Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvom jeg har venner, føler jeg mig enormt ensom

Hej

Jeg er en pige på 15 og går i 9. Klasse. Jeg har altid haft en masse venner, med en kæmpe omgangskreds, men nu her hvor jeg er startet i 9. Klasse, føler jeg at mine venner forsvinder mere og mere. Der er aldrig nogle af mine venner der skriver til mig mere, og spørg om vi skal lave noget.

Jeg bliver aldrig inviteret med mere, hvis nogle af mine venner har planer, og jeg føler mig generelt bare overset. Jeg synes også nogle af de ting mine venner fortager sig er noget jeg ikke rigtig gider, og derfor ikke tager med. Og det får mig også til at tænke om jeg overhovedet har nogle rigtige venner, da ingen gider være sammen med mig, tænker på mig eller laver ting jeg gider lave.

Jeg forstår egentlig ikke hvad der er sket, men jeg har her på det sidste også haft rigtig meget angst, hvilket gør at jeg har haft svært ved at gå ud og gøre ting. hvilket jeg også føler påvirker mine venner så de ikke gider at være sammen med mig.

Jeg føler mig derfor rigtig ensom, da jeg har følelsen af at hele verden kører rundt i et kredsløb som jeg ikke er en del af, og det kan få mig til hver evigt eneste at være rigtig ked af det. Er det mig der gør noget forkert?

Fra mig

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15

Tak for dit brev, hvor du på en rigtig fin måde beskriver en følelse, som jeg tror, rigtig mange andre unge kan genkende. Det er på ingen måde nogen rar følelse. Og jeg vil rigtig gerne give dig nogle idéer, du kan overveje.

Du slutter dit brev med at spørge, om du gør noget forkert. Og det gør du slet ikke. Som du skriver, har du kæmpet med angst. Og det kan godt påvirke, hvad du har overskud til at lave sammen med dine venner. Det kan fx være, at du har det svært, hvis det er et sted, hvor der er for mange mennesker, du ikke kender?

Jeg har snakket med andre børn og unge, der har haft angst. Og de har fortalt mig, at det kan være rigtig svært at fortælle andre om angsten – og derfor er der mange, der vælger at gå alene rundt med angsten. Men angst er jo en helt naturlig ting, som rigtig mange kender – og slet ikke noget at skamme sig over.

Derudover sker der rigtig meget, når man er i din alder. Vennegrupper som tidligere har været meget faste kan pludselig ændre sig, fordi folk får nye interesser. Nogle begynder måske at få kærester, mens andre slet ikke føler behov for det endnu. Det kan også være at flere begynder at få andre ting de gerne vil lave i fritiden end før. Og på den måde er det tit sådan at tidligere venskaber pludselig kan virke anderledes. Giver det mening?

Ved dine venner, at du kæmper med angst? Hvis de ikke ved det, kunne det måske være en god idé at fortælle det til nogle af de venner/veninder, du synes er tættest. På den måde kan de nemmere forstå, at når du siger nej til at lave en ting sammen med dem, er det ikke, fordi du ikke vil. Men at det er din angst, det handler om. Og samtidig kunne de måske en gang imellem sammen med dig finde på nogle ting at lave, hvor du er mere tryg?

Jeg tror også, at det er vigtigt, at de voksne omkring dig kender til angsten. På den måde kan de nemmere støtte dig i hverdagen, hvis det bliver lidt svært. Og måske hjælpe og støtte, så du kan være med i så mange ting som muligt.

Derhjemme vil dine forældre måske kunne støtte dig. En ide kunne være at invitere nogle af dine venner til en hyggelig eller sjov dag hjemme hos dig, hvor I laver noget sammen, som du også har det godt med?

I skolen kan det også være rigtig godt, hvis nogle af lærerne kender til angsten. Så ved de lidt mere om, hvad der sker, hvis du siger nej til noget. Og de kan lettere støtte dig til at være med alligevel – på en måde, du har det okay med.

Nogle gange kan ens læge også hjælpe, når man har angst. Lægen kan måske henvise til et sted, hvor du sammen med nogle andre kan arbejde med angsten, så den kommer til at fylde mindre og mindre. Måske kunne du overveje at bestille tid hos lægen, hvis du ikke allerede har været der? Og måske kunne du tage en af dine forældre med, så I sammen kunne tale med lægen, om hvilke muligheder der er.

Jeg håber, du har fået lyst til at overveje nogle af mine idéer. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111. Du kan også se lidt flere råd og breve fra andre unge på vores hjemmeside her.

Kærlig hilsen BørneTelefonen 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat