Sidste forsøg

OBS: Navn er fjernet af hensyn til afsenderens anonymitet.

Kære børnetelefon.

Jeg er en pige på 16 år.

Jeg ved i får 1000 breve hver dag, jeg ved at jeg selv har sendt mange. Jeg spørger altid om hjælp hvor den kan findes. Men jeg er ved at tabe mit mod. For det bliver ikke bedre derfra hvor jeg står. Jeg har været til psykolog, læge, går til psykiater? Men jeg har hverken depression eller angst. jeg blev afvist af hovedstadens psykiatriske afdelling.

Dog har jeg stadig siden jeg var 9 haft det utroligt svært. Jeg har dage, hvor alt er okay, og hvor ting egentlig er ok under kontrol. Men så en dag eller flere, dog måske også kun få minutter, ramler alt om mig.
Jeg har cuttet, flere gange, overvejet hvorfor jeg ikke bare skulle slå mig selv ihjæl?

For åbenbart er intet galt med mig. Men jeg er bare ikke glad, jeg bliver bare ikke gladere.

Min kæreste kan hjælpe i få sitationer, men han vil have mig til at udelukke alle mine triste følelser, ignorere alt ? Og det er så svært.. jeg kan jo sagtens siger jeg prøver men jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal prøve? jeg bliver bare ikke glad. Jeg lover ham jeg får det bedre, og at jeg vil prøve, men efter en uge overtænker jeg det hele igen og tror min verden er ved at gå under.

Tanken om egentlig at ende det hele bliver stående. Men at skade mig selv er slået ud, for han ville ikke kunne tage det mere. Han vil gerne hjælpe.. Men han kan jo ikke. Min psykiater kan ikke se nogle psykiske fejl hos mig, min læge så alt, depression, angst og personligheds forstyrrelser? Min mor ser hendes ødelagte datter det ikke engang vil sit eget liv mere?

Men ingen kan hjælpe mig.

I april var mit første trin til at få det bedre ved at gå til lægen og fortælle min mor alt. Vi fandt en psykiater men hun vil slutte forløbet fordi hun ikke ser behov, og jeg ved heller ikke hvad jeg skulle snakke om? Der er jo intet galt?

Måske er jeg bare, kronisk ulykkelig? Kan man det? For det vil jeg altså ikke være!

Jeg vil jo være glad. Men det er så svært? jeg tror ikke det bare er teenage forvirring der har fået mig til at ville give op på mit liv.

Men hvis lægerne siger jeg er rask? Hvad muligheder har jeg? Jeg prøvr at få tanker væk ved at gå til ting, gå i skole, arbejde? men når jeg har 5 min alene går alt ned?
jeg kan gå alene rundt i mit hus og råbe og skrige og græde?
”HVORFOR ER DU KED AF DET!” ”HVAD ER DER GALT!” ”STOP DET? HOLD NU OP, PLEASE LAD MIG VÆRE…”

Jeg har intet tilbage?

Jeg kan ikke huske en lykkelig barndom, eller familie minder?

Jeg har aldrig i mit liv haft en ven efter 9 års mobning og misbrug af min klasse. Mine forældre kunne intet gøre selvom de ville.
jeg føler mig svigtet af verden, ikke min familie, men af verden. Jeg har tilbragt hele min barndom med at opsøge de voksne der gad mig? pædagoger, familiens venner, lærere og andre.
Børn var onde. Og de ville ikke have mig.

Jeg har ingen realitet om hvordan jeg skal begå mig blandt mennesker! Jeg snakker endten for meget, eller for lidt, ser altid sur ud og er åbenbart mærkelig.
Jeg passer ikke ind.
og jeg er TRÆT af det. Jeg er simpelthen træt.

Og i kan ikke hjælpe mig? Min psykiater kan ikke hjælpe mig. Hvem kan? For jeg er bare kronisk ked af det. Og det er ikke i orden.

Jeg blev ØDELAGT som lille. Og det ikke fair. Intet barn skal vokse op og hade sig selv som jeg gjorde. Jeg HADEDE mine forældre for at skabe mig. det ikke fair