Præget af ensomhed.
Hej Børnetelefonen,
jeg har haft det her problem siden jeg var tolv år og nu går det mig virkelig meget på. Da jeg var tolv år (Gik i femte) Var jeg vær dag sammen med en som hed E. (Bedste veninde), E. skulle dog flytte over til sjælland fra fyn. Jeg blev virkelig ked af det og græd mig tit i søvn.
Efter det ringede vi sammen og alt muligt. Jeg kunne ikke andet end at tænke på hende i skolen da alt mindede om hende. Jeg var mere trist og var ikke sammen med de andre så meget. Så da jeg kom over det (Dog ikke helt) ville jeg prøve at tage mig sammen til at være sammen med de andre igen. Men det føltes bare helt forkert, min lyst er væk og det er deres tydeligvis også for mig.
De ignorrer mig tit. Jeg prøver at byde ind men de lytter ikke. Jeg blev endnu mere trist og mistede min selvtillid. I mine fridage og efter skole er jeg aldrig sammen med nogen, jeg er for det meste inde på mit værelse og snakker med E. via. skype.
Når jeg kommer i skole er jeg hele tiden nedtrykt da jeg ikke stoler rigtigt på nogen. Jeg har ikke rigtigt nogle veninder da der er ingen jeg kan stole på, sige hemmeligheder til, grine med, være glad for at være sammen med og i det hele taget at være venner med.
Min lærer og min mor har engang skrevet sammen om mine problemer i skolen, min mor har spurgt om skoleskift men det er jeg for bange til at gøre da jeg er bange for jeg heller ingen kan blive venner med. Og min lære har budt ind til et fritids sted for ensomme piger men det siger mig intet.
Vær gang jeg skulle i skole var jeg enten sur eller trist. Når jeg kom hjem fik jeg altid spørgsmålet ” Hvordan har din dag været?” Jeg svarer altid. ”God..” Men jeg for lyst til at sige af helvede til.. Jeg har haft det sådan her i snart to år nu.
Jeg ved i ikke særlig meget kan hjælpe men jeg vil bare have min selvtillid op og køre igen.. Hilsen den ensomme pige..