Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Særligt Sensitiv – Overstimulering?

Hej BB.

Jeg er en pige på snart 13 år, som siden jeg blev født har været meget følsom.

Da min mor havde en depression (som varede fra da jeg var omkring 2-3 år til 6 år), kunne jeg mærke det.

Jeg lagde tit min hånd på hendes skulder og aede hende lidt, da jeg kunne fornemme hendes tristhed. Jeg har altid haft nemt ved at fornemme hvordan folk har det.

Anyways, Her de sidste år, har jeg gået hos en coach, som skulle hjælpe mig med min følelse af ensomhed. Vi fandt frem til at jeg var særligt sensitiv, hvilket jeg ikke synes er særlig fedt. Jeg går ikke hos coachen mere, jeg stoppede sommerferien 2016, da jeg fik det bedre… tror jeg.

Nå, men her for tiden har jeg bare været ret træt, og haft lyst til at græde da jeg kom i seng. Jeg har følt, at jeg har været for meget social, og kan ikke engang overskue at skulle skifte til nattøj.

Jeg har også problemer med søvn, da jeg ofte vågner om natten uden grund, og falder sent i søvn.

Efter en skoledag på 6,5 til 7 timer, er jeg træt og har bare lyst til at være alene. Jeg sætter mig normalt ind ved computeren og spiller et spil, ellers så ser jeg en serie på Netflix.

Jeg kan mærke på mine forældre at de ikke er så vilde med, at jeg er så asocial, men jeg har ikke overskud til at tale med nogen, og når vi skal spise aftensmad siger jeg ikke så meget, i frygt for at begynde at græde.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved alt det her, for jeg kunne godt tænke mig at få mere overskud til pligter og familie og venner.

Hilsen en frustreret pige.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på snart 13 år!

Jeg tror på, at du kan få mere overskud til pligter og familie og venner. Jeg tror på, at det er i orden at bede om hjælp til at nå sine mål. Og jeg tror på, at vi er forskellige og at vi hver især er okay, som vi er. 

At du er særligt sensitiv og har nemt ved at fornemme, hvordan andre har det, er et personlighedstræk, som du har sammen med mange andre. Det kræver megen energi, at være social sammen med andre. Hjernen er på et stort arbejde, når vi er sammen med andre fordi der er så mange indtryk, som vi skal bearbejde og orienterer sig efter.

Alle hjerner har brug for pauser ind imellem - og dermed også din hjerne. Hvordan mon det vil være for dig, hvis du ser det fra dén vinkel?

Jeg tror på, at dine forældre holder meget af dig og vil gøre alt, hvad de kan for at støtte dig, så du kan have det godt og have overskud til din skole og venner og mange andre ting. Dine forældre kan bedst støtte dig, hvis de véd, hvordan du har det og de kan bedst støtte dig, når I sammen undersøger, hvad der kunne føles hjælpsomt for dig.

Du kan nok høre, at jeg foreslår, at du taler med dine forældre om de tanker, du gør dig og at I sammen undersøger hvad, der kunne føles hjælpsomt for dig lige nu. At få hjælp og støtte, er ikke ligesom at trykke på en knap og vupti, så er man i mål. At få hjælp og støtte er en proces.

Det vil sige, at du skal give dig selv tid og plads til at finde ud af, hvad der virker godt for dig. Det er muligt, at det vil virke hjælpsomt for dig, at have en samtalepartner i din proces. Du har erfaring fra coachen og véd, om det måske kunne være en hjælp igen? Eller om det kunne være rart, at prøve noget andet? 

Det er muligt, at der findes nogle tilbud på din skole, gennem din læge eller andre steder i din kommune, som kunne være gode for dig. Det kan du og dine forældre undersøge sammen.

Det kan være, at det under alle omstændigheder, kan være godt, at din skole ved hvordan du har det. Det er sådan, at man på skolen skal tage hensyn til den enkelte elevs behov. Det betyder, at de måske kan hjælpe dig med, at få lidt pauser eller ro over på skolen. Flere børn og unge har det som du. Derfor kan det sagtens være, at de voksne på skolen, har gode råd, som de har prøvet før.

Hvis du tænker, at det er svært at tage hul på en snak med dine forældre om dette, kan du overveje at vise dem dit brev til os og mit svar tilbage til dig. For i brevet her, er du bare så godt til, at beskrive hvordan det er for dig, og hvordan det opleves. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Det er muligt, at du og dine forældre finder på andre idéer, der er meget bedre. Det er helt okay. Jeg ønsker dig i hvert fald masser af held og lykke med at få det godt!

Mange hilsner fra BørneTelefonen.

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat