Brev

passer ikke ind nogen steder

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Dreng på 17 år,

Tak for dit meget ærlige brev. Det er godt, du har skrevet og dejligt at læse, at du har delt din bekymring med dine forældre. Det gør tingene meget lettere at bære, når man kan tale med andre om det. Og selvom dine forældre kan have svært ved at komme med en god løsning til dig, så kan de altid støtte dig og vise dig omsorg. 

Det er dejligt, at du er så glad for dit arbejde, men jeg kan godt forstå, at du også har brug for noget tid med nogen på din egen alder. Du skriver, at du skal være til rådighed 24 timer i døgnet. Kunne det tænkes, at du fik snakket med din arbejdsgiver om, at du også har brug for noget tid til at kunne gå til aktiviteter eller tage noget skolegang ved siden af dit arbejde? Jeg tænker, at det kun er rimeligt, at du har fritid og ferie ligesom alle andre, der har fuldtidsarbejde.

For jeg tror nemlig, det er vigtigt, at du får samlet dit mod og får meldt dig til nogle aktiviteter, hvor du kan møde andre på din alder. Du har også selv tænkt den tanke, men synes ikke rigtig, du kan finde en aktivitet, der passer dig. Men måske er det ikke helt så vigtigt lige nu, om det er en aktivitet, du er helt vild med. Vigtigere er det nok, at du sørger for, at komme i nogle situationer, hvor der også er andre unge. Lad dig ikke bremse af, at du er genert. Det er de fleste, der starter på noget nyt.

Jeg vil foreslå, at du og dine forældre sammen kigger på, hvad der er af ungdoms-, sports- og fritidstilbud i din kommune. Er der noget af det, du kunne melde dig til? Ring også til din kommunes ungerådgivning – nummeret finder du på kommunens hjemmeside og tal med dem om, dine muligheder. Du kan ringe anonymt.

Overvej også om der er nogle rejser for unge, du kunne tage med på. Fx i efterårsferien. For selvom du arbejder meget, har du ret til også at holde ferie. 

Det er rigtig godt, at du handler på din følelse af ensomhed nu. Jeg håber derfor, at du får taget mod til dig og får opsøgt nogle ungdomsaktiviteter og får dig nogle gode venner. 

De bedste hilsener fra BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat