Overreagerer jeg?
Hej,
Jeg går i 9. klasse og i skolen går tingene egentlig ganske godt. Dog føler jeg at mit hovede hader mig, og gør alt hvad det kan for at gøre mig ondt.
Jeg tror at jeg har en depression.
Jeg kan sove i 11 timer og stadig føle mig træt, jeg er hele tiden udmattet, jeg føler mig overflødig.
Jeg føler helt reelt at ingen i verden tænker på mig, og at jeg er spild af plads. Mine forældre foretrækker min lillebror, og jeg har problemer med at få ros.
Hvis jeg får et kompliment får jeg det næsten helt dårligt fordi jeg ikke ved hvordan det er normalt at reagere.
Jeg føler også jeg har problemer med at stole på folk.
Alle er efter mig, alle taler sammen bag min ryg. Hvis nogen griner i klassen er det af mig, hvis nogen hvisker, er det fordi at /jeg/ ikke må høre det.
Jeg har den overbevisning at hvis jeg lukker nogen rigtigt ind i hvad der foregår i mit hoved, så vil de dolke mig i ryggen og bruge det som sladder.
Og jeg ender med at sidde og græde på mit værelse fordi jeg er bange for at de få venner jeg har vil forlade mig, fordi jeg ikke er god nok.
Og jeg føler virkelig ikke at jeg er god nok, og samtidigt med det er jeg så utrolig bange for at skuffe folk.
Hvis jeg laver noget forkert bryder jeg nærmest helt sammen, og jeg husker stadig en gang i 2. klasse hvor jeg prøvede at hjælpe en dreng med at stave, og derefter fik skæld ud af læreren fordi at han virkelig prøvede, da han var ordblind. Den scene spiller i mit hoved et par gange om ugen hvilket ikke er særlig rart.
Jeg har på en eller anden måde fået den overbevisning at mit liv bare er en løgn, et show som andre ser med på, en mulighed for at andre kan grine lidt af mig.
Når jeg kigger rundt i mit værelse ser jeg massere af steder hvor der kunne være placeret kameraer der optager alt hvad jeg gør – Lidt ala The Truman Show.
Og når det sker føler jeg mig virkelig utilpas, for det kunne egentlig godt være. Måske. Jeg tror også det er derfor jeg er bange for at åbne op for folk. Hvis det bliver filmet og delt med hele verden alligevel så har jeg sgu ikke lyst til at sige noget overhovedet.
Det er meget vigtigt for mig, hvad folk synes om mig.
Hvis nogen ikke kan lide mig, er det min skyld. Hvis nogen er skuffede, er det min skyld. Hvis nogen er kede af det, og jeg har talt med dem samme dag, så er det helt sikkert min skyld. Og jeg er virkelig bange for at der sker noget, som vil være min skyld.
Jeg er meget stille i skolen, selvom jeg godt kan virke højlydt (grine for det meste) men folk er alligevel ligeglade med mig, så det er vel ligemeget hvad jeg gør i skolen. Det er bare endnu en maske.
Derhjemme, når mine to brødre er hjemme, har jeg er ny maske. En smule udmattet, doven.
Når mine forældre kommer hjem bliver jeg en smule mere anspændt og er lettere til tårer.
Når jeg sidder med min computer og skyper med de eneste 6 venner jeg har i hele verden, er jeg glad, problemfri, hjælpende og positiv.
Og når vi lægger på og jeg ligger i min seng og hører musik, ligger jeg helt uden følelser, føler nærmest igennem sangen, som om der ikke er mere af mig tilbage.
Jeg ved ikke hvordan jeg er, bag alle maskerne. Jeg ved ikke hvem jeg er, jeg aner ikke hvad jeg vil være.
Jeg vil bare ikke være en byrde, jeg har ikke lyst til at skuffe nogen.
Når jeg går i skole og skal krydse en bestemt vej, skal mine sko altid være et bestemt sted på en bestemt stigning.
Følelsen af at jeg måske havde en depression startede for omkring 2 år siden, og blev bare endnu værre af at jeg fik stress over 3-4 perioder, der ikke hjalp på noget som helst.
Jeg gik til en socialrådgiver men hun lovede at hun ville ringe til mig og gjorde det ikke, så jeg blev bare endnu mere overbevist om hvor latterlig overflødig jeg egentlig er.
Her for nyligt åbnede jeg lidt op for en veninde, om at jeg nok havde lidt store trust issues, for det føler jeg at jeg har.
Kort tid efter fik jeg en besked fra en anden veninde, og uden at åbne den, antog jeg bare at min veninde havde sagt det videre.
Jeg brød helt sammen i 10 sekunder og havde ikke lyst til noget mere.
Men jeg blev så frustreret på mig selv, fordi jeg ved godt at min veninde aldrig ville sige noget.
Jeg begyndte at græde fordi jeg bare antog at de mennesker jeg faktisk stoler mest på, kunne jeg ikke stole på. Beskeden omhandlede selvfølgelig noget helt andet, men jeg var så ked af det.
Jeg føler at jeg har en psykisk sygdom, jeg har lyst til at sige at jeg har det. Men jeg ved det ikke.
Måske er jeg bare en hypokonder der bare tror jeg er syg, og den tanke gør mig virkelig frustreret fordi jeg tror ikke det er sådan.
Men alligevel er jeg i tvivl fordi jeg er bange for at træffe en beslutning. Mit selvværd er alt for lavt, jeg føler at hvilken som helst beslutning jeg tager, har større chance for at fejle, end hvis en anden havde truffet samme valg.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Tror du jeg har en psykisk sygdom? Er det overhovedet en depression? Er det bare mig der er åndssvag?
Er det bare noget jeg siger fordi jeg har brug for at føle mig speciel, eller har jeg noget der gør at jeg evt. har brug for at føle mig speciel?
For jeg ved det virkelig ikke… og jeg kunne virkelig håbe at få nogle svar.
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Hør andre børns Historier
På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.