åbenbart mærkelig.
Jeg passer ikke ind.
og jeg er TRÆT af det. Jeg er simpelthen træt.

Og i kan ikke hjælpe mig? Min psykiater kan ikke hjælpe mig. Hvem kan? For jeg er bare kronisk ked af det. Og det er ikke i orden.

Jeg blev ØDELAGT som lille. Og det ikke fair. Intet barn skal vokse op og hade sig selv som jeg gjorde. Jeg HADEDE mine forældre for at skabe mig. det ikke fair

Pige, 16 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år,

Mange tak for dit ærlige brev.

Du går rundt med nogle svære og tunge tanker og følelser, og det lyder som om, du har gjort det i meget lang tid. Det er så stærkt af dig, at du i april åbnede op til din mor og gik til lægen. Det kræver altså styrke at åbne op om noget, der er så svært. Så selvom du lige nu er ked af det – så er du også stærk!

Når man læser dig brev, er man slet ikke i tvivl om, at der er nogle svære tanker og følelser hos dig. Som du skal have hjælp til. Desværre føler du ikke, at du har fået den rette hjælp endnu. Har du mon talt med nogen om at prøve en anden psykiater?

Det kan være hårdt at skulle ”starte forfra” hos en ny, så jeg kan godt forstå, hvis den første tanke hos dig er, at du ikke kan overskue det. Men nogle gange kan det være nødvendigt at snakke med en anden person. Måske snakker I ikke så godt sammen, du og psykiateren? Måske har psykiateren ikke været så god til at forstå dig eller tage fat på de emner, der fylder mest hos dig?

Det er ikke altid, at man ”klikker” og får taget fat i de ”rigtige” ting med den første psykiater, man snakker med. Vil du derfor kunne snakke med din mor om, at din psykiater simpelthen ikke kan hjælpe dig med at få det bedre? Og at du har brug for at tale med en anden?

Jeg synes, dit brev er så godt skrevet. Man får en helt klar fornemmelse af, hvad du går og kæmper med – og at du kæmper. Ville du kunne vise dit brev til din mor, din læge og en psykiater? Hvis du får en ny psykiater, kan du måske vise brevet til ham/hende?

Det er ikke altid, at man selv kan sætte en finger på, hvorfor man har det, som man har det. Og hvorfor man føler sig ked af det. Det er helt OK, at man ikke kan det. Det er faktisk blandt andet det, en psykiater kan hjælpe dig med at finde ud af; Hvorfor, du har det, som du har det og hvordan, du kan få det bedre.

Det lyder dog som om, du har haft en rigtig svær skolegang med meget mobning. Og det er slet ikke underligt, hvis det har påvirket dig og stadig sidder i dig. Det er netop sådan noget, du skal have hjælp til at komme over. Og du kan få det godt (det er der ingen tvivl om!), men det kan godt kræve noget tid og den rigtige hjælp.

Næste skridt kan derfor være, at du taler med din mor om det hele igen. Og beder hende gå med dig til lægen endnu engang, så I kan finde ud af, hvilken hjælp, du kan have glæde af, nu hvor din psykiater ikke kan hjælpe dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste.
Med kærlige hilsner
BørneTelefonen

På vej til depression?

Udveksling og hjemve

Flere breve om Ensomhed

"det kender jeg godt" få gode råd fra panelet

Om at føle sig udenfor i vennegruppen, og ikke blive inviteret med til ting.

podcast

lyt til afsnit

"alene" hør andres fortællinger

Hør sanger Karl William og 14-årige Valdemar fortælle om at føle sig udenfor og ensomhed.

podcast

lyt til afsnit

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Læs mere her

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.